Annonce
Indland

Kendt dukkes lillesøster blev en stjerne

Candice Bergen blev nomineret til den amerikanske Emmy-pris for sin hovedrolle i serien "Murphy Brown" otte gange. Fem af gangene modtog hun statuetten. Hun endte med at sige, at hun troede, folk var trætte af at se hende vinde, så nu ville hun ikke nomineres mere. (Arkivfoto). Foto: Richard Shotwell/Ritzau Scanpix
Da Candice Bergen var barn, legede hun i Walt Disneys baghave. Da hun blev voksen, blev hun selv et kendt ansigt. Den 9. maj fylder skuespillerinden 75 år.

Med en far der var bugtaler og dates i ungdommen med både Henry Kissinger og Donald Trump, har Candice Bergen levet et bemærkelsesværdigt liv fra starten.

Den 9. maj fylder skuespillerinden 75 år.

Bergen voksede op i Beverly Hills i Californien. Hendes mor var model, og faren var den berømte bugtaler Edgar Bergen.

Som barn blev hun ofte beskrevet som "Charlie McCarthys lillesøster", hvilket irriterede hende. Charlie McCarthy var faderens mest kendte dukke.

Men selv om hendes barndom kan virke mærkværdig, var den i Candice Bergens øjne helt normal.

- Walt Disney var en ven af familien. Jeg kan huske, at han havde et tog i baghaven, man kunne køre rundt på. Det var bare en eftermiddag hos Disney-familien.

- Mine forældre holdt fester, hvor Rex Harrison sang ved klaveret, og Fred Astaire dansede med alle gæsterne, fortæller hun.

Skuespillerinden har i sin lange karriere både været model og været fordi de skrå brædder, film og tv.

Hendes første film var "The Group" instrueret af Sidney Lumet i 1966. Hun var startet på universitetet, men blev smidt ud lige inden optagelserne gik i gang.

I 1988 fik Candice Bergen hovedrollen i den amerikanske komedieserie "Murphy Brown", som blev sendt i 11 sæsoner. Bergen modtog fem Emmy-priser for sin rolle i serien.

Serien blev blandt andet kendt for, at den daværende vicepræsident i USA, Dan Quayle, langede ud efter den i 1992. Han mente, at "serien hånede fædre og nedtonede deres vigtighed", fordi Bergens karakter blev gravid og blev alenemor.

Serien endte med at gøre grin med Quayles kommentarer i et afsnit.

Dengang ytrede Bergen sig ikke selv om sagen. Men ti år senere sagde hun i et interview, at Quayles tal var "en rigtig klog tale om, at fædre ikke kan undværes, og ingen var mere enige med ham end jeg".

Candice Bergen fortæller, at hun altid har foretrukket at spille med i komedier.

- Jeg har altid vidst, at hvis jeg skulle blive glad for at spille skuespil, så ville det være i komedier, at jeg ville føle mig hjemme, siger hun i et interview.

Bergen var den første kvindelige vært på det amerikanske komedieprogram "Saturday Night Live", og hun var den første vært, der blev inviteret tilbage.

Ud over skuespillet har Bergen skrevet bøger, et skuespil og artikler. Hun har også studeret fotografi og arbejdet som fotojournalist.

Candice Bergen er begyndt at male på tasker, som hun kalder "Bergen bags". Hun har blandt andet malet sangerinden Barbra Streisands malteserhund på en taske.

Bergen har været gift to gange, siden 2000 med Marshall Rose. Hun har en datter fra sit første ægteskab.

Hendes seneste film "Let Them All Talk" udkom sidste år.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Enner Mark Fængsel skal have ny leder

Seneste plus

Annonce