Annonce
AC Horsens

Klasseforskel: AC Horsens knuste Silkeborg

Nicolai Brock-Madsen bragte AC Horsens foran med 2-0 midt i første halvleg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Silkeborg: AC Horsens fik i den grad oprejsning oven på 3-0 nederlaget i premieren til FC Nordsjælland. Oprykkerne fra Silkeborg blev på eget kunstgræs knust med 3-0. Der var klasseforskel på de to hold. AC Horsens skabte masser af chancer og lukkede reelt kampen allerede i første halvleg med to hurtige scoringer, og da Silkeborg kom ud med fornyet gejst efter pausen, slog Nicolai Brock-Madsen til med sin anden scoring og fik måltavlen til at vise 3-0 til AC Horsens.

Sejren kommer på et meget vigtigt tidspunkt, da AC Horsens i de tre næste kampe skal op mod FC København, Brøndby og FC Midtjylland.

AC Horsens fik en ønskestart på kampen. Der var kun spillet få minutter, da Rune Frantsen slap til baglinjen. Hans tværpasning endte hos Hallur Hansson, der skubbede bolden videre til Michael Lumb. Venstrebacken afsluttede første gang fra kanten af feltet og sendte bolden op i modsatte målhjørne til 1-0.

AC Horsens kom frem til en stribe gode afslutninger og efter 21 minutters spil sendte Michael Lumb et hjørnespark præcist ind i panden på Nicolai Brock-Madsen, der ved forreste stolpe uhindret kunne heade bolden i mål til en fortjent føring på 2-0.

Silkeborg havde på det tidspunkt ikke haft andet at byde på en to forkølede afslutninger fra positioner et stykke uden for AC Horsens' straffesparksfelt. Hjemmeholdet blev lidt mere nærgående som første halvleg skred frem, men de første 45 minutter blev afviklet med AC Horsens i fuld kontrol.

Holdet skabte masser af chancer og fungerede i langt højere grad som en enhed, end det var tilfældet mod FC Nordsjælland i premieren.

Silkeborg forsøgte at lægge pres på fra anden halvlegs start, men Nicolai Brock-Madsen ville det anderledes. En ihærdig Louka Prip erobrede bolden i højresiden. Han drev bolden frem og fandt Jonas Thorsen på den anden kant. Hans afslutning blev halvklaret og på riposten kunne Nicolai Brock-Madsen sende bolden i mål til 3-0.

Målet dræbte kampen, og reelt skulle anden halvleg bare overståes. AC Horsens kom frem til flere gode muligheder, men det blev ved 3-0, mens Silkeborg havde en enkelt stor mulighed som Michael Lansing reddede til hjørnespark.

Bo Henriksen havde ændret på tre pladser i forhold til premierekampen mod FC Nordsjælland. Rune Frantsen gled ind som makker til Nicolai Brock-Madsen i angrebet. Det skubbede Hallur Hansson ned på midtbane, hvor Peter Therkildsen måtte tage plads på bænken. Kasper Junker blev på højrekanten afløst af Louka Prip. I det centrale forsvar var der debut til Malte Kiilerich i stedet for Mikkel Qvist, der var gledet helt ud af truppen.

De to hold:

Silkeborg: Oscar Hedvall, Svenne Crone, Simon Jakobsen, Frederik Ibsen, Frederik Møller, Nicolai Vallys, Filip Lesniak, Mads Emil Madsen, Jeppe Okkels, Marc Rochester Sørensen, Ronnie Schwartz.

AC Horsens: Michael Lansing, Peter Nymann, Malte Kiilerich, Sivert Heltne Nilsen, Michael Lumb, Louka Prip, Bjarke Jacobsen, Hallur Hansson, Jonas Thorsen, Rune Frantsen, Nicolai Brock-Madsen.

AC Horsens spiller igen på lørdag hjemme mod FC København.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce