Annonce
Østjylland

Kamp i lille sogn: Kirkekunst og kulturarv lægger arm

Her begynder historien. Døren er rådden og skal skiftes ud. Men Ingvar Cronhammar (til højre) og arkitekt Niels Povlsgaard har flere planer med Ovsted Kirke. Foto: Axel Schütt
Menighedsråd vi have kunstneren Ingvar Cronhammar til at ændre radikalt på indretningen af 800 år gammel kirke i Ovsted, men møder modstand.
Annonce

SKANDERBORG: I Ovsted Sogn i Skanderborg Kommune er der en særlig spænding omkring valget til menighedsrådet. Det skyldes uenighed om en ny indretning af Ovsted Kirke. I lang tid har medlemmer af menigheden lagt arm om den nye løsning.

Det nuværende menighedsråd med formand, arkitekt Niels Povlsgaard, i spidsen har længe arbejdet med et forslag til en radikal ændring af den 800 år gamle kirke. Modstanden kan betyde, at flere af dem, der ikke bryder sig om projektet, stiller op som kandidater til menighedsrådet på tirsdag.

Sagen begyndte i 2017, da kirken skulle have en ny "hoveddør", som er døren i våbenhuset. Arkitekt Niels Povlsgaard, der er formand for menighedsrådet, kontaktede kunstneren Ingvar Cronhammar, der blandt andet er kendt for det store kunstværk Elia i Herning.

Siden har de to arbejdet videre på et forslag om en anderledes indretning af kirken.

Annonce

Stjernehimlen fra Jesu fødsel

I den nye dør forestiller Cronhammar sig, at man skal kunne se stjernehimlen, som den så ud om natten, da Jesus blev født.


Vi har begyndt med et idéoplæg fra arkitekt Anna Mette Exner, arbejdet videre og ønsker at lægge op til en debat.

Niels Povlsgaard


Inde i kirken synes han, at orglet bør flyttes, fordi det dækker for et smukt vindue i den ene gavl. Når orglet er væk, vil han flytte døbefonten fra den modsatte ende af kirken til pladsen, hvor orglet har stået, så lyset fra vinduet vil falde på døbefonten og ind i kirken. Bag alteret er ifølge Cronhammer et meget smukt hvælv og et vindue, som nu er skjult.

Efter Ingvar Cronhammar (til venstre) og arkitekt Niels Povlsgaards plan skal døbefonten flyttes til kirkens modsatte ende, og alteret bag dem skal erstattes af et nyt og moderne. Foto: Axel Schütt
Sådan forestiller Ingvar Cronhammar sig det nye alter og den nye prædikestol. Animation: Ingvar Cronhammar

Cronhammar vil lave et meget moderne alter i stedet for det bestående, og det nye skal være i en grønlig farve. Prædikestolen vil han skifte ud med en mere enkel model med en kraftig rød farve som ofte bruges i kirker. Og knæfaldet vil han fjerne, så folk står op ved nadveren. Stederne er markeret i gulvet.

- Det er der talrige eksempler på i andre kirker, siger Ingvar Cronhammar.

Annonce

Vil gerne diskutere forslaget

- Vi kommer med et forslag, som vi gerne vil debattere. Det er ikke et endeligt forslag, men en idé til, hvordan kirken kan se ud, og det kan reduceres eller ændres, siger Niels Povlsgaard.

Han ærgrer sig over, at der er kommet så voldsom og lidt bitter modstand.

- Vi har begyndt med et idéoplæg fra arkitekt Anna Mette Exner, arbejdet videre og ønsker at lægge op til en debat. Vi ser forslaget som en forlængelse af diskussionen om kunst og kunsthåndværk i kirkerne, siger han, der har talt med provstiet om det udvidede projekt. Hoveddøren skal under alle omstændigheder skiftes, fordi der er råd i den.

Ingvar Cronhammar (til venstre) og formanden for menighedsrådet, arkitekt Niels Povlsgaard, vil fjerne de nuværende bænke og sætte nye ind, og orglet i baggrunden skal flyttes, så et vindue bag det kan komme til syne og lys trænge ind. Foto: Axel Schütt
Her, hvor orglet stod, skal døbefonten placeres, foreslår Ingvar Cronhammar. Animation: Ingvar Cronhammar

Niels Povlsgaard fortæller, at der i 2018 har været møde med Nationalmuseet, som havde svært ved at forstå, hvad de ville med fornyelsen.

Hos Nationalmuseet er der ikke meget hjælp at hente for fornyerne af kirken.

Aarhus Stiftsøvrighed har i 2018 bedt Nationalmuseet om en vurdering. På museets vegne bemærker Ulla Kjær i en længere skrivelse, at "Nationalmuseet på ingen måde kan anbefale så drastisk en behandling af Ovsted Kirke som foreslået, men vil gerne med i en dialog om at få drømmen passet sammen med de bestående forhold".

