Annonce
Sport

KIF Kolding får ny bestyrelse og skal finde seks millioner

Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Der skal findes cirka seks millioner før næste sæsons start, hvis KIF Kolding skal overleve.
Annonce

Der er kommet nyt blod i den nødstedte håndboldklub KIF Koldings bestyrelse.

På en ekstraordinær generalforsamling fredag eftermiddag fratrådte den nu tidligere bestyrelse, mens en ny blev indsat.

Bestyrelsens afgang blev annonceret for nylig. Årsagen er klubbens ilde tilredte økonomi, som den nu tidligere bestyrelse ikke fandt mulig at redde.

Den nye bestyrelse skal nu ud og finde cirka seks millioner kroner før starten af næste sæson, hvis KIF Kolding skal overleve.

Det fortæller den nu afgåede bestyrelsesformand Brian Stein til JydskeVestkysten efter fredagens generalforsamling.

- Fakta er, at hvis vi ikke lykkes med det her, og hvis den nye bestyrelse ikke får fodfæste, så lukker KIF, og det kommer til at ske inden for kort tid, siger Brian Stein til avisen.

Ifølge ham er de nye bestyrelsesmedlemmer ikke investorer i klubben. De kommer altså ikke med nye penge.

Klubledelsen meldte i midten af maj ud, at det var KIF-bestyrelsens opfattelse, at man på grund af coronakrisen inden ligastart ikke ville være i stand til at fremskaffe de økonomiske sponsormidler, der skal til for at drive klubben i den første halvdel af den kommende sæson.

En af hovedårsagerne til bestyrelsens ønske om at gå af var kuldsejlede lønforhandlinger med spillertruppen om en lønnedgang fra 1. juli og et halvt år frem.

Spillerne erklærede sig villige til at gå ned i løn, men slet ikke så meget, som klubben mente det nødvendigt.

Ifølge spillernes fagforening, Håndbold Spiller Foreningen, foreslog klubben, at spillerne skulle give afkald på 40 procent af lønnen.

Fagforeningen anklagede samtidig klubledelsen for at bruge coronakrisen til at dække over en i forvejen ramponeret økonomi.

KIF Kolding er blandt de mest succesfulde klubber i dansk håndbold og har rekorden for flest mesterskaber. 14 af slagsen er det blevet til. Det seneste i 2015.

/ritzau/

Læs interviewet på JydskeVestkystens hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Statsminister, hvad er meningen?

Debat

Pandemier. Det er vores egen skyld

Horsens For abonnenter

Tre årsager til at vælge Horsens: Derfor bygger DSV Europas største logistikcenter i Lund

Annonce