Annonce
Kultur

Kønskvoter på kunstmuseet? Nej, kvinderne leverer bare varen

Lilibeth Cuenca Rasmussen er en af de kunstnere, der var med til at sætte Horsens Kunstmuseum på landkortet i 2019. Hendes udstilling "Herfra Hvor Vi Står" er en diskussion af national identitet, og den involverer blandt andet performanceværket "Dragedukke", som et par hundrede gæster kunne opleve ved lørdagens nytårskur. Foto: Jakob Hedegaard-Høgh
- Vi har seriøst svært ved at finde nye mandlige kunstnere, vi synes, vi vil præsentere, siger Claus Hagedorn-Olsen om han/hun-balancen på Carolinelundsvej.

Horsens: Der findes en amerikansk PR-plakat fra 2. Verdenskrig, der forestiller en kraftfuld kvinde, Rosie The Riveter, som med knyttet næve blotter en stærk overarm. "We Can Do It!" står der øverst på plakaten, som blev brugt til mobilisering af kvinder i industrien dengang.

Det verdensberømte tryk har de ikke hængende på Horsens Kunstmuseum, men ikke desto mindre ser kvinderne i dén grad ud til at være mobiliseret i de lokale kunsthaller.

Mens debatten på landsplan længe har raset om, hvorvidt der er brug for kønskvotering i et mandsdomineret dansk udstillingslandskab, har kvinderne i Horsens for længst vist sig som "det stærke kunstkøn".

Hovedparten af de nye, større soloudstillinger, Horsens Kunstmuseum har ferniseret i de seneste par år, har kvinder som ophavsmænd. Og 2020 bliver ingen undtagelse i huset på Carolinelundsvej.

Ved museets nytårskur lørdag eftermiddag bladrede museumsleder Claus Hagedorn-Olsen i kalenderen og talte tre kommende udstillinger med en fru eller frøken: Lærke Lauta, amerikanske Phoebe New York og Anne Marie Ploug, mens der indtil videre ”kun” er planlagt én større udstilling med en mand, Christian Lemmerz.

Er det kromosom-kulturelle hensyn, museet praktiserer? Nej, svarer Claus Hagedorn-Olsen.

Annonce

Jeg siger nogle gange i spøg, at vi burde have kønskvotering her på museet - til fordel for mændene.

Claus Hagedorn-Olsen, leder Horsens Kunstmuseum

Har aldrig set på navneskilte

I museumslederens optik leverer kvinderne ganske enkelt varen i disse år, mens mændene halter efter.

- Jeg siger nogle gange i spøg, at vi burde have kønskvotering her på museet - til fordel for mændene. Men nej, det er ikke et parameter hos os. Vi har aldrig skævet til navneskilte, når vi har købt ind eller bestemt, hvem der skal udstille. Det har altid handlet om kvalitet, og i de her år er det overvejende bare kvinder, som laver det mest interessante. Vi har seriøst svært ved at finde nye mandlige kunstnere, vi synes, vi vil præsentere, siger Claus Hagedorn-Olsen, som har været leder på Horsens Kunstmuseum siden 1984.

Kønsbalancen bevæger sig i bølger, siger hans erfaring, og i løbet af 2010’erne har den feminine side fået markant mere vægt, forklarer han uden at have en entydig respons på spørgsmålet "hvorfor?".

Øget ligestilling i samfundet generelt og et interessant blik for samtiden, der reflekteres solidt i værkerne, lyder et af buddene fra museet, hvor man dermed går imod en tendens på landsplan.

Organisationen Danske Museer undersøgte sidste år, hvor meget kvinder samlet set fylder i museernes samlinger og udstillinger.

Mænd sidder på udstillingerne

Undersøgelsen dokumenterede blandt andet, at det i de seneste 15 år blot er 22 procent af alle indkøbte værker, der er af kvinder. Samtidig har mænd siddet på 71 procent af soloudstillingerne.

Kvantitativt er de tal dog faktisk en ligestillingsmæssig fremgang i forhold til tidligere, og i en artikel i Berlingske Tidende i november uddybede lederen af Skovgaard Museet i Viborg, bestyrelsesmedlem i Organisationen Danske Museer Anne-Mette Villumsen, at "udviklingen ser ud til at fortsat at bevæge sig mod en mere ligelig kønsfordeling".

Den udvikling har man altså taget forskud på i Horsens.

Et kig på de seneste tre års større, nye soloudstillinger taler sit eget sprog: I 2018 var der tre af kvinder - ingen af mænd, i 2019 var der tre af kvinder - to af mænd og i 2020 foreløbig tre af kvinder og én af en mand.

- Jeg ved ikke, om vi har en anderledes følsomhed og faglighed her end andre steder. Jeg har forsøgt at reflektere over det, men jeg har ingen konklusion anden end, at jeg ser på kunst og ikke på køn, siger Claus Hagedorn-Olsen, som trods den nationale debat da heller ikke spår kønskvotering en stor fremtid på Horsens Kunstmuseum.

- Jeg ville i hvert fald nødigt være kunstner og blive præsenteret, fordi jeg har et bestemt køn. Det ville være nederen. Så grundlæggende er min holdning, at den diskussion er lidt skinger og ikke relevant, siger museumslederen.

Mænd og kvinder på Horsens Kunstmuseum

En undersøgelse fra Organisationen Danske Museer har vist, at mænd fortsat dominerer billedet på landets kunstmuseer.

71 procent af soloudstillingerne i de seneste 15 år har ifølge analysen fra 2019 haft hankøn som ophav.

På Horsens Kunstmuseum har kønsbalancen længe været mere lige.

Her er et udvalg af de udstillinger, museet har præsenteret i de senere år og præsenterer i 2020.

2018

Mille Kalsmose: "The Shape Of Us"

Rosen Eken: "Afterbeat"

Maria Wandel: "Hemmeligheder Alle Vegne"

2019

Katja Bjørn: "Involved"

Morten Buch: "Picnic"

Michael Kvium: "Skitsen" (I samarbejde med Museet Holmen)

Lilibeth Cuenca Rasmussen: "Herfra Hvor Vi står"

Cathrine Raben Davidsen og Nikoline Liv Andersen: "Dark Matter"

2020

Lærke Lauta: "Dissolve" (fernisering 18. januar)

Phoebe New York: Titel ukendt (fernisering 16. maj)

Anne Marie Ploug: Titel ukendt (fernisering ukendt)

Christian Lemmerz: Titel ukendt (fernisering ukendt)

Derudover afvikler museet løbende mindre udstillingstiltag og for eksempel også sin store årlige sommerudstillling af værker fra samlingen. Hvilken kunstner eller kunstnere, der kommer i spil er p.t. uvist.

Museumsleder Claus Hagedorn Olsen føler ikke behov for at pudse sin glorie i debatten om kønsbalancen på danske kunstmuseer. Museet har ganske vist mange udstillinger med kvinder, men det er et udtryk for kvalitetssans snarere end kromosom-bevidsthed, forklarer han. Ved lørdagens nytårskur gjorde hans status over 2019 og så frem mod kunståret 2020. Foto: Jakob Hedegaard-Høgh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];