Annonce
Horsens

Klokken 14: Over 30.000 har stemt i Horsens Kommune

Horsensianerne stemmer derudaf - valgdeltagelsen er højere end i 2015 på samme tid af dagen. Foto: Dorthea Dittmer
Noget højere stemmeprocent på de lokale valgsteder end på samme tid ved seneste folketingsvalg i 2015.

Horsens: Stemmeprocenten i Horsens er høj, viser tallene efter seks åbningstimer på valgstederne. I 2015 havde 40,71 afgivet deres stemmer efter seks timer, i dag er det 47,86 procent i Horsens.

Bedst ser det ud i Stensballe, hvor 53,13 procent havde stemt klokken 14, mens stemmeprocenten på samme tidspunkt var nede på 39,81 i Sundparken.

I alt havde 30.360 horsensianere været i stemmeboksene mellem 8 og 14, og valgkoordinator i Horsens kommune, Mette Munk, er rigtig godt tilfreds med dagen.

- Nej, det er ikke surt at sidde inde i valgsekretariatet på sådan en dag, selvom solen skinner udenfor. Det er virkelig rart at være her, og der er bare så god stemning, lyder meldingen.

Højt engagement

Der er da heller ikke meget at surmule over på denne demokratiets festdag, for horsensianerne forstår om nogen at fejre netop stemmeretten, mener Mette Munk.

- Generelt er man bare engageret til at stemme her. Horsens ligger tit over landsgennemsnittet, og det kan man rose borgerne for. De kommer op af sofaen og ind at stemme, det er meget positivt, siger hun.

I Horsens Kommune er der i alt 63.450 stemmeberettigede, og indtil videre har knap halvdele sat kryds. Alt sammen i god ro og orden.

- Meldingen fra de 20 valgsteder er, at der ingen problemer er. Det hele kører, som det skal. Det er rigtig rart - og man kan godt være stolt af sin kommune, når der både er mange, der stemmer, og mange, der bakker op og hjælper til på valgdagen, siger Mette Munk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce