Annonce
AC Horsens

Kasper Junker har fået lov at træne i Norge

Kasper Junker har en tre-årig kontrakt i Bodø, men planen er, at han skal sælges videre, gerne som topscorer i den norske liga. Foto: Ole Nielsen.
Den tidligere Horsens-angriber er klar til at træne i sin norske klub Bodø, hvor han har fået en tre-årig kontrakt.

Molde: Mens danske fodboldspillere er låst inde, er den tidligere Horsens-angriber Kasper Junker og hans holdkammerater i den norske klub Bodø-Glimt på vej tilbage på banen.

- Vi har lige fået at vide, at vi må træne i grupper indtil fem mand, fortæller Kasper Junker. Der ligger dog masser af sne på banerne.

- Vi passer selvfølgelig på, men coronaen er ikke så slem heroppe mod nord som i Oslo.

- Turneringen skulle starte i den kommende weekend, men er blevet udsat til foreløbig 23. maj. Jeg er bange for, at den kan blive udsat yderligere, siger han.

Kasper Junker, der var noget af et flop i AC Horsens, er holdkammerat med den tidligere AC Horsens-spiller Sammy Skytte og den tidligere Helsingør- og Sønderjyske-spiller Philip Zinckernagel. Det er tre af Bodøs fire udenlandske spillere. Den fjerde er fra Nigeria.

- Bodø er et spændende hold. Klubben blev nummer to i den norske liga og kvalificerede sig til 2. kvalifikationsrunde i Europa League i den kommende sæson. Det er et hold, der skaber et hav af målchancer. Jeg ligger helt fremme med god støtte af to andre, bl.a. Philip Zinckernagel, og det er en spillestil, der passer mig fint. Jeg scorede seks mål i 12 kampe for Stabæk, selv om jeg spillede med en overreven lyske.

- Lønnen er lidt lavere i Danmark, men vi har et godt bonussystem. Det er en imponerende klub, og jeg har en dejlig lejlighed med udsigt over bjergene. Jeg er single, og vi danskere hygger os sammen heroppe.

- Jeg elsker at være sporty, og jeg er blevet bidt af langrend og ture i fjeldene.

- Bodø er en klub, der satser på at udvikle spillere og sælge dem videre. Selv om jeg har en tre-årig kontrakt, er det ikke planen, at jeg skal blive her i tre år. Jeg skal sælges videre, siger Kasper Junker, der er klar til at kæmpe for at blive topscorer i den norske liga - som Nicklas Bendtner var det.

- På nogle punkter er den norske turnering bedre end den danske superliga, på andre punkter dårligere, men jeg er blevet overrasket over det tekniske niveau heroppe. Der er ingen hold, der stiller sig ned i forsvaret og pakker sig sammen. De vil fremad, og der skabes masser af chancer i de fleste kampe, bl.a. spillede vi 3-3 i kampen mellem Stabæk og Bodø, siger Kasper Junker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce