Annonce
Udland

Kina sender 28 millioner i nedlukning under ny smittestigning

Beboere i byen Shijiazhuang i Hebei-provinsen bliver tirsdag testet som del af et massetestprogram. Foto: str/Ritzau Scanpix
Ikke siden 30. juli har der været så høje smittetal i Kina. Fire byer er sendt i nedlukning.
Annonce

Kina melder om det højeste smitteniveau i landet i mere end fem måneder.

Fire byer er lukket ned, testkapaciteten er blevet udvidet, og en række restriktioner er indført for at undgå en anden virusbølge i verdens næststørste økonomi.

Alligevel er det ikke lykkedes at holde coronavirus helt nede, og Beijing og en nordøstligt beliggende provins har nye stigninger i smittetallet.

I alt er 28 millioner mennesker under ordre om at blive hjemme.

Myndighederne har onsdag lokal tid registreret 115 nye smittetilfælde på fastlandet. Tallet var 55 dagen inden.

Dermed har der været den højeste smittestigning siden 30. juli sidste år.

I 107 af tilfældene er der tale om lokalt overført smitte.

90 af dem er registreret i Hebei-provinsen, der omkranser Beijing, mens den nordøstligt beliggende Heilongjiang-provins har 16 nye tilfælde.

Tre byer i Hebei er under en nedlukning. Det gælder millionbyerne Shijiazhuang, Xingtai og Langfang.

Imens har landets hovedstad, Beijing, skruet op for coronascreeninger af borgere og andre forebyggende tiltag.

Heilongjiang-provinsen har onsdag erklæret en covid-19-krise.

Også her har en millionby - nemlig Suihua med 5,2 millioner indbyggere - beordret sine borgere til at blive hjemme.

For at undgå yderligere smittestigninger håber myndighederne, at der vil være væsentligt færre rejsende end normalt under næste måneds kinesiske nytår.

Folk bliver bedt om at tage bilen i stedet for andre transportformer, og mange provinser ønsker, at migrantarbejdere afholder sig fra at rejse, mens de har ferie.

Det samlede antal bekræftede coronatilfælde på det kinesiske fastland er i alt 87.706, mens det samlede antal bekræftede døde er 4634.

Amerikanske efterretningstjenester har dog sat spørgsmålstegn ved tallenes rigtighed.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Odder

Gør noget: Gå en tur

Horsens

Forældre opfordres til at holde små børn hjemme: Otte ud af 10 børn møder op i vuggestuer og børnehaver i Horsens Kommune

Horsens

SF'er til minister: Hvordan vil du sikre, at loven står over økonomiske hensyn i børnesager?

Annonce