Knud Lundberg var Danmarks mest alsidige topidrætsmand

Knud Lundberg var Danmarks mest alsidige topidrætsmand. Det var årsagen til, at han var selvskreven til "Hall of Fame".

Han ville være fyldt 100 år i år - 14. maj.

Knud Lundberg nåede 39 landskampe i fodbold, 23 landskampe i håndbold og 21 landskampe i basketball, og så var han på udvalgt københavnerhold i cricket og dansk cricketmester med AB.

- Faktisk var cricket den sportsgren, jeg havde allermest talent for, sagde Knud Lundberg selv.

Han vandt syv danske mesterskaber i håndbold med HG, fem danske mesterskaber i fodbold med AB og et enkelt mesterskab med HG i basketball.

Knud Lundberg blev dog også kendt som en rebel i dansk idræt. Han sagde sine meninger uden at tænke på, om det kunne give ham problemer.

Før sin allerførste landskamp i 1943 stod han frem og kritiserede fællestræningen.

- Den er kedelig og overflødig, sagde Lundberg.

Dermed ramte han rigstræner Sophus "Krølben" Nielsen, som var en af hans nære venner.

"Krølben" tog det pænt, men UK-chefen Fritz Tarp, der var B93'er, var forarget. Flere UK-medlemmer mente, at Lundberg ikke skulle have flere landskampe, og efter debutkampen fik han masser af roser i pressen, men hård kritik af UK's medlemmer.

Knud Lundberg var også rebel, hvad angår nobel fremtræden. Han nægtede at gå med slips. Det gav ham mange problemer, da han også var anfører for landsholdet.

Faktisk var han anfører for fodboldlandsholdet i 27 af sine 39 kampe, og han var anfører for basketballlandsholdet i alle sine 21 landskampe og desuden anfører for håndboldlandsholdet i flere af sine 23 landskampe.

Knud Lundberg debuterede på landsholdet i markhåndbold, inden han havde spillet en seniorkamp, og han spillede mange landskampe i håndbold, før han fik debut i fodbold.

Han spillede på alle tre landshold i 1955.

Hvordan kunne han dog overkomme de mange landskampe i forskellige sportsgrene?

- Vi spillede fodbold to måneder i foråret og tre måneder i efteråret. Håndbold og basketball var fint at have om vinteren, men jeg prioriterede fodbold højst. F.eks. stillede jeg op til en fodboldkamp for AB mod B1903 og meldte afbud til en håndboldlandskamp, da de faldt sammen. Det betød, at jeg ikke blev udtaget til håndboldlandskampene mere, forklarede Knud Lundberg i sine to erindringsbøger "mens legen er god" fra 1953 og "Et liv i leg" fra 1990.

Knud Lundbergs far var skolelærer på Amager, og her startede Knud Lundberg med at dyrke sport som fem-årig.

Da han var otte år, flyttede forældrene ind i Sølvgade midt i København. Det betød, at han meldte sig i AB. Her kom han til at tilbringe det meste af sit liv.

"Lund", som han blev kaldt blandt venner, startede som centerhalf og venstre halfback, men senere blev han rykket frem som innerwing.

Carl Skoma'r var hans foretrukne træner i drengeårene. Det var ham, der lærte ham at sparke til en fodbold, og det var også ham, der rykkede ham frem i angrebet - ikke på AB's førstehold, men på tredjeholdet.

AB blev dansk mester i 1937, da "Lund" var 17 år, og efter dette mesterskab stoppede stort set hele brigaden af topspillere. Lundberg blev en af dem, der fik chancen i krisetiden.

Kund Lundberg blev betegnet som en skildpadde. Han var en meget langsom spiller, men det opvejede han med teknik, taktik og opfindsomhed.

Han kom med til landsholdets træning i 1939 under en engelsk træner, men der var omkring 50 mand til træning, og han fik først sin debut på landsholdet i 1943.

Da han debuterede på landsholdet, kom spillere og sagde til ham:

- Du skal mele din egen kage i stedet for at spille holdet. Det gør alle spillerne. Der er ikke noget kammeratskab på landsholdet.

Lundberg var chokeret. Der var fem debutanter, og de var med til at skabe en helt ny ånd på fodboldlandsholdet.

Knud Lundberg ville i modsætning til sine landsholdskammerater ikke være professionel.

Han fik først et tilbud fra Mexicos næstbedste hold, men sagde nej tak.

Dernæst kom et tilbud fra Barcelona, og det afslog han med det samme.

Det mest interessante tilbud, han fik, kom fra Berlin.

- Jeg fik tilbudt at være avlstyr i Tyskland. Tyskerne havde nogle afsindige raceteorier. Jeg var stor og lyshåret og var tæt på deres ideal. Jeg kunne få lige så mange store lyshårede tyske piger, jeg ville have, og en bil, og leve et liv i vellevned og vellyst og spille lige så meget håndbold, jeg ville. Jeg var kun 18 år og havde aldrig været i seng med en pige. Det var frastødende, og jeg afslog høfligt, forklarer han i bogen "Et liv i leg".

