Annonce
Indland

Klik på kortet: Så længe må du vente på at komme til hos speciallæge

Der er ventetid på at komme til en ørelæge og andre speciallæger, men tidslængden er vidt forskel alt efter, om man bor i hovedstadsområdet eller i Vestdanmark. Arkivfoto: Mia Harm Madsen
Der er store regionale forskelle på at komme til konsultation hos en speciallæge. På flere områder er ventetiden over dobbelt så lang for jyderne end for folk i hovedstaden. Det er et problem og helt uacceptabelt, lyder det fra flere foreninger. Det er svært at tiltrække arbejdskraft, lyder det fra Region Midtjylland.

Patienter, der bor i det midtjyske og i det nordjyske, må ofte vente op til dobbelt så lang tid på at komme til en speciallæge som dem, der bor på Sjælland og især i hovedstadsområdet. Det viser tal fra Sundhed.dk, der samler statistik på ventetider, og som avisen Danmark har undersøgt.

Både når patienter henvises til en børnepsykiater, gigtlæge, gynækolog, hudlæge og psykiater kan der i gennemsnittet være op til tre gange så lang ventetid i Jylland som i hovedstaden.

Direktør for Psoriasisforeningen Lars Fogt Werner nikker genkendende til, at der er en skævvridning i landet med at komme til inden for dermatologi.

- Det er uacceptabelt. Vi har vidst det i flere år og arbejdet for, at politikerne vil gøre noget ved det, siger han.

Ventetiden på at komme til en hudlæge i Jylland og på Fyn er i gennemsnit omkring 19 uger, i Region Sjælland tager det 13 uger, hvorimod patienter i Region Hovedstaden kan komme til på under to måneder.

- Resultatet er, at nogle folk bliver desperate for en behandling og vælger at tage en tur fra Nordjylland til Sjælland for at komme hurtigere til. Deres sygdom har en stor indvirkning, som påvirker dem både fysisk og psykisk, eksempelvis med udvikling af gigt i leddene, forklarer Lars Fogt Werner.

Annonce

Store regionale forskelle på ventetider

Sundhed.dk indsamler længden af ventetid på at komme til hos en speciallæge, og tallene, som avisen Danmark har beregnet, viser, at der er store gennemsnitlige forskelle i landets fem regioner.

På de otte områder, som avisen Danmark har undersøgt, ligger Region Nordjylland og Region Midtjylland i top fire gange hver med længst ventetid. For Region Nordjylland gælder det gynækologi, psykiater, pædiatri og øjenlæge, mens det for Region Midtjylland er inden for børnepsykiater, dermatologi, reumatologi samt øre-, næse- og halslæge.

På alle punkter befinder Region Hovedstaden sig i bunden med kortest ventetid på nær med børnepsykiater, mens Region Syddanmark og Region Sjælland ligger midt imellem på alle områder.

Behov for flere læger

Hvis man skal have en konsultation hos en gigtlæge, må man også forberede sig på længere ventetid i Jylland. Her topper Region Midtjylland med en ventetid på over et halvt år med et gennemsnit på 38 uger, mens det tager 32,5 uge at komme til i det nordjyske. I hovedstaden ser det anderledes ud, hvor patienter kan komme til en gigtlæge efter to måneder, mens det tager 11 uger i Region Sjælland og 13,5 uge i Region Syddanmark.

Mette Bryde Lind, direktør for Gigtforeningen, er utilfreds med tallene:

- Det er et kæmpe problem med så lang ventetid, for folk med smerter og symptomer kan eksempelvis få svært ved at passe deres arbejde, og selv ni uger i Region Hovedstaden er lang tid, fordi patienter risikerer at gå med en ubehandlet leddegigt og få uoprettelige skader, hvis de ikke behandles i tide, siger hun.

Mette Bryde Lind peger på, at der er for få speciallæger inden for reumatologi.

- Der må uddannes flere speciallæger og slås flere ydernumre op, vi må tage det meget alvorligt, siger hun.

Også på områder som øjenlæge og gynækologi må nordjyder vente hhv. 31 uger og 14,5 uge, mens man i Region Hovedstaden kan komme til efter hhv. 17 uger og seks uger. Har man behov for en psykiater må midtjyderne vente 43 uger og nordjyderne over et år, mens ventetiden i Region Hovedstaden er 16,5 uge og i Region Sjælland 25 uger. Det vil sige under halvt så lang ventetid for sjællænderne.

Speciallæger kan arbejde mere

Årsagen til den skæve fordeling i ventetider skal blandt andet ses i antallet af speciallæger i hver af regionerne, hvor Region Hovedstaden har en klar overvægt af speciallæger sammenlignet med resten af landet.

Kirsten Ilkjær, formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS), forklarer, at antallet af ydernumre i hver region spiller ind på ventetiden. Et ydernummer er det nummer, som en privatpraktiserende sundhedsperson er tildelt som yder af behandlinger for den offentlige sygesikring

- Der er omkring 130 deltidsydernumre rundt om i landet for tiden, som kan konverteres til fuldtidsnumre, men det kræver, at regionerne ændrer det, siger hun, og fortsætter:

- Der er flere speciallæger, som står klar til at arbejde i speciallægepraksis, men det kræver, at der bliver oprettet nye ydernumre. Det tager måske lidt længere tid at få dem besat i Nordjylland, men interessen er der.

Svært at tiltrække arbejdskraft

Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), forklarer, at oprettelse af nye ydernumre handler om økonomisk prioritering.

Det koster mange millioner at opgradere med speciallæger, og det kan være dyrt at skulle nedregulere igen. Men jeg er enig i, at der er et pres, heriblandt inden for området med hudlæger, og vi vil i en ny praksisplan tilføje yderligere 2,5 mio. kr. til afdelinger på hospitalerne.

Anders Kühnau påpeger, at det er vanskeligt at tiltrække den nødvendige ekspertise.

- Der er udfordringer med at få flere læger til Region Midtjylland, og det gælder både inden for de praktiserende læger, speciallæger og på hospitalerne. Hvis der skal gives en behandlingsgaranti på 30 dage inden for speciallæger, vil det kræve mange flere penge fra Christiansborg af, og jeg tror ikke, at nedlæggelse af regionerne vil kunne ændre på ventetiderne.

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, mener heller ikke, at regionerne skal stå til last for de forskellige ventetider.

- Det er selvfølgelig uacceptabelt med de lange ventetider, og det afspejler nogle kæmpe udfordringer, som regionerne har med at rekruttere speciallæger, siger han og fortsætter:

- Man skal passe på med at kritisere regionerne, for der er en ulighed i landet med at kunne tiltrække speciallæger uden for hovedstadsområdet.

Flemming Møller Mortensen peger på, at regeringen går i den forkerte retning med at ville nedlægge regionerne til fordel for 21 nye sundhedsfællesskaber.

- Vi ser ikke nødvendigheden i at nedlægge regionerne. Vi må have ro på til at finde nogle løsninger på de akutte problemer, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce