Annonce
Erhverv

Kafferisteri kan i høj grad mærke corona-krisen

Brian Sigtenbjerggaard, indehaver af Nørre Snede Kafferisteri, kann også mærke, at corona-krisen breder sig som ringe i vandet. I skrivende stund holder han stadig åbent. Arkivfoto
Nørre Snede Kafferisteri må undvære de store engros-kunder fra cafeer og restauranter.
Annonce

Nr. Snede: Kafferister Brian Sigtenbjerggaard fra Nørre Snede er en af de lokale erhvervsdrivende, der bliver ramt af corona-krisen. En væsentlig del af omsætningen i Nørre Snede Kafferisteri består af engros-leverancer til cafeer og restauranter, og nu hvor disse virksomheder må lukke ned, kan det i høj grad også mærkes i kafferisteriet.

- Det breder sig jo som ringe i vandet, så vi bliver hårdt ramt, når vi ikke længere kan levere engros, siger Brian Sigtenbjerggaard.

Hans kaffebutik på Strøget i Nørre Snede og kafferisteriets anden butik i Herning holder foreløbig åbent som normalt, men Brian Sigtenbjerggaard overvejer nedsatte åbningstider.

- Vi kan selvfølgelig også mærke det i butikken, at hverdagen er blevet anderledes. Indtil videre kører vi videre med de samme åbningstider, men jeg overvejer at begrænse åbningstiderne, siger kafferisteren.

Der er indført et loft over antallet af kunder i butikken, og der er opsat de obligatoriske beholdere med håndsprit.

- Vi beder også kunderne om at bestille varer hjemmefra, så de kan være pakket ind og klar, når de skal hentes, siger Brian Sigtenbjerggaard.

- Lige nu er det alle virksomheder, der bliver ramt - nok lige bortset fra detailhandlen. Der kommer helt sikkert nogle økonomiske efterdønninger. Hvor voldsomt det bliver, afhænger af, hvor hurtigt vi får styr på coronaen. Hvis det kan ske i løbet af en måned, så bliver det måske forholdsvis mildt, men uanset hvad, så kommer der en regning, siger Sigtenbjerggaard.

- Corona-krisen rammer meget bredt, og den store usikkerhed går folk på, tilføjer han.

Annonce

Kommunen rammes også

Som byrådsmedlem kan Brian Sigtenbjerggaard også mærke krisen:

- Nu begynder vi at holde elektroniske udvalgsmøder, hvor kun det mest nødvendige bliver behandlet. Mange kommunalt ansatte arbejder hjemmefra, og det er dem, der har de kritiske funktioner, der møder op, fortæller han.

En lille trøst midt i det hele er, at de nye elektroniske redskaber hjælper med at holde nogle af hjulene i gang:

- Der bliver Skypet rigtig flittigt, siger kafferisteren.

Det økonomiske eftersmæk, som corona-krisen vil udløse, vil også smitte af på den kommunale økonomi.

- Igen breder det sig som ringe i vandet. Flere bliver arbejdsløse, og det rammer selvfølgelig også kommunens økonomi, da der kommer flere på overførselsindkomst, påpeger Brian Sigtenbjerggaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Efter smæk i udligningsreform: Borgmester vil hæve kommuneskatten i Horsens

Annonce