Annonce
Danmark

Kate er overvældet efter reaktioner på vægttabs-historie: Sjovt at mange finder mit liv så interessant

Kate Hansen har tabt 100 kilo og har efter sin fortælling til avisen fået mange positive reaktioner for sin indsats, og fordi hun har fortalt om bagsiden af medaljen. Mandag kan du møde hende ved et debatteriet-arrangement på Fyns Amts Avis. Foto: Katrine Becher Damkjær
Meget er sket, siden 26-årige Kate Hansen for et par uger siden fortalte sin historie til avisen om sit 100 kilo store vægttab. Reaktionerne har været mange, og flere medier har kontaktet hende for også at fortælle hendes historie.

Ollerup: 100 kilo på 20 måneder. Sådan lød det i historien om 26-årige Kate Hansen fra Ollerup, som avisen bragte den 8. oktober. Men det var ikke bare historien om hendes vej ned i vægt. Det var også hendes fortælling om, hvorfor det er svært at gå fra 160 til 60 kilo, når hjernen ikke kan følge med den store forandring.

- Det er blevet modtaget over al forventning. For mig er det jo ikke vildt spændende. Det er bare mit liv, så det har været sjovt at opleve, at andre finder det interessant, fortæller Kate Hansen til Fyns Amts Avis.

Særligt fortællingen om de ting, der ikke er så rosenrøde, har høstet roser på de sociale medier.

- Man kunne ellers godt have forventet, at nogen vil sige: Hvad piber hun over. Det har jeg ikke oplevet noget af.

Hvorfor har du tænkt, at folk ville sige det?

- Fordi jeg troede, der var en generel forventning om, at når man er slank, har man ikke noget at pibe over. Så har man, hvad man skal have.

Annonce
Kate Hansen har tabt 100 kilo og har efter sin fortælling til avisen fået mange positive reaktioner for sin indsats, og fordi hun har fortalt om bagsiden af medaljen. Mandag kan du møde hende ved et debatteriet-arrangement på Fyns Amts Avis. Foto: Katrine Becher Damkjær

Hjælp, når tid er

Siden avisen udgav historien, har flere medier haft fat i Kate Hansen for at fortælle hendes historie. Blandt andre har TV2 Echo lavet optagelser med Kate, Avisen Danmarks podcast-redaktion har optaget hende, og B.T. og Ude og Hjemme har også haft kontaktet hende for interview.

- Jeg har sagt ja til det hele, fordi jeg synes, det er vigtigt, at det når ud til så mange som muligt. Jeg har på fornemmelsen, at mange sidder med de samme tanker, som jeg har. Så det vil være fedt, hvis jeg kunne hjælpe og inspirere flere, jeg fortæller, forklarer Kate Hansen og tilføjer, at hun også skal holde et foredrag i den kommende tid.

Noget af det respons, hun har fået, der har vækket hendes opmærksomhed mest, er beskeder fra et par jyske mænd.

- Der er nogle, der har haft skrevet beskeder til mig, hvor de giver udtryk for, at det er de helt samme tanker, de også går med. At det er svært at nikke genkendende til sig selv, når man er i en ny krop. Det var lidt en åbenbaring for mig, at det ikke kun er kvinderne, der er meget kropsbevidste. Det er også mændene, fortæller Kate Hansen.

En del på facebook har opfordret dig til at søge hjælp, fordi du giver udtryk for, hvor svært du har det mentalt. Hvad siger du til det?

- Det er jo ikke anderledes end det, jeg selv har tænkt. Men det gør jeg, når tiden er til det - når det er rigtigt for mig at få den hjælp. Det har jeg været klar over hele tiden. Men jeg synes, det er godt, at folk har læst det, og er kommet frem til den konklusion, for det betyder jo, at det, jeg gerne har villet have frem, er kommet frem. At et stort vægttab påvirker en.

Flere spørgsmål får Kate Hansen formentlig, når avisen interviewer hende til debatteriet mandag.

- Jeg håber, der kommer nogle gode spørgsmål, som måske kan give mig noget med, siger Kate Hansen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce