Annonce
Hedensted

Kig ind i Myretuen: Nybygget børnehave er fyldt med genbrug

Mursten er én ting, men det er hovedsageligt hos de mennesker, der er i huset, ånden er, og vi er de samme som før, lyder det fra Rigmor Jeppesen fra Myretuen i Tørring. Foto: Morten Pape
Selvom man flytter ind i et nyt hus, behøves man ikke at fylde det med nye møbler. Sådan lyder filosofien i børnehaven Myretuen i Tørring, der har bragt både bæredygtighed og natur med sig ind i deres nye 15 millioner kroners dyre børnehave.

Tørring: Masseovnen er bygget af gamle mursten fra et hus, der blev revet ned oppe i byen. Kontormøblementet er købt brugt i en genbrugsforretning i Brædstrup og de blå plastikfutter til forældrenes beskidte sko er skiftet ud med omsyede gulvklude, der kan vaskes og bruges igen og igen.

Selvom Tørring har fået en ny børnehave til 15 millioner kroner, summer huset stadig af tankerne om natur, dyr, udeliv og bæredygtighed, som den gamle børnehave Myretuen gjorde det.

Det fortæller daglig leder Rigmor Jeppesen, der sammen med de knap 50 børn i Myretuen flyttede ind i den nye børnehave i midten af oktober.

- Selvom vi boede i et gammelt hus før, havde vi rigtig mange værdier, som vi gerne ville flytte med over i det nye. Det, synes jeg, er lykkedes, fortæller Rigmor Jeppesen, mens hun viser rundt i den nye børnehave, der er placeret på den gamle børnehaves legeplads, og hvor en stor del af inventaret er medbragt fra den gamle børnehave.

Annonce
De knap 50 børnehavebørn i Myretuen har taget godt imod det nye hus, som de flyttede ind i 11. oktober. Foto: Morten Pape

Duft af mad

Her er ingen lange gange men et stort fællesrum i midten med det pædagogiske køkken og masseovnen som husets hjerte. Endnu er ovnen kold - personalet skal lige lære at bruge den rigtigt - men når der er styr på det, er tanken, at man ved at fyre op i den to gange om dagen kan bruge den som supplement til jordvarmen og bage boller over ilden.

Midt i rummet - i køkkenbordets ene hjørne - stikker et blad-løst træ op. Træet stod næsten på samme sted, dengang det var legeplads. Mens byggeriet har stået på har det ligget i en garage og tørret, og i stedet for blade bærer det nu børnetegninger og papirklip.

- Vi har også fået et industrikøkken i et andet lokale, så vi kan tilbyde frokostordning. I mange hjem er køkkenet husets hjerte, og derfor var det vigtigt for os også at have et mindre køkken i fællesrummet. Vi glæder os til at kunne inddrage børnene noget mere i madlavningen og på den måde lære dem om vejen fra jord til bord, fortæller Rigmor Jeppesen.

Synlig ledelse

Ud til fællesrummet har de to børnehavegrupper, Valmuerne og Morgenfruerne, deres stuer. På den ene stue er der fokus på kreativitet og i den anden på motorik, og på den anden side af fællesrummet får en kommende vuggestuegruppe sin plads. Her er der også et stillerum, krybberum og personalestue.

Ledelsens kontor er placeret bag glasvægge lige ved indgangen.

- Når vi taler om synlig ledelse, så mener vi det altså bogstaveligt. Vi skal lige have fundet en løsning med nogle gardiner, vi kan trække for, når der f.eks. er samtaler med forældrene, men ellers fungerer det rigtig fint, fortæller Rigmor Jeppesen med et smil, mens børnene gør klar til at komme ud på legepladsen.

Kerneværdierne i Myretuen er natur, dyr og udeliv. Derfor er der græs og solceller på taget, og hele den ene side af bygningen er lavet til en stor træterasse, hvor inde og ude især i sommerhalvåret kan smelte sammen til et.  Foto: Morten Pape

Mangler legepladsen

Den er endnu temmelig beskeden. Størstedelen er afspærret af et hegn, og bagved hegnet er store maskiner i fuld gang med at rive den gamle børnehave ned. Et stykke af den gamle legeplads er dog bevaret, så der både er mulighed for at gynge og plads til børnehavens grise og høns. Rundt om den nye børnehave er der lige nu hovedsageligt mudder.

- Vi havde sat en halv million kroner af til legeplads i budgettet, men byggeriet blev dyrere, så nu skal vi ud at finde de midler på en anden måde. Vi håber blandt andet at kunne bygge et madpakkehus, der også kan bruges af byen i weekenderne og så har vi planer om at lave et orangeri af vinduerne fra den gamle Myretuen, fortæller Rigmor Jeppesen.

Den gamle Myreture åbnede i 1989 i en nedlagt landbrugsejendom på kanten af kæret. Den er nu ved at blive væltet på nær en længe. Foto: Morten Pape
Masseovnen giver både varme og nybagte boller - i hvert fald når personalet får helt styr på at tænde op i den. Foto: Morten Pape
Dørene ind til vuggestuen har glas i bunden, så børnene kan kigge ud i fællesrummet, og voksne kan sikre sig, at der ingen børn er bag døren, når den åbnes. Foto: Morten Pape
Husets hjerte er det store fællesrum med køkken og masseovn i midten. Foto: Morten Pape
Naturen er allestedsnærværende i børnehaven. Både i det rå træ og i billederne på væggen. Foto: Morten Pape
Med den nye børnehave slipper forældrene også for at smøre madpakker til børnene. Der er nemlig bygget et industrikøkken, så der fra 1. januar kan tilbydes en frokostordning . Foto: Morten Pape
Myretuen i Tørring ligger på Søndre Fælledvej midt mellem byen og Uldum Kær. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Børnehavepladser stiger mest i 2020

Annonce