Annonce
Horsens

Karina efterlyser sin hvide kongepyton: Har endevendt hus, carport og redskabsrum uden held

Karina Kollits hjem er et rigtigt dyrehjem, hvor hendes hunde og slanger trives i hinandens selskab. Men lige nu er det hårdt. Den flerfarvede kongepyton blev for nylig aflivet på grund af sygdom, og nu er Gringo, den hvide slange blevet væk. Privatfoto
Karina Kollits er ulykkelig, efter at hendes kæledyr, kongepytonen Gringo, ikke har vist sig siden mandag aften, da den slap ud af sit terrarium ved et uheld.

Egebjerg: Humøret er i kulkælderen hos Karina Kollits, som ikke kan finde sin hvide kongepyton, Gringo.

- Sidste gang, jeg så den, var mandag klokken 17.45.

Låsen til terrariet var ikke blevet låst ordentligt, derfor har slangen selv kunnet kravle ud. Og hun har ledt intensivt efter Gringo, som er cirka 1,2 meter lang.

- Vi har pillet sofaen fra hinanden og pillet paneler af i køkkenet, for at se om han kan have gemt sig der.

Carporten er endevendt, redskabsrummet ligeså, og Karina har sammen med en af sine hunde og en god ven ledt i nærområdet. Men desværre uden held.

Nu frygter hun for slangens liv.

- Den er et vekseldyr og skal have varme. Der er 25 grader i den kolde ende af terrariet og 32-34 grader i den varme del, så nætterne er alt for kolde. Jeg håber stadig, at vi finder ham indenfor. Han vil helt naturligt søge varmen, som han flytter sig efter, fortæller Karina Kollits.

En kongepyton er en begynderslange, ligesom en labrador er i hundeverdenen. Den er ufarlig og nem at have.

Karina Kollits

Efterlysning på Facebook

Efter at Gringo havde været væk et stykke tid, besluttede hun i samråd med politiet at lægge et opslag om sit forsvundne kæledyr på Facebook-siden "Opslagstavlen i Egebjerg".

Hun er rystet over nogle af kommentarerne.

- Jeg er bare så sårbar, når det gælder mine børn og dyr. Og jeg holder lige så meget af min slange som af mine hunde, siger Karina Kollits, som er knust af bekymring for sin slanges ve og vel.

- Jeg kan godt forstå, at nogle kan blive utrygge, fordi de hører, det er en slange, og nogle er bange for slanger. Men den gør ingenting. Den er vant til at være sammen med både mennesker og dyr. Føler den sig truet, så vil den forsøge at kravle væk eller rulle sig sammen som en bold, fortæller Karina Kollits, som også har fået medfølelse og opmuntring i kommentarsporet på Facebook-siden.

Får nogle øje på den, er aftalen med politiet, at man skal ringe til netop politiet på 114.

En begynderslange

Fascinationen af slanger går mange år tilbage, men for cirka fire et halvt år siden købte Karina Kollits slangen, som er en såkaldt morph, en designerslange som er hvid med blå øjne.

I lang tid har Gringo haft selskab af slangen Pumpkin, men den måtte desværre aflives for nylig på grund af sygdom.

Hvad der helt præcist gør slanger interessante som kæledyr, har hun svært ved at beskrive. Men at hun er vild med dem, er der ingen tvivl om. En del af glæden er, at den kan bevæge sig rundt på sin ejer, ligesom det nataktive dyr elsker at putte sig i en tryg hule.

- En kongepyton er en begynderslange, ligesom en labrador er i hundeverdenen. Den er ufarlig og nem at have. Gringo er fuldvoksen og måler omkring 1,2 meter - længere bliver han ikke.

Og nej, lyder det. Man behøver ikke frygte for sine kæledyr. Gringo bliver fodret med døde mus eller døde rotteunger - ikke levende dyr. Og så er han for nylig fodret. Men ét spor må man gerne kigge efter. Et måltid producerer to slangelorte - en hvid og en sort, som er på længde med en tommelfinger.

Men allermest håber Karina Kollits, at Gringo bare ligger og hygger sig et dejligt lunt sted inde i huset, så alt kan blive godt igen i det dyreglade hjem, hvor hunde og slanger har det hyggeligt sammen.

Kongepyton

  • Kongepytonen er en lille afrikansk kvælerslange, som sjældent bliver meget mere end 1,20 m lang.
  • Navnet kommer af, at den efter sigende er blevet brugt som smykke af afrikanske konger. Kongepytonens rolige temperament og smukke skind gjorde den til en fast del af kongernes festpåklædning - de små, smukke kvælerslanger blev simpelthen hængt om kongernes hals.
  • Kongepytonen lever af små gnavere og lignende.
  • En kongepyton er ligesom alle pytonslanger ugiftig og ganske ufarlig for mennesker. Hvis en kongepyton føler sig truet, vil den forsvare sig selv ved at bide fra sig. Slanger har oftest omkring 200 bittesmå tænder, så det gør ikke ret ondt at blive bidt af en lille slange som en kongepyton. Nogle gange, når en kongepyton føler sig truet, ruller den sig i stedet sammen til en bold og gemmer hovedet inde i midten. Derfor kaldes den også kuglepyton.

Kilde: www.regnskoven.dk

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

På samme måde kan man i klimadebatten spørge: Kan det nu også passe?

Læserbrev: Da jeg i sin tid underviste elektrikerlærlinge, sagde jeg til dem, når de skulle beregne en kondensator, at de lige skulle stoppe op og spørge sig selv: "Kan det nu også passe?" Ellers kunne man med alle de mange millioncifre få en kondensator ud af det, som rent fysisk næppe kunne være i en stor beboelsesejendom. På samme måde kan man i klimadebatten spørge: Kan det nu også passe? Ida Auken fortæller verdens mægtigste mand, hvordan han skal bære sig ad - for hun ved det om nogen. Jeg er bestemt heller ikke enig i Trumps klimapolitik, men Ida Auken ved godt, hvad der giver pote i medierne. Macron rider med på den klimabølge, der giver bonus i øjeblikket, og siger om brandene i Amazonas regnskove, at Jordens lunger brænder, vi må gøre noget! Den går rent ind - eller gør den? Er lunger ikke noget, der optager ilt? Og er der ikke forskere, der siger, at underskoven i regnskoven forbruger næsten lige så megen ilt, som træerne producerer? Det er havet, der er verdens iltmager. Selvfølgelig skal man ikke underkende træernes optag af CO2, som er meget vigtig. Et stort problem ved de skovbrande er også den CO2, der dannes. Greta Thunberg sejler til USA under stor bevågenhed og flyver hjem i hemmelighed! Dansk Folkeparti er nu også klimabevidste, for i fortvivlelsens stund er man jo nødt til at få surfbrættet op på den klimabølge, hvor man før skred i kultveilten op til valget til stor glæde for Danmarks Radios journalister, der jo nødigt ser deres grønne gren savet over af DF. Jeg er ikke på Facebook, så alle I, der nu vil give mig en over nakken med svulstige gloser over dette indlæg, må finde jer i, at jeg ikke kan læse det. Jeg vil så i sandhedens navn lige nævne et par ting: Jeg cykler, når jeg skal købe ind, og har min cykelkurv med til varerne, så jeg ikke skal bruge plastposer. Jeg har aldrig været i Thailand på ferie - jeg foretrækker at cykle på ferien i vort dejlige land, som jeg holder af og er så heldig at leve i.

Annonce