Annonce
Hedensted

KFUM Spejderne: - Det er bydende nødvendigt med et nyt hus

KFUM Spejderne i Tørring, Åfolket, er gået i gang med at planlægge et nyt spejderhus. Grunden er spejdernes nuværende spejderhytte, der er så nedslidt, at den skønnes ikke at kunne stå endnu en vinter igennem. Foto: Michael Svenningsen
Det er ikke bare for fornøjelsens skyld, at Åfolket, KFUM Spejderne i Tørring, planlægger at opføre en ny spejdergård. Den, de har i dag, er så nedslidt, at for megen regn og slud den kommende vinter kan umuliggøre at opretholde spejderlivet.

Tørring: KFUM spejderne, Åfolket, i Tørring planlægger at opføre et nyt spejderhus.

Den hytte, de nuværende 40 spejdere og trupledere har til rådighed, er fra 1976 og har tidligere været et pakhus på et havnemiljø i Nordjylland, som nogle spejdere fik lov at skille ad og transportere til Tørring, hvor den blev genrejst på Aagade.

Selvsamme hytte er nu, 43 år siden ankomsten, ved at væreså nedslidt, at spejderne betvivler, den kan gå igennem endnu en vinter.

Derfor bliver der arbejdet på at opføre et nyt og større spejderhus på grunden.

- Hytten er meget brugt og slidt, og det er efterhånden bydende nødvendigt med et nyt hus, siger Hanne Kanstrup, der har været spejderforælder i Tørring i 12 år og for et par år siden tiltrådte som kasserer i stedets bestyrelse.

Annonce

Hytten kan næsten ikke mere, og det er grunden til, at vi har fremrykket projektets tidshorisont. Vi er dog klar over, at vi har rigtigt travlt.

Hanne Kanstrup

Kortere tidsplan

Hun betegner det kommende projekt som en spændende opgave, der har gode udsigter for både spejderne og for den øvrige del af byens borgere.

For går alt som ønsket, bliver det kommende spejderhus et samlingssted for hele byen.

- Hvert år holder Tørring sankthans-fest på spejdergrunden med op til 200 mennesker. Derfor synes vi, stedet skal blive ved med at være byens sted, og det må meget gerne blive brugt endnu mere, end tilfældet er i dag, fortæller Hanne Kanstrup.

Hanne Kanstrup er den ene ud af i alt to i arbejdsudvalget. Her arbejder man på at kunne skabe et hus på et par hundred kvadratmeter omkranset af en naturlegeplads med en tarzanbane, et fugletårn med udkig over Gudenåen og en friluftsscene til gudstjenester, der vil kunne stilles til rådighed for også andre arrangementer via lokale foreninger, byens institutioner og lignende.

Projektets budget er sat til fem millioner kroner, og tidsplanen var oprindeligt, at hus og omgivelser skulle stå klar i 2023.

Men nu er der blevet justeret på tingene, så projektet gerne skulle kunne indvies i 2020/2021, forklarer Hanne Kanstrup.

- Hytten kan næsten ikke mere, og det er grunden til, at vi har fremrykket projektets tidshorisont. Vi er dog klar over, at vi har rigtigt travlt, siger hun.

Næste skridt er at få arkitekttegninger på bordet, og så skal der søges fondsmidler, mens også det lokale erhvervsliv vil blive tilbudt at blive sponsorer i projektet.

- Firmaer skal kunne købe en sponsorklinke med navn på, der bliver lavet af vores lokale kunstner Helene Thing, forklarer Hanne Kanstrup, der håber på god lokal opbakning - også gerne fra private borgere, der kunne have lyst til at bidrage.

Workshop

Planen er desuden, at aktivitetesudvalget i begyndelsen af næste år vil invitere alle interessenter, institutioner, foreninger og lokale initiativtagere til en workshop. Her vil der vil være mulighed for at komme med idéer og bud på, hvad det kommende hus skal kunne rumme og tilbyde.

- Vi håber at kunne samle byens borgere - unge som ældre. Og så er håbet også, at vi med de nye kommende faciliteter igen vil kunne lykkes med at tiltrække ungdommen i en noget større stil, end tilfældet er i dag, siger Hanne Kanstrup.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce