Annonce
Danmark

Køb af cowboybukser i Føtex blev til tvist om religiøs hovedbeklædning

Episoden udspillede sig på et tidspunkt og på et sted i butikken, hvor rigtig mange kunder havde mulighed for at følge med i det, der skete. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

En fredericianer føler ikke, at han bliver taget alvorligt af varehuschefen i Føtex på Mariagervej efter et for ham uønsket møde med en butiksmedarbejder med tørklæde.

Randers: For små to uger siden befinder 62-årige Bjarne Larsen fra Fredericia sig i Randers, hvor han passer sin genoptræning efter en hofteoperation på hospitalet i Silkeborg. Stille og roligt går det fremad med helbredet efter det omfattende indgreb, og mens han er i Randers, bemærker han, at der er gået hul i hans cowboybukser. Derfor går han inden for hos Føtex på Mariagervej for at investere i et par nye.

En ung, mandlig medarbejder spotter den gangbesværede mand og får ham assisteret hen i tekstilafdelingen, hvor han beder ham om at vente, mens han finder en kollega, der kan hjælpe Bjarne Larsen med at finde den rigtige størrelse.

Han begiver sig tilbage i selskab med to andre ekspedienter - herunder den pige, der har med herretøjsafdelingen at gøre. En situation som så mange gange før, når en ekspedition af en ny kunde skal til at begynde.

Da de når helt frem til Bjarne Larsen, og hjælpen bliver præsenteret for ham, går det hele imidlertid i stå i noget, der føles som meget lang tid. Hele tiden kigger de på hinanden.

'Nej!', udbryder han så.

Annonce
- Det er ikke en burka eller en niqab. Det er den samme personalebeklædning, som alle andre ansatte har på, og så har de bare et tørklæde på også, som vi har udstyret dem med. Det har jeg ingen problemer med, og slet ikke når det er gode medarbejdere, siger varehuschef Rolf Hansen. Arkivfoto: Annelene Petersen

Et ufrivilligt møde

16-årige Nafiso Ali har lige holdt pause. Det er hende, der har tøjafdelingen denne aften, og hun er på vej ind for at trimme herretøjet, da en kollega spørger, om hun vil hjælpe en mand med at finde et par bukser.

Nafisos forældre er fra Somalia. Selv er hun født og opvokset i Randers, og hun har valgt at holde fast i at bære det tørklæde, hun startede med at binde om håret allerede som lille.

- Alle mine andre muslimske veninder gik med tørklæde, og så valgte jeg også at gøre det, fortæller Nafiso Ali, der er meget glad for det arbejde, hun snart har haft i et år i Føtex-butikken på Mariagervej, hvor hun har fået en masse nye gode venner og veninder.

Hun følges på vej af en kvindelig kollega og af den fyr, der kort forinden har hjulpet Bjarne Larsen hen i tekstilafdelingen.

Bjarne Larsen er gangbesværet og står nu og læner sig op ad en reol, bange for at den svækkede mobilitet skal få ham til at rive butikkens stativer eller andet habengut ned.

I Indonesien overlevede civilingeniøren med nød og næppe et attentat, der sandsynligvis var gennemført af islamister, da han rejste med den danske ambassadør fra Indien, ligesom mødet med ekstreme udøvere af den muslimske trosretning angiveligt er endt fatalt for flere i hans netværk.

Derfor føler han med egne ord 'ubehag' ved at blive ekspederet af personale, der ved hjælp af påklædningen er med til at fremme enhver religion eller trosretning.

- Man kan godt sige, at jeg nok er en smule belastet på den konto, erkender Bjarne Larsen.

- Så da de kommer anstigende med én med tørklæde, siger jeg til dem, om det ikke er muligt, at en af de to andre kunne hjælpe mig i stedet for. Men det siger de nej til. Hvis ikke, jeg kunne acceptere at blive betjent af en med tørklæde, så kunne jeg bare gå igen, husker han.

