Annonce
Danmark

Kate har tabt 100 kilo: Det er ikke kun lykken

Kate Hansen, 26, er gået fra at veje 160 kilo til nu at veje 60. Rejsen har ikke været nem, da psyken ikke helt har kunnet følge med det hurtige vægttab. Foto: Katrine Becher Damkjær
For blot 20 måneder siden vejede 26-årige Kate Hansen 160 kilo. Med en vilje af stål og en fast beslutning om at overholde kost- og motionsplaner, nåede hun i mål med sit vægttab i januar. Men alt er ikke lige så godt, som det kan lyde.

Ollerup: Fyns Amts Avis møder Kate Hansen på caféen Under Uret i Svendborg og finder en plads bagerst i lokalet.

Følelsen af fylde for to, sidder stadig i hende.

- Det er lidt svært at vænne sig til, at jeg ikke er så bred mere. Jeg føler næsten, at det ikke er min krop, fortæller hun til Fyns Amts Avis.

På blot 20 måneder har 26-årige Kate Hansen nemlig tabt 100 kilo. En beslutning hun traf, fordi hun havde nogle drømme, hun ikke kunne se blive opfyldt, hvis hun forsatte den livsstil, hun havde. Især drømmen om at blive mor har motiveret hende.

- Jeg ville jo ikke kunne lege med mine børn, sidde på en gynge eller gemme mig i en gemmeleg, når jeg vejede 160 kilo. Så jeg besluttede mig for at tabe mig, inden det var for sent.

Annonce
Her ses Kate Hansen til højre fra før sit vægttab. Til venstre er fra den dag den 26. juni 2017, hvor hun fik sin HF-studentereksamen. Da havde hun tabt 29 kilo. Privatfoto

Bagsiden af medaljen

Vægttabet er en stor bedrift, og Kate er da også stolt. Men der er også fulgt store mentale og fysiske udfordringer med den pludselige livsomvæltning.

Hun har blandt andet døjet med følelsen af ikke at være tryg i sin egen krop, en voldsomt smertefuld operation for at komme af med store mængder løs hud og med ikke at lade vægttabet blive en besættelse.

- Det sværeste er at stoppe med at tabe sig igen. Det har jeg arbejdet med siden januar. Og jeg håber, jeg kommer til at kunne slippe kontrollen og leve mere frit. Vide, at det er okay, at man som menneske svinger med to kilo, og at det er ok en gang imellem at spise to portioner. Jeg skal lære at slappe af i det, siger Kate Hansen til Fyns Amts Avis.

Du kan læse hele historien om Kate Hansens vægttab her.

Kate Hansen læser til daglig til sygeplejerske, fordi hun gerne vil arbejde med mennesker. På sigt vil også gerne hjælpe andre, der gerne vil tabe sig eller komme ud og holde foredrag om sine oplevelser. Mandag den 21. oktober kan du måde hende på Fyns Amts Avis. Foto: Katrine Becher Damkjær
26-årige Kate Hansen har uden hjælp fra andre tabt sig 100 kilo ved kostomlægning og motion. Hun bruger naturen i Ollerup at motionere i. Naturen giver hende energi, fortæller hun. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce