Annonce
Horsens

Det første er klar fra onsdag morgen: To nye coronateststeder åbner i Horsens

Hurtigtesten for corona foretages med en vatpind, der føres to-tre centimeter ind i næseborene. Svaret er klar maksimalt 30-40 minutter senere. På søndag åbner et nyt testcenter i midtbyen i Horsens. Arkivfoto: Michael Bager
Onsdag morgen etablerer Region Midtjylland nyt hurtig-teststed i Torstedhallen i Torsted. Søndag åbner et testcenter på Ove Jensens Alle.

Horsens: Behovet for at coronateste stiger og stiger - ikke mindst med de krav om friske negative test, der følger med genåbningen fra 6. april.

Det tager Region Midtjylland og Falck nu konsekvensen af.

Onsdag kl. 9 åbner et hurtig-teststed i Torstedhallen. Det vil foreløbig været åbent hver dag fra kl. 9 til 16 frem til 6. april.

Placeringen i Torsted er valgt, efter der tidligere i marts brød smitte ud på Østerhåbskolen, hvor afdelingen Flyveren og sfo'en blev påbudt at holde lukket fra 17. til 29. marts af Styrelsen for Patientersikkerhed.

- Vi har i nogle dage været i dialog med regionen for at få etableret et midlertidigt teststed i Torsted, og det er virkelig godt, at det nu er lykkedes. Det er utrolig vigtigt, at vi bliver testet for at undgå smittespredning og for bedst mulig smitteopsporing, siger Peter Sørensen (S) i en pressemeddelelse.

Falck stiller op ved det nye teststed med et podehold, der må teste børn ned til seks år.

Tidsbestilling er ikke nødvendig.

Annonce

Rykker ind på Ove Jensens Alle

Torstedhallen er ikke det eneste nye hurtig-teststed i Horsens.

Søndag kl. 8 slår Falck dørene op til et nyt testcenter på Ove Jensens Alle 19 C.

Det oplyser Rasmus Ehlers, der er Falcks coronaleder med ansvar for blandt andet Horsens og dele af Hedensted Kommune.

- Åbningstiden bliver kl. 8-20 alle dage, fortæller Rasmus Ehlers, der uddyber, at man i de bygninger, der tidligere husede hvidevareforretningen Skousen, får endnu mere plads end på Sandøvej, hvor Horsens' eneste faste hurtigtestcenter har haft hjemme i den seneste tid.

Opsætningen af testfaciliteterne går i gang onsdag, og Rasmus Ehlers, der har flere end 80 testere ansat, opfordrer til, at borgerne bærer over med småudfordringer i en indkøringsfase.

Annonce

Fra seks år og opefter

Hurtigtesten, der også kaldes kviktest eller antigentest, foregår ved podning i begge næsebor - to gange 15 sekunder. Man har typisk svar inden for 30-40 minutter.

For at blive hurtigtestet skal man være mindst seks år.

Falck har som supplement til de nævnte hurtig-teststeder såkaldte pop-up-teststeder på Hybenvej og i Axelborg. Om man vælger at lukke et af dem eller begge, stod endnu ikke klart, da Folkebladet tirsdag talte med Rasmus Ehlers.

Pcr-testningen på Langmarksvej fortsætter uforandret af planerne i midtbyen og Torsted.

Fra på tirsdag skal man hos blandt andet frisører og på ungdomsuddannelser kunne fremvise en negativ test, der er maksimalt 72 timer gammel - eller en vaccination.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted

Borgmester og hele kommuneledelsen i coronaisolation: Kommunen flirter med omsiggribende nedlukningsgrænse

Annonce