Annonce
Debat

Køn, seksualitet og etnicitet får kældermennesket frem

Nanna Bonde

På kant: På Folkemødet blev der igen i år holdt ’DM i Hadbeskeder’. Et sjovt indslag, hvor en række politikere og debattører, læser nogen af de hadbeskeder op, som de har modtaget, og hvor publikum så vurderer, hvilke der er værst. Der bliver grinet af noget, som i virkeligheden er ret alvorligt, og som kan påvirke dem, der modtager beskederne rigtigt meget, men det er af og til den bedste måde at håndtere had på – ved ikke at vende det indad og tage det personligt, men derimod grine af det med nogen, som også kan se, hvor langt ude det er.

DM i Hadbeskeder mindede mig om, at det er efterhånden er længe siden, at jeg selv har modtaget en sådan besked, og det kan man jo kun være glad for. Men samtidigt fik det mig til at tænke på, hvorfor – for engang modtog jeg faktisk ret mange.

Gang på gang har jeg fortalt mig selv, at det ikke har slået mig ud at modtage en hadefuld besked, og jeg har netop læst dem højt og grinet af dem med andre. Men da jeg hørte historierne fra de debattører og politikere, som i allerhøjeste grad modtager hadbeskeder, gik det op for mig, at jeg nok alligevel har gjort noget anderledes.

Jeg har nemlig holdt mig væk fra de debatter, som for alvor får kældermenneskerne frem – debatter om ligestilling og debatter om udlændinge. Jeg kunne godt frygte, at vi får mindre kvalificerede debatter specielt indenfor køn, seksualitet og etnicitet, fordi de der stikker næsen frem risikere at modtage hadbeskeder og trusler. Det er en udfordring for demokratiet anno 2019.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne ikke kun går efter de store, udenlandske artister

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender ”Yahya Hassan 2” på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. ”En overrumplende karakterfuld og kanongod bog”, mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har ”chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv.” Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans ”banale børnerim”. At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye ”karakterfulde og kanongode bog”: ”JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED”. Versalerne er forfatterens valg.

Annonce