Annonce
Debat

Kan vi regne med Venstres garanti om permanent grænsekontrol?

Grænsekontrol: Dansk Folkeparti har i denne valgkamp meldt helt klart ud, at hvis nogen af vores politiske samarbejdspartnere efter valget kunne tænke sig at gøre brug af DF’s mandater, så skal grænsekontrollen fortsætte i hele næste valgperiode på mindst det niveau, vi kender i dag. Det gælder uanset, hvem der måtte forsøge at danne regering efter valget 5. juni.

Hvis vi i DF kunne bestemme, så skal grænsekontrollen styrkes og gøres permanent. Der skal være en grænse. Det er helt naturligt for et land at bevogte sin grænse, så vi har kontrol over, hvem der kommer ind i landet. Vi skal også styrke grænsekontrollen ud af landet, så vi bl.a. kan fange nogle flere af de tyvebander, som kører vognfulde af tyvekoster over grænsen.

På den baggrund er det jo i udgangspunktet positivt, at Venstre nu har meldt ud, at partiet vil have permanent grænsekontrol. Det er unægtelig noget af et skift i forhold til valgkampen forud for sidste valg til Europa-Parlamentet i 2014, hvor Venstre gjorde grin med tanken om ”grænsebomme”.

Men man har jo lov at blive klogere.

Når jeg alligevel er skeptisk, så skyldes det, at det hele er baseret på en ide om, at Danmark i samarbejde med ligesindede lande i EU skal reformere det såkaldte Schengen-samarbejde. Målet er, at landene skal have lov til selv at bestemme, om de vil have grænsekontrol, uden at skulle stå med hatten i hånden hvert halve år og bede EU-Kommissionen om lov til allernådigst at få lov til at fortsætte den midlertidige grænsekontrol.

Det vil være rigtig godt med en sådan reform. Men det er noget, der har lange udsigter. Det kan tage år. Og der er slet ingen garanti for, at det lykkes.

Hvad hvis det ikke kan lade sig gøre at reformere Schengen? Vil Venstre så stadig garantere den permanente grænsekontrol? Det vil vi i DF! Hvis det ender med, at vi skal vælge mellem grænsekontrol eller Schengen, så vælger vi det første!

Og så længe Venstre ikke vil det, så er deres garanti ikke meget værd…

Peter Kofod
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

112

Tre indbrud i tre byer

Læserbrev

Forfatterkneb: Klimaministerens første tale

Læserbrev: "Ærede Folketing. Som minister for det nyoprettede klimaministerium vil jeg skitsere regeringens ambitiøse omstillingsplan for den næste valgperiode." Ministeren ser op fra sit manuskript og ned på de forsamlede parlamentarikere, hvoraf nogle ser direkte på ham. Andre følger med på deres telefon. "Regeringens sigte er klart: I løbet af de næste 10 år skal vi have opfyldt vores målsætning om en minimumsreduktion af CO2-udledningen på 70 pct. med en fremskrivning til 100 pct. i 2050." Han løfter blikket og ser op mod tilskuernes rækker. De er fyldte af unge og gamle mennesker, der alle følger hans munds bevægelser, som gjaldt det livet. Et stort åndeløst fokus i frit fald ned mod talerstolen og formanden, der piller ved sine negle. "Hvis vi skal nå i mål med regeringens ambitiøse klimaplan, så er der ingen tid..." Han ser igen op mod tilskuerpladserne. Nogle af de unge hænger ud over det fintskårne rækværk. Ældre, med deres furede ansigter, titter forsigtigt hen over de bøjede rygge. "... at spilde." Han mærker sin partiforkvindes bekymrede blik på sit ansigt. "Klimaforandringerne er det største problem, vi som civilisation står overfor..." Pludselig forsvinder teksten fra skærmen. Alle ordene, han har haft en rigtig forfatter til at skrive! Hans verden går i sort. Budskabet forsvinder mellem fingrene på ham. Han forsøger at huske ordene, som forfatteren skrev, men indfanges i stedet af en ung piges bekymrede blik. Hun smiler sørgmodigt til ham. "Men den grønne omstilling, klimaforandringerne, ressourceknapheden, den øgede ulighed kræver mere end jeg og min regering tør indrømme. Overfor os selv. Overfor vælgerne. Overfor de kommende generationer." Den unge pige ser alvorligt på ham. Hun smiler ikke længere. Men et lille nik med det smukke hoved får ham til at fortsætte: "Den nødvendige omstilling af vores samfund er langt mere gennemgribende, end vi nogensinde kommer til at formulere fra denne talerstol." En tåre. Solstrålers refleksion på pigens kind. "Der er ingen, der endnu har turdet italesætte den reelle opgave, vi står overfor! Og der er ingen i dette parlament, der nogensinde vil kunne fremsætte lovforslag omhandlende den revolution af vores værdier og kultur, som er nødvendig for at sikre de kommende generationer en bæredygtig planet at leve på. Ingen!" Uro. Pigens ansigt forsvinder i mængden. Klimaministeren spejder forgæves efter hende, før han med lange skridt løber mod den nærmeste dør og for altid forsvinder ud af det parlamentariske liv!

Annonce