Annonce
Læserbrev

Klimabomben, som ingen tør demontere

Et stramt globalt loft over antal børn vil helt sikkert være en at de mest virkningsfulde midler til en markant reduktion af stigningen i den globale opvarmning.

Læserbrev: Befolkningseksplosion. Da jeg var dreng, var der tre mia. mennesker på Jorden. I dag er vi syv mia. I år 2050 er vi over ni mia.

Befolkningsvæksten betyder, alt andet lige, en tilsvarende stigning i CO2-udslippet og dermed en accelererende opvarmning i hidtil uset omfang.

CO2-udledningen skyldes primært, at vi producerer menneskelig bekvemmelighed (rumopvarmning, transport, køling, produkter og mad). Jo flere mennesker, jo større miljø- og klimabelastning.

Naturligvis kan den teknologiske udvikling bidrage til en reduceret stigning i udledningen, og det kan klimabevidste politikere og forbrugere også. Det er bare ikke nok.

Vi er nødt til at gøre noget ved befolkningsudviklingen.

Men her kan vi jo ikke bare kræve, at indbyggerne i Afrika og Asien begrænser deres forplantning. Klimaet er et globalt problem, derfor må kravet etisk og moralsk gælde hele vejen rundt. Også i Danmark.

Kina indførte i 1979 en et-barns politik. Det hjalp faktisk så meget, at man i 2015 lempede kravene og indførte en to-barns politik.

Et stramt globalt loft over antal børn vil helt sikkert være en at de mest virkningsfulde midler til en markant reduktion af stigningen i den globale opvarmning.

Men hvem tør demontere klimabomben?

Annonce
Torben Busk. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Men vil borgerne landdistrikterne?

I sidste uge kom en god nyhed til landdistrikterne. En planlagt besparelse på 30 mio. kr. på de såkaldte LAG-midler bliver trukket tilbage, så landdistrikterne nu har 90 mio. kr. om året fra staten til udvikling - oveni et EU-tilskud. Pengene falder på et tørt sted, for banker og andre investorer har en tendens til at smække kassen i, så snart postnummeret bliver nævnt. Derfor er de såkaldte LAG-midler, der de seneste 11 år har været med til at udvikle og bevare livet i de mindre landsbyer, et fint tiltag, og det er rigtig godt, at politikerne på den måde vælger at tilgodese landdistrikterne. Spørgsmålet er så, om naturstier, byparker og nogle arbejdspladser ændrer på borgernes trang til at bo i selvsamme landdistrikter? Der er ingen tvivl om, at pengene kommer de mennesker, der allerede bor på landet til gavn, men kan LAG-midlerne og andre lignende initiativer vende udviklingen fra by til land? Desværre ser det ikke ud til at være tilfældet. I byer som Ølholm, Barrit og Bjerre, som alle har modtaget LAG-midler, er befolkningstallet de seneste 10 år faldet lige så stille. Ikke voldsomme fald, men en stille afsivning, der bekræfter tendensen, der gælder på landsplan: Borgerne vælger i stigende grad byerne frem for landsbyerne. At LAG-midlerne dermed skulle være en dårlig investering, vil borgerne i de byer, der modtager pengene, sige klart nej til. De mange projekter giver en øget livkvalitet og kan om ikke andet så bremse faldet i indbyggertal. Men det giver anledning til at stille spørgsmålet om, hvad der så skal til for at stoppe affolkningen af landdistrikterne, og om det overhovedet kan lade sig gøre? En kommunal embedsmand, avisen interviewede forleden, nævnte det emne som landkommunens største udfordring. At bevare strukturen med mindre byer, hvor folk kender hinanden og taler sammen om problemer og udfordringer. Der er med garanti ingen lette løsninger på den udfordring, og derfor kan man godt frygte, at de 30 mio. kr. ekstra, der nu bliver fordelt over hele landet, slet, slet ikke er nok.

Erhverv For abonnenter

Så store er virksomhederne i Horsens: 20 blander sig i Danmarks omsætnings-top

Annonce