Annonce
Danmark

Klager over efterforskning af voldtægt: Menneskerettighedsdomstol skal vurdere Kirstines sag

Kirstine Holst tabte en voldtægtssag, men hendes sag har siden været en af årsagerne til debat om samtykke i forhold til voldtægtssager. Kirstine Holst oplevede en lemfældig efterforskning af hendes sag, og hun har nu bragt en klage over det videre til den europæiske menneskerettighedsdomstol. Desuden klager hun over statens definition af voldtægt. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Både politiets efterforskning og den danske stats definition af voldtægt har fredericianske Kirstine Holst indbragt for den europæiske menneskerettighedsdomstol. Håbet er, at domstolen vil afsige en dom, der sikrer, at voldtægsofre får behandlet deres sag med større omhu, lyder det fra Kirstine Holst.

Fredericia: Kirstine Holst fra Fredericia har klaget til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over mangelfuld efterforskning af den voldtægt, hun anmeldte i 2017. Samtidig har hun indklaget den danske stat for statens definition af voldtægt i Danmark.

Kirstine Holst anmeldte i august 2017, at hun var blevet voldtaget af en mand, hun betragtede som en ven, i hans lejlighed i København. Holst tog på hospitalet og anmeldte voldtægten to dage senere til politiet. Det viste sig at blive en lang og ørkesløs kamp.

I sin argumentation skriver Kirstine Holst, at selv om hun bidrog fuldt og helt til efterforskningen, var den så mangelfuld, at den efter hendes mening udgjorde en krænkelse.

- Den var så mangelfuld, at den krænkede Kirstine Holsts ret til frihed fra tortur, skriver hun og hendes advokat i klagen til menneskerettighedsdomstolen.

Kirstine Holsts klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol omfatter desuden den juridiske definition af voldtægt i Danmark.

Holst vil anmode om en afgørelse, som slår fast, at strafferetlige standarder i Danmark, der kræver, at et voldtægtsoffer skal bevise, at der blev anvendt fysisk vold, trussel eller tvang (eller at hun/han ikke var i stand til at gøre modstand), som sådan udgør en krænkelse af hende rettigheder i henhold til artikel 3 og 8 i den europæiske konvention.

Annonce

Jeg håber, at domstolen vil rejse sagen og afsige en principiel dom, der vil bidrage til at sikre, at voldtægtsofre får deres sager behandlet med større omhu, kompetence og respekt for menneskerettighederne.

Kirstine Holst

Kæmpet mod praksis

Kirstine Holst har siden hun anmeldte voldtægten i 2017 kæmpet for mod den retspraksis, der har været gældende i voldtægtssager. Hun har deltaget i adskillige konferencer om spørgsmålet om samtykke i sager om voldtægt.

- Jeg håber, at domstolen vil rejse sagen og afsige en principiel dom, der vil bidrage til at sikre, at voldtægtsofre får deres sager behandlet med større omhu, kompetence og respekt for menneskerettighederne. Jeg håber også, at Rigsadvokaten, som har nægtet at undersøge alle de mulige beviser i min sag på trods af at kende til deres betydning for sagens opklaring, vil genoverveje genåbningen af min sag for at sikre, at denne sag og min forklaring omhyggeligt efterprøves, og at mine menneskerettigheder respekteres, skriver Kirstine Holst i en pressemeddelelse i forbindelse med klagen.

Advokater på sagen

Kirstine Holst er repræsenteret af advokaterne Kirsty Brimelow og Harriet Johnson fra Doughty Street Chambers London England og Helle Hald, advokat hos Sirius Advokater.

- Denne sag er et udtryk for den danske voldtægtslovgivnings manglende evne til at beskytte kvinder. Den behandling Kirstine Holst modtog fra det strafferetlige system var rystende fra start til slut. Anklagemyndigheden nægter fortsat at genåbne sagen og undersøge tøjet, noget som burde være standard i efterforskning. I lyset af Kirstine Holsts klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anmodes Rigsadvokaten og Statsadvokaten igen om at genoverveje deres beslutning om at afslutte denne sag, udtaler Kirsty Brimelow, og Helle Hald supplerer:

- Al erfaring viser, at den indledende efterforskning er afgørende for voldtægtssager. Manglende gennemførelse af en effektiv efterforskning på dette tidspunkt øger sandsynligheden for ikke at kunne rejse tiltale, eller at sagen ikke ender med fældende dom i retten. Denne sag er et klassisk eksempel på netop det, men den er også et eksempel på ofre, som møder et system med en uacceptabel holdning. Noget jeg som advokat desværre indimellem ser. Ofre for voldtægt skal mødes med respekt og kompetence, så de har de bedst mulige betingelser for, at deres forklaring kan prøves, og at de kan søge retfærdigheden i retssystemet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce