Annonce
Brædstrup

Kim kom sig over svær hjertesygdom: Nu skal han arbejde for Brædstrup

Selvom Kim Bach Hansen er bymenneske og horsensianer, er han blevet glad for livet på landet. Nu håber han, at han kan være med til at præge Brædstrup og områdets udvikling i positiv retning som formand for Brædstrup Lokalråd. Foto: Morten Pape
Livet har budt på mange op- og nedture for 48-årige Kim Bach Hansen. For seks år siden blev han ramt af en alvorlig hjertesygdom, så han i dag kun kan arbejde få timer om ugen. Nu er han ny formand for Brædstrup Lokalråd.
Annonce

Ring: Nogle nymalede gulvlister ligger på fire arbejdsbukke i køkkenet, så man må snige sig langs væggen for at komme forbi. På køkkenbordet står en spand maling fra Flügger, og i selve huset mangler de indvendige døre stadig at blive sat i.

- Det er en lang proces at bygge hus. Især når jeg gør det meste selv, men jeg håber, at vi snart er helt færdige - måske i næste uge, lyder det optimistisk fra Kim Bach Hansen, mens husets franske bulldog kommer hen for at hilse på.

Kim og hustruen Busaya, som oprindelig kommer fra Thailand, købte i november 2018 en ældre landejendom på Stidsmøllevej uden for Ring.

I januar i år besluttede de imidlertid at lade huset fra 1864 falde og bygge et helt nyt bjælkehus på 105 kvadratmeter, hvor de to kan nyde livet og hinanden, efter deres fem sammenbragte børn er flyttet hjemmefra. Husbyggeriet har dog ikke været helt nemt.

- Vi har boet i en skurvogn i ni måneder, mens byggeriet stod på. Det er noget af en ægteskabstest, og derfor så snart huset var til at flytte ind i, rykkede vi over så hurtigt, vi kunne, siger Kim Bach Hansen med et grin.

Fra huset kan de nyde den smukke udsigt over marker og det bakkede landskab, hvor man på tætteste hold kan følge med i årstidernes skiften.

Et roligt liv i landelig idyl er imidlertid langt fra det liv, som 48-årig Kim Bach Hansen, som er ny formand i Brædstrup Lokalråd, er vant til at have.

Faktisk er han bymenneske og indædt horsensianer - ikke ægte, da han er født i Aalborg, men han var blot halvandet år gammel, da hans forældre flyttede til Horsens. Men som mange andre ting i livet, skulle der en kvinde til at få ham på andre veje - og da hun var fra Brædstrup, kom turen til at gå til Ring.

Annonce

Fortid som maskinarbejder

Kim Bach Hansen er dog vant til at prøve lidt af hvert. Det har han også gjort i sit arbejdsliv. Han begyndte som maskinarbejder hos Møller og Jochumsen i Horsens, men her fandt han hurtigt ud af, at det hårde og beskidte job og den sure duft af borevand ikke lige var ham.

- Til gengæld var det en meget god og brugbar uddannelse, og man får nogle rigtige gode færdigheder med sig. Jeg kan da godt mærke, at det har været i fordel i forbindelse med husbyggeriet, siger Kim, mens han sidder med kaffen og et rundstykke.

Der skulle imidlertid en trafikulykke til, før Kim skiftede spor. En dag som 21-årig blev hans bil ramt frontalt af en modkørende bil, som havde forvildet sig over i den forkerte kørebane. Umiddelbart kom Kim helskinnet fra uheldet, men det betød, at han fik problemer med nakkesmerter og hovedpine.

Kim Bach Hansen vil gerne gøre det mere attraktivt at være ung i Brædstrup. Han har fået mange ønsker om en skaterbane, så det er noget, som det nye lokalråd vil prøve at arbejde for på byens nye ungdomsplads. Foto: Morten Pape
Annonce

Travl med karrieren

Kim fik derfor et tilbud om at blive omskolet, og i den forbindelse begyndte han at tage en handelsuddannelse med speciale i markedsføring på Horsens Handelsskole. Efter uddannelsen fik han job som marketingmanager på Radio Horsens, hvor han stod for alt fra radioreklamer til events.

