ØSTJYLLAND:
Østjyllands Politi anholdt den 14. maj en 53-årig mand forbindelse med et tricktyveri, og i hans bil fandt betjentene smykkerne, som sandsynligvis er stjålet et sted i Jylland samme dag. Det er dog uvist, hvor præcist de er blevet taget, og politiet beder nu borgerne om hjælp.
-Vi vil meget gerne finde ud af, hvor smykkerne stammer fra. Både så folk kan få deres smykker tilbage, men også fordi det vil hjælpe os i vores videre opklaring af sagen, siger politikommissær i Særlig Efterforskning Vest, Flemming Nørgaard, i en pressemeddelelse.
Den 53-årige blev anholdt, efter en ældre kvinde havde alarmeret politiet. Et par fremmede mænd udgav sig for at være håndværkere og kom ind i hendes lejlighed i Aarhus. Hun fik dog mistanke til dem og smed dem ud, hvorefter hun ringede til politiet. Mændene stak af fra stedet og ind i en skov, men en politihund snusede sig frem til den 53-årige, som gemte sig. Senere blev smykkerne fundet i den 53-åriges bil, der stod i nærheden.
Ud over tricktyveriet i Aarhus ved politiet, at mændene også har været i Viborg.
Har du fået stjålet smykker omkring den 14. maj, og kan du kende dem på billederne, kan du ringe til politiet via tlf. 114.