Annonce
Odder

- Kom lad os gå: Gylling løb den nye cykelsti i gang

De fleste deltagere var synligt i godt humør ved løbets begyndelse. Ved mål var grimassen for nogen erstattet af et forpint udtryk i øjnene, men det gode humør vendte hurtigt tilbage. Foto: Morten Pape
Omkring 840 ben befolkede cykelstien mellem Ørting og Gylling, som var vært for et hyggeligt løb i gode betingelser.

Gylling: - Kom lad os gå, lød budskabet fra Chief 1 og Thomas Buttenschøn i højttalerne under opvarmningen til Dagli'Brugsen/Gylling-løbet, der løb af stablen lørdag.

Det var særdeles passende. For det første fordi lokale Thomas Buttenschøn havde flyttet et møde til Aarhus for at kunne være med til at skyde løbet i gang. Og for det andet fordi der til løbet var indrettet en såkaldt "walk-rute" på 5,6 kilometer, som både var beregnet til løbere og gående.

- Jeg ville rigtigt gerne selv have løbet, men jeg har en hundehvalp med, så det går ikke, meddelte Thomas Buttenschøn til stor morskab for deltagerne, inden han først talte ned til starten på 9,5 kilometer-ruten og nogle minutter senere skød den kortere rute i gang med hjælp fra en lille konfettipistol.

Så gik det ellers derud af for de omkring 420 deltagere, som fordelte sig nogenlunde jævnt mellem gående og løbere på de to ruter. Alligevel var deltagerne så mange, at de næsten ikke kunne være på den nye cykelsti, som udgjorde underlaget for ruten, men efterhånden blev der mere luft i geledderne.

Annonce
Det er fedt at vise, at man også godt kan tiltrække mange mennesker på denne tid af året.

Lars Dalsgaard Larsen, medarrangør

Alle kunne være med

Efter en god halv time begyndte mange fra den korte rute at komme i mål. Da var det dog allerede længe siden, at den første havde krydset målstregen - og faktisk havde en enkelt deltager fra den lange rute også allerede overstået sin tur. Eliteløberne Christian Jørn Hansen og Simon Jørn Hansen brugte hver sin rute til en god omgang træning, og der var ikke mange der kunne gøre sig håb om at følge deres tempo.

Mindre kunne dog også sagtens gøre det. Uden rygnumre og organiseret tidstagning var løbeglæden og fællesskabet i fokus, og mange løbere og gående fik et klap på skulderen og et "godt kæmpet", når de nåede målstregen ud for Dagli'Brugsen.

Således også Henrik Schanz og sønnen Oskar på otte år, som begge løb 5,6 kilometer.

- Det er et super fedt arrangement. Vi løber og cykler en del til hverdag, og så er det helt naturligt at støtte lokalsamfundet, når der er gode aktiviteter som denne, sagde Henrik Schanz, mens de stod i det til lejligheden opsatte telt foran Dagli'Brugsen og fordøjede turen.

- Ruten var også rigtig fin, mente Henrik Schanz, mens Oskar syntes, at rutens ret krævende bakke kun havde været en lille smule hård.

Højt humør og godt vejr

Efter turen kunne deltagerne forsyne sig med kransekage, drømmekage, gulerødder, boller, æbler og kaffe i teltet, mens der også var en goodiebag med blandt andet müslibar, rugbrød og chips til alle deltagerne - i hvert næsten alle.

- Der var lige nogle enkelte, der ikke fik. Men det er jo bare et tegn på, at der er strømmet endnu flere til, end der var tilmeldt, og det er jo positivt, sagde medarrangør Lars Dalsgaard Larsen.

Humøret var i hvert fald højt på Dagli'Brugsens bugnende parkeringsplads, og en stor portion deltagere, arrangører og frivillige blev hængende og sludrede og drak kaffe i det gode vejr i over en halv time, efter at sidste mand var kommet i mål.

Inden løbet stod fitnessinstruktør Trine Riber for opvarmning. Blandt andet til sangen "Alt er godt" fra Thomas Buttenschøn og Chief 1. Foto: Morten Pape
Løbet blev skudt i gang af en veloplagt Thomas Buttenschøn, som både før og efter løbet tog sig god tid til at få taget billeder og hyggesnakket med deltagerne. Foto: Morten Pape
Den fælles opvarmning var et stort hit, og stort set alle var klar på at give den gas. Foto: Morten Pape
Der var egentlig lagt op til, at deltagerne enten løb eller gik, men løbehjul blev også tolereret af arrangørerne. Foto: Morten Pape
Inden løbet blev den lokale maratonløber Palle Redder Madsen hyldet på scenen. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce