Annonce
Sport

Kiks i slutsekunderne kostede HIC dyrt

Charles Callison spillede en udmærket kamp, da Horsens IC torsdag aften tabte hjemme til Næstved, men i slutfasen misbrugte amerikaneren blandt anden to straffekast og kampens sidste skud. Arkivfoto: Kim Haugaard

Horsens IC tabte hjemme i Forum Horsens med 92-90 til Næstved efter en ujævn indsats og et par kiksede straffekast i slutfasen.

Horsens: Marginalerne gik torsdag aften gæsternes vej i Forum Horsens.

Næstved drog hjem til Sjælland med en sejr på 92-90 over Horsens IC efter en kamp, hvor værterne leverede en ujævn indsats på en aften, som begyndte med det officielle farvel til klubbens kamprekordholder Christian Lindberg.

Afgørelsen faldt med cirka otte sekunder igen, da Næstved P.J. Thompson sænkede en treer til 92-90, og da HIC's Charles Callison misbrugte kampens sidste skud, endte det med sjællandsk sejr. Callison spillede en glimrende kamp, men i slutfasen manglede han lige det sidste. Amerikaneren brændte også to straffekast ved stillingen 90-89 i HIC-favør.

Horsens IC-Næstved 90-92 (45-57)

BasketligaenPoint for HIC: Brandon Tabb 27, Charles Callison 25, Lasse Elbæk 9, Frederik Rungby 9, Darryl Tucker 8, Vedran Borovcanin 4, Stefan Savic 4 og Namdi Okonwo 4.Point for Næstved: Jordan Mathews 29, P.J. Thompson 15, Philip Hertz 12, Greg Logins 10, Filip Rajovic 8, Kentwan Smith 7, Chris Gabriel 6, Alexander Bak 3 og David Onuorah 2.

Forsvaret stod på flade fødder

Der skulle dog kigges mod første halvleg, hvis HIC-mandskabet skal lede efter årsagen til nederlaget.

- Vi spillede en skidt første halvleg, og vi måtte bruge mange kræfter på at komme tilbage, og dem manglede vi nok i de afgørende sekvenser, sagde Ignacio Munoz, som sammen med holdets anden trænerassistent, spanske Sergio Rico, for anden kamp i træk passede HIC-bænken.

Træner Arnel Dedic stod søndag over mod Bakken Bears og manglede ligeledes torsdag aften, fordi han i første omgang havde mavesmerter, og det viste sig senere, at der var tale om blindtarmsbetændelse. Arnel Dedic forventes tilbage til næste kamp.

Næstved vandt første halvleg med 57-45, og 57 point er for mange at give væk på en halvleg mod et hold som Næstved.

- Vores forsvar fungerede ikke ret godt. Vi stod på flade fødder, og de kom alt for let til deres skud, sagde Ignacio Munoz.

Endte som en rigtig god kamp

Den ønskede aggressivitet kom efter pausen. HIC'erne kom godt ud efter pausen og vendte i løbet af tredje quarters 10 minutter tingene på hovedet og førte 75-70, inden kampens sidste 10 minutter.

Næstved genskabte tidligt kontakten, og holdene fulgtes i de sidste minutter ad.

- Spillerne viste god moral, og vi spillede en flot anden halvleg, mente Ignacio Munoz.

I anden halvleg udviklede det sig til en rigtig god basketball-kamp, som altså i de afgørende sekunder faldt ud til gæsternes fordel.

- Det var ærgerligt, Callison ikke ramte på sine to straffekast, men det var vores dårlige første halvleg, som endte med at blive afgørende, sagde Ignacio Munoz.

HIC-mandskabet har nu en uges tid til næste kamp, og den uge skal ifølge Ignacio Munoz blandt andet bruges på at kigge lidt på forsvarsspillet. Næste kamp er torsdag 1. november, når Randers er gæst i Forum Horsens.

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Syg vildhest ved Nørrestrand er nu blevet aflivet

Annonce