Annonce
Horsens

Klumme: Generation X Factor skal tage orlov fra glansbillede-kulturen

Arkivfoto: Yilmaz Polat

I februar fyldte jeg 26. Puha... Et skridt tættere på de 30 og officielt over halvvejs gennem 20’erne. Det klinger bare ikke lige så friskt og ungdommeligt, som når en 21-årig ungersvend præsenterer sig og ubekymret kan fortælle, at han endnu ikke har fundet ud af, hvor han gerne vil lande i livet med hensyn til karriere, kærlighed, interesser og økonomi.

Midt i min sporadiske ”midtvejskrise” kunne jeg pludselig mærke en flig af pres på mine skuldre. En voksende følelse af, at jeg, som langt størstedelen af mine jævnaldrende, snart burde have køreplanen klar.

Men hvem er det egentlig, der siger, man skal skemalægge sig til det gode liv og uden svinkeærinder træffe de valg, der bringer en tættere på landet med mælk og honning?

Egentlig ikke nogen - og alligevel os alle sammen.

Det er i hvert fald dén historie, min generation af "millennials" fortæller hinanden om og om igen. Med minutiøst redigerede LinkedIn-profiler, kunstige selfiesmil på Instagram og sirligt indøvede salgstaler om, hvor målrettede, kvalificerede og ikke mindst glade vi er - over for Gud og hver mand, det kan betale sig at imponere.

Præstationskulturen levner efterhånden ikke meget plads til gennemsnitlighed, og som børn af velstandssamfundet på sit højeste har generation X Factor fået "realiser dig selv"-doktrinet direkte ind med modermælken.

Og hvorfor ikke gøre det? Træde speederen i bund uden at se sig tilbage. Aldrig har mulighederne været flere og valgfriheden større.

Problemet er bare, at friheden til at vælge selv ofte forplanter sig i en forestilling om, at vi også død og pine skal optage jagten på succes. Helst med bravur, uden slinger i valsen og gerne til offentligt skue.

Det ligger næsten i kortene, at det gode liv er noget, man vælger til. Og mens nogle følger formularen, knækker andre halsen i forsøget. Spørg bare de unge mennesker, der selvmedicinerer, SoMe-detoxer eller søger ro i den spirituelle verden.

Måske min generation af unge mennesker, der spæner afsted i livet, og alligevel føler, de halser bagefter, fra tid til anden burde tage orlov fra forventningspresset, give slip på glansbillede-utopien og med fordel begynde at vælge fra - for at kunne vælge til.

Jeg ved stadig ikke, hvor jeg gerne vil lande i livet. Det vælger jeg at se som en gave.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

DR er stadig rigeligt stort

Vi har et enormt stærkt Danmarks Radio, der har rigeligt med ressourcer. Statsradiofonien har ganske vist fra årsskiftet gennemført en række programlukninger som en konsekvens af det seneste medieforlig, men tag ikke fejl: DR er fortsat en stor og velpolstret maskine. Fra at have lidt over fire milliarder licenskroner til rådighed hvert år til at drive den vidt og på nogle områder vildt forgrenede koncern, skal DR fremover klare sig med knap fire milliarder kroner årligt. Det er uanset synsvinkel fortsat et kæmpestort beløb og sikrer DR og dermed staten en meget dominerende medieposition i Danmark. Der er blevet fyret chefer, der er blevet fyret medarbejdere, der er blevet lukket programmer og såmænd også kanaler. Signalet til DR var fra politikernes side klart. Public service er vigtigt, fokuser på kerneopgaven. Public service kan være svært at få greb om. Men det er i hvert fald noget andet end det, markedskræfterne bærer frem. DR skal fokusere på det, andre medieaktører ikke allerede laver. DR skal ikke bare være mere af det samme, men et reelt alternativ til gavn for demokrati, sammenhængskraft og mangfoldighed. Derfor må man undre sig. DR er nærmest gået reality-amok. Danske Damer i Dubai. Øen. Familien Asbæk. Og "Fars Pige" - lad os holde fast i den. En problemstilling om unge og forældre er bestemt relevant i public service-perspektiv. Men en serie om et forskruet københavnsk familieforhold er en udstilling af ekstremer. Det er ikke dokumentar, det er et freakshow. Det samme kan man sige om serien ”Cougarjagt”. Det kan være public service at kigge ind i parforhold, i kærlighed og samliv. Også på tværs af generationer. Men så er det ikke rendyrket reality-tv om en førtidspensionist, der har sex med unge mænd. Det er godt tv. Det er underholdning. Men det er altså tv, der produceres i store mængder på de kommercielle tv-kanaler, alle TV3-varianterne og kanal 4, 5, 6 og så videre. Det er ikke derfor, vi har DR. DR må gerne samle et stort publikum. Men det skal ikke være på at kopiere det private marked. DR får en enorm statsstøtte for at levere noget andet. Kan koncernen ikke det, er der bestemt basis for endnu en nedjustering af DR.

Annonce