- Det var en sjov tid på radioen. Vi kom jo over hele kommunen, og de folk, vi kom ud til, var altid meget interesseret i at være med. Vi fik lavet en masse sjove events og fik sat en masse i gang. Men det var også et job, som slugte alt ens tid. Der var altid en reception eller en fest, som man kunne deltage i, da vi blev inviteret ud til så meget, husker Kim Bach Hansen.

Annonce

Blev alvorlig syg


Jeg har valgt at gå med i lokalrådet, fordi når jeg bor i en by, så vil jeg gerne, at der sker noget. Hvis der er noget, man kan se, eller noget man kan deltage i, så er det lidt sjovere at bo i en by, og sådan skal det også være i Brædstrup.

Kim Bach Hansen


De mange oplevelser og de mange arbejdstimer på radioen kom imidlertid også med en pris. Da han sidder til i et kundemøde 31. marts 2014, får han det pludselig dårligt med kvalme og svedeture. Han blev derfor nødt til at aflyse mødet for at tage hjem.

- På det tidspunkt boede jeg i Vejle, og da jeg kører hjem, tænker jeg, at jeg lige ville få tjekket, om der var noget galt med hjertet, så jeg kører ind forbi skadestuen på Vejle Sygehus. Her tager de målinger på mit hjerte, og så får jeg at vide, at jeg bare skal slappe af, men at de gerne vil overføre mig til Odense Sygehus.

I ambulancen bliver Kim Bach Hansen lagt i bedøvelse, og det næste, han husker, er, at han vågner op tre dage senere.

- Her får jeg at vide, at jeg har haft en rift på hovedkranspulsåren, og at lægerne havde opereret på mig i over 11 timer. Det var heldigt, at jeg besluttede mig for at smutte ind forbi hospitalet, for havde jeg kørt hjem for at tage mig en lur, var jeg aldrig vågnet igen, fortæller Kim Bach Hansen.

Annonce

Livet er andet end arbejde

Efter operationen fulgte et længere genoptræningsforløb over tre måneder på Vejle Sygehus, inden han blev udskrevet af lægerne. Oplevelsen blev på mange måder en øjenåbner for Kim, som fik en erkendelse af, at karriere og stræben efter penge ikke er det vigtigste i tilværelsen.

- For mig var det noget af en aha-oplevelse, og det fik mig til at tænke over hvilket liv, jeg gerne vil have. Det med at arbejde 16-18 timer om dagen og hele tiden stræbe efter at tjene 50-60.000 kr. i måneden er ikke det værd, hvis man ikke kan holde til det. Livet er også andet end kun arbejde, siger Kim Bach Hansen.

Den alvorlige hjertesygdom for seks år siden fik Kim Bach Hansen til at skrue ned for karriereræset. Han er dog glad for, at han stadig kan yde sit bidrag i samfundet - nu i funktionen som lokalrådsformand. Foto: Morten Pape

Efter sygdomsperioden fik Kim job som assurandør hos IF Forsikring, og det var netop i forbindelse med et salgsmøde, at han mødte sin nuværende kone Busaya, som han blev gift med 14. maj i år.

I dag kan Kim kun holde til at arbejde få timer om dagen, efter han fik en mekanisk hjerteklap og udskiftet hovedkranspulsåren. I øjeblikket arbejder han således fem timer om ugen hos Caripo Biler, hvor han er med til at klargøre bilerne til kommende bilkøbere.

Annonce

Ny lokalrådsformand

I sidste måned blev Kim Bach Hansen så valgt til ny formand for Brædstrup Lokalråd, og her skal han sammen med de øvrige medlemmer af rådet forsøge at præge udviklingen i Brædstrup og omegn.

- Jeg har valgt at gå med i lokalrådet, fordi når jeg bor i en by, vil jeg gerne, at der sker noget. Hvis der er noget, man kan se, eller noget man kan deltage i, så er det lidt sjovere at bo i en by, og sådan skal det også være i Brædstrup.

