Annonce
Sport

Komet sætter norsk tennis på verdenskortet

Thomas Samson/Ritzau Scanpix

Casper Ruud er fulgt i sin fars fodspor og kan blive Nordens bedste spiller, vurderer norsk idrætschef.

Når Caroline Wozniacki en dag stopper karrieren, bliver det formentlig i Norge, at man skal lede efter det næste store tennisnavn i Norden.

Casper Ruud har fået sit gennembrud det seneste år og er rykket op som nummer 63 i verden.

Ruud er allerede den bedste nordiske spiller på herresiden, da hverken Sverige, Danmark, Island eller Finland råder over spillere i top-100.

Øivind Sørvald, som er idrætschef i Norges Tennisforbund og arbejder tæt sammen med Casper Ruud, er stolt over kometens udvikling.

- Tænker man på, hvordan Caroline Wozniacki har sat dansk tennis på verdenskortet, så er Casper allerede på vej til at sætte Norge ind på det internationale tenniskort.

- Det her er en start på en Wozniacki-historie for Norge, siger Sørvald.

Dog vil idrætschefen ikke sætte overliggeren alt for højt, da Ruud så kun vil kunne skuffe.

- Jeg er altid meget forsigtig med at sige, at Casper Ruud kan blive nummer et i verden. Det skaber forventninger, og jeg synes allerede, at han har gjort det over forventning.

- Vi håber, at han kan komme i top-10 i verden. Det tager tid. Men han er ung, og kan godt komme i top-30, og så må vi se. Vi må bare være tålmodige.

- Det, han allerede har gjort nu, er, at han har skabt en enorm entusiasme i norsk tennis, forklarer Øivind Sørvald.

Ruud har stort set forbedret alle de ting, han kunne. Og det skyldes især et ophold på Rafael Nadals akademi på Mallorca.

- Casper returnerer meget bedre, og han er blevet bedre med baghånden. Så de svagheder, han havde sidste år, har han ikke i år. I tillæg er serven, forhånden og fodarbejdet blevet bedre.

- Det betyder, at han nu er en mere komplet spiller, end han var for et år siden. Det er fordi, han er så gearet på at udvikle sig hele tiden og til hver eneste træning, siger Øivind Sørvald.

Casper Ruuds far, Christian Ruud, som er tidligere topspiller og lå nummer 39 i verden på sit højeste, træner sin søn.

Den tidligere danske topspiller Michael Mortensen kan se store ligheder mellem far og søn.

- Casper er lidt den samme type spiller som sin far. En rigtig baglinjespiller med en imponerende fysik. Han er god til at administrere de våben, han har til rådighed.

- Han har haft et par sæsoner, hvor det har været lidt svært. Men i år er forløsningen kommet.

- Det er dejligt for norsk og nordisk tennis, at der er kommet en spiller, der holder det niveau, som han befinder sig på i øjeblikket, siger Mortensen.

Han har lige nu svært ved at se Ruud komme op i nærheden af top-10.

- Jeg synes, han skal have nogle flere færdigheder, før han kan komme længere op ad ranglisten. Men det kan også komme.

- Han spiller med masser af selvtillid, og hvis han kan holde momentum og fortsætte med at arbejde med de små detaljer, så kan han godt komme blandt de 50 bedste i verden.

- Og når han derop, så kan alt ske, fordi han er stadig nysgerrig og i stand til at udvikle sig, vurderer Mortensen.

Ruud gik søndag videre fra første runde i grand slam-turneringen French Open, hvor nordmanden besejrede lettiske Ernests Gulbis med 6-2, 7-6, 6-0.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
Odder

Digt, drama og dokumentar på Egmont Højskolen: Kunst kan lære unge at blive hørt

Annonce