Annonce
Horsens

Karen føler sig slået over sine varme hænder: Jeg kunne lige så godt gå ledig

58-årige Karen Andersen Godsk er gået i gang med en sosu-hjælper-uddannelse. Hun føler dog, at hverken kommunen eller systemet imødekommer hendes bidrag til samfundet. Foto: Morten Pape

Karen Andersen Godsk føler ikke, hun bliver værdsat for at tage en sosu-hjælper-uddannelse. Udvalgsformand vil kigge på sagen.

Annonce

Horsens: De siger, de har brug for varme hænder, men de har tilsyneladende ikke brug for mine varme hænder.

Det er den følelse, 59-årige Karen Andersen Godsk går rundt med. For selvom hun i en sen alder har lyttet til kommunens råb efter mere socialt- og sundhedsfagligt personale og er begyndt på en uddannelse som sosu-hjælper, føler hun ikke, hendes initiativ bliver værdsat.

I den 80 uger lange uddannelse som sosu-hjælper er en fjerdedel, grundforløbet, kun SU-berettiget og ikke voksenelevløn-berettiget som den resterende tredjedel.

Nogle steder kan man dog få løn på grundforløbet, og den mulighed har Karen Godsk også afsøgt hos Horsens Kommune. Hun har dog efter eget udsagn aldrig fået et reelt svar og føler sig tværtimod rundtosset efter at være blevet kastet rundt mellem jobcenter, kommune og tidligere arbejdsgiver. En proces, hvor hun ikke har mødt den imødekommenhed, hun havde forventet.

- Jeg føler, jeg bliver slået over hænderne for at gøre en indsats for kommunen, så den kan få de varme hænder, den har brug for, siger Karen Godsk.

Jeg føler, jeg bliver slået over hænderne for at gøre en indsats for kommunen, så den kan få de varme hænder, den har brug for.

Karen Andersen Godsk

Sådan er reglerne

Uddannelsen som social- og sundhedshjælper består af 20 ugers grundforløb og 60 ugers praktikforløb.Grundforløbet er SU-berettiget (6166 kroner om måneden), mens praktikforløbet, der består i en ansættelse, er elevlønsberettiget (som sosu-elev i eksempelvis kommuner får man cirka 11.600 kroner om måneden)

Er man fyldt 25 år og har man haft et års relevant beskæftigelse forud for uddannelsen, er man berettiget til voksenelevløn under praktikforløbet. Her ligger lønnen som sosu-elev i en kommune på mellem cirka 19.800 kroner og cirka 20.900 kroner om måneden.

Af hensyn til at sikre sig arbejdskraften kan en kommune eller anden arbejdsgiver vælge at ansætte den studerende allerede ved grundforløbet og betale denne elevløn fra første dag på uddannelsen.

Karen Andersen Godsk bor i Horsens med sin mand og deres to sønner. Foto: Morten Pape
Annonce

Fra postbud til sosu-vikar

Gennem 27 år var Karen Godsk postbud

- Men da jeg fik stress af arbejdspresset, sagde jeg mit job op, siger hun.

Efter en periode med sygedagpenge og et halvt år som kirkegårdsmedhjælper kom Karen Godsk i virksomhedspraktik på plejecentret Præsthøjgården.

Her havde hun det godt, og praktikken blev skiftet ud med en vikarstilling.

- Jeg var rigtig glad for at være der, og jeg har aldrig været på en arbejdsplads, hvor jeg har fået så meget anerkendelse. Jeg nød især at være med brugerne, når de gjorde brug af deres klip (særlig ordning, hvor plejercenterbrugere kan komme ud af huset til aktiviteter, de selv ønsker, red.), siger Karen Godsk.

Efter tre år fik Præsthøjgården en ny leder, der gerne så, at Karen Godsk tog en uddannelse som sosu-hjælper.

- Hun sagde, at jeg ikke kunne beholde mit job medmindre, jeg tog en sosu-uddannelse. Den tyggede jeg lidt på, for jeg var jo 58 år, siger Karen Godsk, der siden da har haft fødselsdag.

Karen Andersen Godsk

59 årBor i Horsens

Er i gang med grundforløbet af social- og sundhedshjælper-uddannelsen

Har blandt andet 27 års erfaring som postbud og tre års erfaring som sosu-vikar

Gift og mor til to hjemmeboende sønner

Gennem 27 år var Karen Andersen Godsk postbud, inden hun gik ned med stress. Efter tilbagevenden til arbejdsmarkedet er hun blevet glad for at være i social- og sundhedsbranchen. Foto: Morten Pape
Annonce

Ikke råd til at rejse

Som mor til to hjemmeboende sønner var der en vis økonomisk bekymring forbundet med at starte på en uddannelse.

