Annonce
Skanderborg

Kollektivet er stærkere end konkurrenternes kontanter

Sofie Alnor og holdkammeraterne i Skanderborg har haft meget at juble over i denne sæson. Foto: Ole Nielsen

Oprykkerne fra Skanderborg Håndbold har klaret sig over al forventning og har slået et hul på ni point til sidstepladsen i kvindernes håndboldliga.

Håndbold: De havde en ambition om at undgå den direkte nedrykning, da de tog hul på sæsonen i kvindernes håndboldliga. Oprykkerne fra Skanderborg Håndbold har dog klaret skiftet fra næstbedste til bedste række langt bedre end sidst klubben var oppe. Efter at have spillet 17 ud af grundspillets 26 kampe har de grønblusede hentet 12 point. Det er syv point mere end deres samlede resultat i grundspillet i sæsonen 2016/2017, hvor de rykkede ud.

En imponerende bedrift af et hold, der uden sammenligning har ligaens mindste budget på spillersiden. Klubben har ikke kontrakter på sine spillere.

- Vi har et unikt kollektiv, som har fået en hel unik tro på tingene. Selvom det til tider kan se helt håbløst ud, så har vi fået en evne til at kæmpe os tilbage og få nogle af de her tætte afgørelser. Det er kombinationen af kollektivet, tro på egne evner og meget stor disciplin, der har givet succes. Vi har spillet meget disciplineret i mange kampe, hvilket har gjort os svære at spille mod, siger Skanderborgs træner Kristian Danielsen.

- Vi har med al sandsynlighed det laveste budget, fordi vi ikke har kontrakter, men vi har formået at præstere ud fra nogle andre værdier og bringe det i spil på banen. Det er jo passionen for spillet og det at være en del af noget større i et kollektiv, siger træneren og tilføjer, at det er fantastisk at være træner for sådan en samling spillere.

Inden de sidste ni kampe har Skanderborg et forspring på ni point til Aalborg EH, der lige nu indtager sidstepladsen med tre point.

- Vi er ved at være fri fra den direkte nedrykning. Jeg har i hvert fald lidt svært ved at se holdet på sidstepladsen slutte med 12 point. Skulle det ske, må man sige, at udvidelsen af rækken har været i orden, for så er der blevet taget point fra andre mandskaber end dem i bunden, siger Kristian Danielsen, der betegner otte af sit holds 12 point for deciderede bonuspoint.

De var i hvert fald ikke en del af det regnskab, som han i sin tid kiggede på, da grundspillet begyndte.

- Vi er virkelig glade for vores nuværende situation og kigger nu lidt på om vi kan få point med over i et kvalifikationsspil. Vi har hele tiden arbejdet ud fra et fokus om at komme ud i en bedre version end vi var i efteråret. Det kigger vi stadig på at gøre, så vi hele tiden flytter os og bliver bedre. Selvom det går godt lige nu, så er ambitionen stadigvæk at komme så godt som muligt hen til og ind i kvalifikationsspillet. Derfor er der også stor fokus på de tre sidste kampe i grundspillet, hvor vi møder Aalborg, Ajax og Ringkøbing, siger Kristian Danielsen.

Fra akademi til liga

I begyndelsen af året kom det frem, at den nuværende profil på playmakerposten Trine Knudsen skifter Skanderborg ud med TTH Holstebro i den kommende sæson. Et skifte, der formentlig ikke kommer til at stå alene. I takt med Skanderborg bliver ved med at klare sig godt, vil interessen for holdets spillere naturligvis stige.

- Det er en del af arbejdet i Skanderborg. Vi er godt klar over, at vi er springbræt til større og mere etableret ligahold. Flere af vores spillere er tidligere akademispillere fra Skanderborg Håndbold Elite Akademi, SHEA, og derfor er vi også glade for, at vi kan være med til at bringe spillerne videre i deres karriere. Udfordringen bliver selvfølgelig at lukke de huller der kommer, når spillerne tager videre, men der vil altid komme nye i rækken. Nye fra vores akademi eller nye ude fra, der godt kan se den positive udvikling som flere af vores spillere har været igennem.

Kan du mærke, at interessen for at spille hos jer er blevet større, selvom I ikke har kontrakter?

- Det kan jeg. Interessen for Skanderborg er voksende. Både i forhold til dem der kontakter os, men også når vi selv er ude og henvende os. Skanderborg er blevet en god historie og spillerne kan godt se perspektivet i at tage til klubben, selvom vi ikke kan være med økonomisk, siger Kristian Danielsen og fortsætter:

- Vi kommer ikke til at få en stor pose penge. For os handler det hele tiden om at rykke os og blive bedre. Ambitionen er jo at udvikle talenter til ligaen og blive bedre til at gøre det, siger han.

Tirsdag aften skal han og spillerne ud mod et hold i en helt anden økonomisk afdeling. På udebane venter rækkens nummer fire fra Team Esbjerg. Kampen spilles klokken 18.30.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Sport

Elegant midtbanespiller månedens spiller i Superligaen - Esbjerg fyrer træneren, men assistenten er ikke i spil som afløseren.

Annonce