Annonce
Erhverv

Købt firmaet for fem år siden: Nu er lokal dørproducent kommet på canadiske hænder

Michael Dommerby har solgt Rask Mølle Virksomheden Arkas til en kapitalfond. Arkivfoto
Efter flere års fremgang har ejerne Michael Dommerbye og Keld Sund Nielsen netop solgt Rask Mølle-virksomheden Arkas.

Rask Mølle: Knap fem år efter, Michael Dommerbye og Keld Sund Nielsen købte Rask Mølle virksomheden Arkas, har de nu afhændet den igen.

Det sker efter, at den canadiske kapitalfond Lynx Equity Limited for nylig har overtaget dørproducenten med 12 ansatte, der har alle landets byggemarkedet og trælaster som kunder.

Dermed afsluttes den helt klare strategi, duoen lagde, da de første gang kiggede nærmere på virksomheden.

- Vi kunne se, at der var noget uforløst potentiale. Hele produktionsdelen var i rigtig fin stand, men det haltede en smule på salgssiden. Det har vi vendt ved at få kædeaftaler med alle, og derfor var det et godt tidspunkt at sende det videre til andre - præcis som det var planen fra begyndelsen, siger den nu forhenværende ejer Michael Dommerbye, som dog fortsætter i virksomheden som adm. direktør.

Heller ikke den tidligere medejer Keld Sund Nielsen, som er kendt i erhvervslivet netop for at købe virksomheder med henblik på at bygge dem op og sælge videre igen kort tid efter, kommer helt til at slippe Arkas, da han fortsætter som bestyrelsesmedlem.

Parret ønsker ikke at fortælle, hvad de har tjent på virksomheden.

Annonce
Selvfølgelig kan de nye ejere finde på at sige noget, hvis de mener vi skejer helt åndssvagt ud, men som udgangspunkt har vi stadig ordet og ansvaret for drift og strategi.

Michael Dommerbye, adm. direktør og tidligere medejer, Arkas

Fortsætter som hidtil

Ud over at Arkas nu har en større spiller i ryggen, kommer det efter planen ikke til at få nogen betydning, at ejeren er en udenlandsk kapitalfond. Hverken produktionen, medarbejderne eller lokationen bliver der ændret på, og det vil fortsat være Michael Dommerbye, der træffer de daglige beslutninger.

På samme måde ligger det heller ikke i kortene, at det igen er for en kortere bemærkning, at virksomheden er kommet på nye hænder. I hvert fald understregede kapitalfonden inden underskrift, at de ser det som en meget langsigtet investering.

- En af deres betingelser for handlen var netop, at jeg blev som adm. direktør, så Arkas kunne forsætte som hidtil. Så det viser, at de ser virksomheden som velkonsolideret og veldrevet - og ikke tænker på at skyde det af igen, siger Michael Dommerbye.

Arkas er ikke det eneste danske islæt i den canadiske portefølje. Lynx Equity ejer i forvejen også københavnske Partner Service samt Sundby Trapper.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny tennis-dille på vej: Sådan har kommunen fordelt 900.000 kroner til nye faciliteter

Annonce