Annonce

Cronhammar er en gave

- Det har været en gave for mig at invitere Ingvar Cronhammar indenfor, og det er vigtigt at tage diskussionen om, hvad kunsten betyder for kirken. Siden 1945 er der kommet flere end 3000 kunstværker i de danske kirker, siger Niels Povlsgaard.

Kirken vil ikke selv kunne løfte økonomien i projektet, men han siger, at menighedsrådet vil søge fonde om støtte. Indtil videre har Statens Kunstfond og Christian X's Fond støttet forundersøgelsen og skitserne.

Ingvar Cronhammar synes, at de ændringer, han foreslår, vil give nogle større visuelle indtryk af kirken.

- Det bliver i sig selv en slags visuel andagt, der kan forstærke ordene i kirken, siger han, der også vil flytte bænkene ind midt på kirkens gulv og reducere antallet af pladser. Han vil skaffe mere gulvplads, så rummet kan bruges mere frit.

Kirken kan rumme omkring 220 personer.

Om projektets forløb siger Ingvar Cronhammar:

- Det er trist, at folk ikke kan sætte sig omkring et bord og tale om det.

Annonce

Modstander

Blandt modstanderne er journalist Niels Damsgaard Hansen, der har boet i Ejer i mange år.

Han siger, at han er med til valgforsamlingen tirsdag i festsalen på Ejer Baunehøjskolen, og han vil muligvis stille op til valget.

Niels Damsgaard Hansen bryder sig ikke om det nye projekt for Ovsted Kirke. "Jeg er en stor kunstelsker, men jeg elsker også kulturarven, som vi skal hæge om og give videre til eftertiden. Jeg er ikke rindalist," siger han. Privatfoto

- Der er en del modstandere, og nogle i det bestående menighedsråd er betænkelige ved det, men har svært ved at stå frem og udtrykke det, siger Niels Damsgaard Hansen.

- Selv er jeg en stor kunstelsker, men jeg elsker også kulturarven, som vi skal hæge om og give videre til eftertiden. Jeg er ikke rindalist, understreger Niels Damsgaard Hansen.

Han påpeger, at der har været modstand mod projektet hos Nationalmuseet og hos den kongelige bygningsinspektør.

- Beskeden er, at det er den helt forkerte kirke at lave sådan et projekt i, og det siger også arkitekt i Horsens, Mogens Svenning, som har været involveret i en restaurering af kirken i 1993-94. Ovsted og Tåning kirker er fra 1200-tallet og unikke på grund af arkitekturen, siger Niels Damsgaard Hansen.

Begge kirker er forandret løbende over årene, siger Niels Damsgaard Hansen og føjer til, at den moderne kunst for eksempel kan bringes ind i den nye kirke i Højvangen i Skanderborg.

Annonce

Tre kirker i sognet

Sognet består af tre kirker, og ved valget til menighedsråd på tirsdag skal der vælges fem medlemmer i Ovsted Kirke, to i Tåning og fire i Hylke.

- Tre-fem modstandere af projektet stiller op, og jeg håber, der bliver valgt en majoritet, som siger nej tak til Cronhammars ændring af kirken. Og jeg håber, at repræsentanterne fra de andre kirker blander sig udenom, siger han og understreger, at der ikke er tale om en samlet gruppe, som er imod.

- Vi er bare nogle stykker, der taler sammen i et uformelt netværk. Men der er mange følelser forbundet med det her, fordi nogle kan være døbt og gift i kirken, eller deres børn er døbt der eller familie begravet, siger Niels Damsgaard Hansen.

Han mener også, at modstanderne af projektet har fået for lidt at vide undervejs.

- Det har holdt hårdt at få information, siger han.

Niels Damsgaard Hansen anfægter også, at Cronhammer og Povlsgaard arbejder sammen om andre projekter.

- Nu er jeg ikke jurist og kan derfor ikke på retligt grundlag vurdere, hvornår man overskrider grænsen, så der er tale om inhabilitet, skriver Niels Damsgaard Hansen 1. juli i år i et brev til Kirkeministeriet og Aarhus Stift. Han tilføjer, at han har fundet dokumentation for nogle samarbejder i andre sammenhænge mellem de to.

For at engagere folk i sognet har begge parter op til valget tirsdag holdt diskussionsmøder, for eksempel et med titlen "Kirkekunsten lægger arm med kulturarven".

Ovsted Kirke ligger højt og smukt ikke så langt fra Ejer Baunehøj. Foto: Axel Schütt

Ovsted Sogn

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

HFS rystede topholdet

Annonce