Knud Lundberg spillede en stor rolle i dansk fodbold. Han var anfører for landsholdet, der tog til London i 1948, og var med til at slå Egypten med 3-1 efter forlænget spilletid i den første kamp, men han spillede så dårligt, at han blev sat af - selv om han var anfører.

Danmark slog Italien 5-3 og tabte 4-2 til Sverige i semifinalen. I kampen om tredjepladsen blev Lundberg sat på holdet igen, og Danmark vandt 5-3.

Knud Lundberg fik sin bronzemedalje, men gav den til Karl Aage Hansen, der havde fortjent den mere, mente "Lund".

Balladen før debutkampen var årsag til, at Berlingske Tidende bad ham om at skrive om fodbold, og det blev starten på hans liv som sportsjournalist hos Socialdemokraten, Idrætsbladet og Aktuelt.

Jens-Carl Kristensen blev hans nære ven, både i AB og pressen.

- Jeg havde mistet min far som 18-årig, og Lundberg var som en far for mig, fortalte Jens-Carl Kristensen.

En dag kom Jens-Carl Kristensen ind på Aktuelt, hvor han var sportsredaktør. Her mødte han "Lund".

- Jeg er sgu blevet fyret, forklarede Lundberg.

- Hvad er du?, sagde Jens-Carl Kristensen og styrtede ind på kontoret til redaktøren.

- Ja, det er rigtigt. Vi skal afskedige en medarbejder, og det blev Lundberg.

- Lundberg skal ikke fyres. Så må du fyre mig. Jeg siger op, og så har du bare at ansætte Lundberg igen, sagde Jens-Carl.

Sådan blev det. Han reddede sit store idol, og Lundberg var ansat på bladet, indtil han gik på pension, efter at han var fyldt 70.

Knud Lundberg endte sit liv på et plejehjem med alzheimer's. Han kunne ikke kende nogen - ud over Jens-Carl.

- Lund kunne altid kende mig, når jeg kom, og jeg fortalte alle anekdoterne om Lundberg til ham selv. Han grinede og gryntede, for han kunne ikke huske nogen af dem, sagde Jens-Carl.

Knud Lundbergs kone Hanne Lundberg tog rundt og holdt et foredrag, der hed "Knud er en tom skal". Det blev hun hædret for, men hun døde tre måneder før sin mand.

Knud Lundberg, der også blev kaldt "Doktoren", blev 82 år.

Da Idrætsparken blev bygget om i 1992, fik vi nye pladser. Jeg fik pladsen ved siden af Lundberg og oplevede her, hvordan han skrev alt med blyant og telefonerede det hele ind til bladet.

Selv en skrivemaskine var for moderne til ham, selv om han oplevede at skrive 76 bøger, den sidste i 1994.

Han var altid beskeden og selvudslettende og meget bange for at rose sig selv for meget i sine erindringsbøger.

Han citerer hellere pressen, som da han blev kaldt verdens bedste håndboldspiller i "Idrætsbladet".

Blandt hans værker er fire bind af DBU's 100 års jubilæumsbog.

Knud Lundberg skrev mange bøger om slankekure og andre lægelige ting.

Selv var han slank som en ål, selv om han ofte bestilte to hovedretter, når vi var ude at spise med ham efter landskampene.

Han gik ikke af vejen for alkohol. Det var også på hans værelse, journalisterne samledes, og han var kendt for at have fyldt sit badekar med gin og juice i sin pure ungdom.

Knud Lundberg var gift med Margrethe, men blev skilt.

Hans anden kone kalder han Birthe, selv om hun hed noget helt andet.

Først i tredje forsøg fandt han lykken sammen med Hanne, som han blev gift med i 1954, og som han blev gammel sammen med. Hun døde 13. maj 2002, han døde 12. august 2002.

Knud Lundberg spillede sin sidste fodboldlandskamp i 1956. Han var aktiv frem til 1960, men derefter spillede han et hav af motionskampe for Stjerneholdet, Bronzeholdet og Presselandsholdet, indtil han til sidst blev så langsom, at han næsten ikke kunne bevæge sig. Han scorede 10 mål på fodboldlandsholdet, men gennem hele sin karriere gik han mere op i at lægge op til målene end selv at score.

Han scorede 26 mål i sine 23 håndboldlandskampe og syv mål i sine seks kampe på markhåndbold-landsholdet samt 74 points på basketball-landsholdet, hvor han var med til at vinde tre kampe under EM i Frankrig i 1951.

Han opfandt Faxe Kondi og indefodbold og var en skarp kritiker af spillereglerne i håndbold og fodbold.

- I fodbold overlader man alt for meget til dommeren i stedet for til spillerne, kritiserer han i sine bøger.

I forbindelse med DBU's 100 år i 1989 blev han bedt om at stille århundredets hold i dansk fodbold. Det blev:

Henry From, Morten Olsen, Ivan Nielsen, Søren Lerby, Allan Simonsen, Frank Arnesen, Karl Aage Hansen, Jørgen Leschly, Michael Laudrup, Harald Nielsen, Preben Elkjær - og han beklagede samtidig, at der ikke var plads til spillere som Henning Jensen, Per Røntved og Ulrik le Fevre.