For når man er vant til en fuldtidsvikarløn, ville det blive en privatøkonomisk udfordring at skulle på SU, 6166 kroner om måneden, i fem måneder.

- Så var det, jeg hørte i radioen, at man i Aarhus Kommune kan få voksenelevløn på grundforløbet på sosu-hjælper-uddannelsen (svarende til en sats på cirka 20.000 kroner om måneden, red.), fordi behovet for varme hænder er så stort. Jeg gik derfor straks til Horsens Kommune for at høre, om de ville gå med til det samme, siger Karen Godsk, der med håb om voksenelevløn på grundforløbet søgte ind på uddannelsen.

- Medarbejderne ved jobcentret var positive og kaldte mig endda en "solstråle"-historie. Der var dog ikke nogen, der kunne give mig svar på, om det var en mulighed at få voksenelevløn de første 20 uger. Kommunen henviste til jobcentret, der henviste til min tidligere arbejdsgiver. Ingen kunne give mig et svar, siger Karen Godsk.

For seks uger siden gik hun i gang med sosu-uddannelsen, og hun har endnu ikke fået et svar. Karen Godsk er derfor på SU.

- Det bliver hårdt for økonomien. Der bliver i hvert fald ikke råd til at komme ud at rejse i år, siger hun.

Annonce

Kunne i teorien læne mig tilbage

Karen Godsk ærgrer sig over, at Horsens Kommune ikke har prioriteret at give hende et ordentligt svar, så hun havde haft bedre forudsætninger for at vurdere de økonomiske forhold, der er forbundet med at gå i gang med en uddannelse.

Og hun ærgrer sig over, at systemet er indrettet sådan, at hun lider større økonomisk last ved at ville bidrage til samfundet, end hvis hun blot satte sig ud på sidelinjen.

- Jeg kunne i teorien læne mig tilbage og gå ledig. Så kunne jeg modtage dagpenge i et år eller to, hvorefter kommunen ville tilbyde mig løn fra første dag på uddannelsen som et middel til at få mig i gang igen (gennem kommunens aktiveringsmidler, red.). Men jeg har ikke lyst til at ligge samfundet til last, siger Karen Godsk.

Annonce

En politisk beslutning

Ifølge afdelingsleder hos Jobcenter Horsens Arne Wind Andersen er det forskelligt fra kommune til kommune, hvordan man griber problematikken an.

- Nogle kommuner træffer beslutning om at bruge flere midler på at ansætte folk (der læser til sosu-hjælper, red.), allerede når de begynder på grundforløbet, så de er sikre på at beholde dem. Men ellers er det med sosu-uddannelsen, som det er med andre uddannelser, at grundforløbet er SU-berettiget, mens man i praktikperioden bliver ansat og får elevløn, siger Arne Andersen.

Han bekræfter, at jobcentret henviste Karen Godsk til sin tidligere arbejdsgiver.

- Hun kan ikke få voksenelevløn på grundforløbet gennem Horsens Kommune. Jeg skal ikke kunne sige, om nogen har glemt at orientere hende om det. Men det er rigtigt, at det er en mulighed, at arbejdsgiveren kan vælge at ansætte en person fra dag et på uddannelsen, for på den måde at sikre, at vedkommende ikke bliver headhuntet af andre, siger Arne Andersen.

Hvor vidt Horsens Kommune skal gå i andre kommuners fodspor og ansætte sosu-studerende, fra grundforløbet begynder, er ifølge Arne Andersen ikke op til jobcentret at beslutte.

- Det er en politisk beslutning, som ville skulle træffes i byrådssalen, siger han.

Annonce

Formand vil følge op

Dermed ligger beslutningen blandt andre hos Ellen T. Schmidt (S), formand for kommunens velfærds- og sundhedsudvalg.

Hun roser Karen Godsk for sit valg om at gå i gang med en sosu-uddannelse trods sin alder.

- Det er prisværdigt, at hun gør det, siger Ellen Schmidt, der ikke derudover ønsker at kommentere på personsagen.

Hun bekræfter dog, at kommunen står med en udfordring, og at hun vil se nærmere på de forhold, Karen Godsk beskriver.

- Vi er bestemt interesseret i at finde løsninger på den udfordring, der ligger i at rekruttere social- og sundhedsfagligt personale. Jeg vil følge op og kigge på, hvad der er op og ned i det her, siger Ellen T. Schmidt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Ungt ægtepar var endelig klar til at flytte ind i deres drømmebolig: Men to timer før fik de overraskende besked fra kommunen

Annonce