Kim Bach Hansen vil gerne, at kunst og kultur skal fylde mere i byen, og lokalrådet arbejdede i forvejen på at berige byen med mere kunst. Således undersøger lokalrådet mulighederne for at få gavlmalerier i byen, og 24. oktober kommer ravnen Munin op foran Tinghuset.

Om Kim Bach Hansen

Alder: 48 år

Bopæl: Ring

Civilstatus: Gift med Busaya og sammen har de fem sammenbragte børn i alderen 19 til 25 år.

Uddannelse: Uddannet maskinarbejder. Senere tog Kim en handelsuddannelse med speciale i markedsføring på Horsens Handelsskole.

Arbejde: Maskinarbejder i Møller og Jochumsen, event- og marketingsmanager på Radio Horsens, assurandør hos IF Forsikring og nu hos Caripo Biler i Horsens.

Interesser: Brædstrup Lokalråd og ungdomsskolen i Brædstrup. Derudover er Kim interesseret i politik igennem medlemskabet af Dansk Folkeparti. Overvejer at gå ind i kommunal politik i Horsens Kommune.

Derudover arbejdes der også på byens kommende aktivitetspark, som snart begynder at tage form.

- Med aktivitetsparken får byen noget virkeligt unikt, og vi er begyndt at få sponsorer på de forskellige aktiviteter. Vi vil selvfølgelig gerne have endnu flere sponsorer, så vi kan få lavet en rigtig sjov og lækker park. Her må man som virksomhed endelig henvende sig til lokalrådet, hvis man gerne vil være sponsor, så vi kan få parken op at stå, siger Kim Bach Hansen.

Annonce

Flere tilflyttere

Han håber, aktivitetsparken kan være med til at udvikle Brædstrup og gøre byen mere attraktiv. Det falder i fin tråd med lokalrådets øvrige arbejde, hvor man gerne vil fastholde den positive spiral, som byen er i i øjeblikket.

- Vi ser gerne, at den positive udvikling, vi har med mange nye tilflyttere fastholdes. Så vi vil gerne have flere virksomheder og flere borgere til byen. Samtidig vil vi også gerne være bedre til at fastholde byens unge i Brædstrup. Derfor skal vi også have nogle bedre tilbud til byens unge, så de synes, at Brædstrup er et fedt sted at bo.

Livsmodet og det gode humør har Kim Bach Hansen bibeholdt, og han vil derfor også arbejde for, at det skal være flere aktiviteter i Brædstrup. Der skal ske noget, og så skal det være sjovere at bo i Brædstrup, lyder det fra den nye lokalrådsformand. Foto: Morten Pape

For at finde ud af, hvad det er, de unge har af ønsker i byen, har Kim Bach Hansen meldt sig som frivillig i ungdomsskolen.

- Jeg vil gerne have en føling med, hvad de unge ønsker sig, og det får jeg bedst, hvis jeg har et netværk og nogle kontakter. Det er nemt for mig at mene noget på de unges vegne, men jeg vil hellere høre det fra de unge selv. På den måde begynder vi ikke at lave projekter på noget, som de unge i virkeligheden ikke vil have, siger Kim Bach Hansen.

Annonce

I samspil med byen

Kim håber, at han kan være med til at præge byen og området i positiv retning sammen med byens borgere.

Borgerne skal nemlig være med til at påvirke, hvilke projekter lokalrådet skal arbejde med, mener den nye formand. Derfor skal lokalrådet også lytte til, hvad borgerne ønsker sig, så byen kan udvikle sig i den retning, som den lokale befolkning ønsker.

- Det, synes jeg, er den bedste måde at arbejde på i lokalrådet. Jeg ved, at jeg er ny og grøn i rådet, og jeg havde heller ikke forventet, at jeg skulle være formand, da jeg meldte mig. Men nu blev det sådan, og så lover jeg, at jeg prøver at gøre det bedste, jeg kan, lyder det fra Kim Bach Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce