Annonce
112

Knivdrab i Tim: Landsretten fastholder 12 års fængsel til kvinde fra Horsens

Drab i Tim. Politiet arbejder på stedet. Arkivfoto: Jørgen Kirk
Laila Ringholm Andersen er dødeligt syg af kræft, og hun har nægtet sig skyldig til det sidste. Hendes forsvarer vil derfor nu undersøge, om der er mulighed for at tage dommen hele vejen til Højesteret.
Annonce

TIM/VIBORG: Vestre Landsret har onsdag eftermiddag stadfæstet dommen på 12 års fængsel til 56-årige Laila Ringholm Andersen fra Tim, der er dømt for knivdrabet på sin samlever Tommy Torben Rasmussen i januar 2019.

Det oplyser både hendes advokat Morten Wosylus Kamp og anklager Bianca Trøjborg.

Parret boede oprindelig i Horsens, inden de foråret 2018 flyttede til Tim i Vestjylland.

I oktober sidste år blev Laila Ringholm Andersen Tim idømt 12 års fængsel ved byretten i Herning for knivdrabet på Tommy Torben Rasmussen, som retten fandt, at hun havde stukket i maven med en kniv for herefter at lade ham forbløde.

Kvinden nægtede sig skyldig, hvorfor hun efter byrettens dom ankede den på stedet til enten frifindelse eller til formildelse i håb om at få en kortere straf af hensyn til hendes terminale kræftsygdom.

- Hun havde påstået frifindelse og erklærede til det sidste, at hun er uskyldig, så hun var ked af, at hun var blevet dømt. Hun var også ked af, at straffen blev udmålt så hårdt henset til hendes alvorlige, uhelbredelige lungekræft, siger Morten Wosylus Kamp, efter Vestre Landsret har stadfæstet byrettens dom.

Anklager Bianca Trøjborg var tilfreds med, at landsretten erklærede sig enig i byrettens vurdering af sagen.

- Jeg er meget tilfreds med dommen. Den blev stadfæstet for så vidt angår skyldsspørgsmålet og også udmålingen af sanktionen. Min bemærkning i landsretten var, at jeg mente, at den straf, byretten havde fastsat, var passende. Der skal rigtig meget til, før man giver en lavere eller en højere straf i forhold til udgangspunktet på 12 års fængsel, når man er kendt skyldig i drab, siger hun.

Drabssagen kort fortalt

  • Den 27. januar 2019 mistede 55-årige Tommy Torben Rasmussen, der var bosat i Tim, livet som følge af adskillige knivstik.
  • Hans samlever blev sigtet og senere dømt for at have stået bag.
  • Det skete, da sagen var for retten ved byretten i Herning i oktober 2019.
  • Her blev kvinden dømt for manddrab og straffet med 12 år i fængsel.
  • Retten lagde i dommen vægt på, at kvinden flere gange til både politiet i en række alarmopkald og til et vidne på gaden i Tim havde sagt, at hun ville slå sin samlever, Tommy Torben Rasmussen, ihjel.
  • Kvinden, der under hele forløbet nægtede sig skyldig, indrømmede i retten, at hun som den eneste var i besiddelse af den kniv, som retsmedicinske undersøgelser havde knyttet til et af den afdøde mands knivstik.
  • Kvinden er syg med lungekræft og er erklæret terminal, men retten fandt ikke grund til en nedsættelse af straffen af den årsag.
  • Kvinden ankede derfor dommen på stedet til enten frifindelse eller formildelse i håbet om en kortere straf.
  • Hun har siddet varetægtsfængslet, siden sagen var for byretten.
Annonce

Overvejer højesteret

I byretten kom det frem, at Laila Ringholm Andersen flere gange til både politiet i alarmopkald samt til et vidne på gaden i Tim havde sagt, at hun ville slå sin samlever, Tommy Torben Rasmussen, ihjel.

- Det, retten (Vestre Landsret, red.) lagde vægt på, da de fandt hende skyldig, var blandt andet nogle udtalelser, hun var kommet med overfor et vidne tidligere på dagen om, at hun ville slå ham ihjel og nogle udmeldinger, hun var kommet med til nogle af politimændene efterfølgende om, at hun havde slået ham ihjel, og at han havde fortjent det. Henset til de opkald, der også havde været til alarmcentralen og sagens omstændigheder i øvrigt, blev hun fundet skyldig, siger Morten Wosylus Kamp.

Det er dog ikke sikkert, at det sidste punktum er sat i drabssagen.

- Jeg tager landsrettens dom til efterretning, og jeg vil nu overveje, om der er grundlag for at søge om at prøve at få sagen i Højesteret, siger Morten Wosylus Kamp.

Parret, der oprindeligt kommer fra Horsens, flyttede til Tim omkring otte måneder før drabet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce