Annonce
Mindeord

Karensminde Venner siger farvel: Vores Karen er død

"Hun var med til at vælge tapeter og sørgede for, at gardinerne blev, som de skulle være - mange af dem kniplede hun, og andre broderede hun. Ligeledes brugte hun meget tid på at få det hele til at se ordentligt ud, og at alt var ryddeligt, blomsterne passet, og stangen rundt om komfuret var pudset", lyder det bl.a. om Karen Søgaard i mindeordene. Arkivfoto

Grindsted: Elna Sørensen, Grindsted, har på vegne af Karensminde Venner skrevet mindeord om Karen Søgaard, Grindsted, der blev 90 år:

Det var med vemod, vi modtog meddelelsen om, at Karen var død, og som der stod i en sms, jeg fik: "Er det vores Karen, der er død?". Det siger meget om, hvordan Karen havde det blandt alle os på Karensminde, hun var elsket og vil blive savnet.

Karen var med i Karensmindes Venner helt fra starten, hun var med i den første bestyrelse og var med til at starte de store arrangementer som julemarked og dyrskue.

Det er det 30. dyrskue, vi holder nu næste weekend, og hun har været med til alle de øvrige.

Til julemarkederne har hun lavet et utal af roser og andet julepynt, for ikke at snakke om småkager, i mange år tre slags, det var brunkager, finskbrød og kyskager - alle var de sirlige og lige store, og mandlerne på brunkagerne skulle vende rigtigt.

Det har helt bestemt været til stor hjælp for museet, at Karen var med, da alt skulle indrettes, og haven lægges an. Hun havde jo en have hjemme i Dal, hvor der var rigtig mange stauder og georginer, som kom fra hendes hjem, Karensminde, så da kunne hun levere tilbage.

Især da stuehuset efterhånden blev ført tilbage til tiden, da hun var barn og ung, var hun glad og gik rigtig meget op i, at vi fik det så rigtigt som overhovedet muligt, og hun leverede blandt andet billeder, for at det skal være så autentisk som muligt.

Hun var med til at vælge tapeter og sørgede for, at gardinerne blev, som de skulle være - mange af dem kniplede hun, og andre broderede hun.

Ligeledes brugte hun meget tid på at få det hele til at se ordentligt ud, og at alt var ryddeligt, blomsterne passet, og stangen rundt om komfuret var pudset.

Hun havde også altid et lager af hyldepapir til spisekammeret. Det var aviser, som hun sirligt klippede borter i. De sidste år brugte hun Kristeligt Dagblad, da andre aviser har ændret format.

Karen var også den, der havde sin mening om det meste, f.eks. da der kom nye brædder i trempelen på laden, og de små vinduer ikke kom i, var hun bestemt ikke tilfreds, og efter megen venten og snak kom de endelig i, men så var de malet røde, og de skulle være grønne. Så en ny snak startede, og endelig blev vinduerne grønne, og alle var glade. Det er disse for andre småting, som Karen fulgte helt til dørs, og gården blev autentisk.

Vore gæster elskede, når Karen var i stuerne og kunne fortælle, og Karen elskede at fortælle sin og gårdens historie.

Mange gange er der blevet spurgt: "Er Karen her, eller kommer hun?" Rigtig mange kendte hende og ville gerne hilse på.

Også når vi havde skolebørn på besøg, og de skulle lave håndarbejde, var hun klar, og hun havde en tålmodighed uden lige med disse børn, men det, der glædede hende allermest, var, når oldebørnene kom sammen med deres klasser - så var der smil på læben.

Karen var en utrolig flot dame. Vi har jo aldrig set hende, hvor tøj og hår ikke sad i de rette folder, og så var hun fotogen. Vi har ikke set et billede af hende, der ikke var perfekt, og så var hun altid forberedt og velformuleret, hvilket vi så, da hun var i TV Syd med "Kaffe med Kurt" og i utallige andre medier, hvor hun har været en god repræsentant for Karensminde.

Senest har vi set det i dvd'en "Karens Minder", en rigtig god fortælling om livet på Karensminde, da Karen var barn.

Nu får vi ikke flere minder fra Karens egen mund, men vi må leve videre med alt det, hun har givet til os på alle måder.

Fremtiden på Karensminde vil blive anderledes uden Karen, men vi må glædes over alt det, vi har fået fra hende, og vi må prøve at passe blomsterne, stryge lysedugene, pudse komfurstangen og sølvtøjet, som hun så ofte har gjort i de mange år, vi har arbejdet på vores fælles projekt Karensminde.

Annonce
Vore gæster elskede, når Karen var i stuerne og kunne fortælle, og Karen elskede at fortælle sin og gårdens historie.

Fra mindeordene

Annonce
Forsiden netop nu
Odder

Budget i Odder: Partier er glade for fuldt låne-stop og vil afdrage på kommunens gæld

Annonce