Tegning: Jens Nex

Noget fra en film

'Nej!'

Ordet runger i hovedet på Nafiso Ali, der er som paralyseret og kigger hen på sin kollega, da hun på Nafisos vegne spørger, hvad Bjarne Larsen mener med 'nej'.

- Så siger han bare, at han ikke vil ekspederes af en med en anden etnisk herkomst. Så skulle jeg i hvert fald smide tørklædet, hvis det var, siger hun og er slet ikke i tvivl om, at Bjarne Larsen mener det, han står og siger til hende.

Selv er hun helt stille og kan ikke få et ord over sine læber.

- Jeg stod bare og kiggede på ham og tænkte: 'Hvad er det lige, der sker?' Jeg var i chok og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var som om, at han bare var ligeglad, og at han bare sagde lige, hvad der passede ham, det var meget ubehageligt, siger Nafiso Ali, der selv er overrasket over, hvor stille hun blev.

- Hvis nogen fortæller dig, at senere på dagen kommer der én hen, og så gør han dét og dét, så tænker du: 'Okay, så bliver jeg rasende, jeg bliver rigtig sur'. Men når man så står i det, så er det noget andet. Jeg kan ikke forklare, hvad der skete, men jeg blev meget overrasket over mig selv, siger hun og fortsætter:

- Det er noget, du ser på film, og i skolen hører du om, at der engang var raceadskillelse og alt muligt andet, men det er altså rigtig sjældent, at du lige prøver det selv.

'Kan det være rigtigt?'

Bjarne Larsen tænker hverken på apartheid eller terror, da han går ind i Føtex-butikken. Han skal bare have et par nye bukser.

- Jeg vil bare gerne ekspederes neutralt, og jeg ønsker ikke at blive påduttet nogen religion, når jeg kommer som kunde i Føtex. Det kan jeg ikke være den eneste, der mener, siger Bjarne Larsen, der havde håbet på mere forståelse fra varehuschef Rolf Hansen.

- Men hans svar var, at jeg kunne bare handle et andet sted. Han gad ikke at høre på mig.

Rolf Hansen bekræfter, at de to har været i dialog.

- Han sagde, at han ikke ville handle i min butik, så længe jeg havde ansatte med tørklæde. Jeg fortalte ham, at det måtte være hans egen sag og hans beslutning, men at jeg ikke havde tænkt mig at ændre på min, siger han og uddyber:

- Jeg har overhovedet ikke noget udestående med de af mine medarbejdere, der bærer tørklæde. De har lige så meget ret til et arbejde i Danmark som alle mulige andre. Nafiso er en sød pige, hun taler flydende dansk, og hun yder kunderne en super god service. Det har jeg slet ikke noget at udsætte på, tværtimod.

Varehuschefen mener, det er en farlig kurs at kræve, at tørklædet skal af for at være medarbejder i for eksempel Føtex.

- Hvis vi begynder at skelne mellem dem med tørklæde og dem uden tørklæde, så får de jo aldrig nogen chance for at blive integreret. Så kan man diskutere det religiøse symbol, som han bringer på banen, men det kan jeg ikke have nogen mening om. Her er de lige så velkomne som alle andre medarbejdere. Så længe de passer deres job her, og det gør hun til topkarakter, understreger Rolf Hansen.

Bjarne Larsen sidder tilbage med en følelse af overraskelse over varehuschefens reaktion, og hvad han mener er en manglende forståelse af hans oplevelse som kunde.

- Det ville jeg måske ikke have gjort, hvis jeg var ham. Jeg synes ikke, det er i orden, siger han.

Spøger i baghovedet

Men varehuschef Rolf Hansen står fast på sin beslutning.

- Jeg kan kun sige, at så må han finde et andet sted at handle. Jeg er mere ked af, at hun blev ked af det. I det her konkrete tilfælde vil jeg sige helt klart og tydeligt, at der ikke skal komme nogen ind og overfuse nogen af mine medarbejdere. Så vil jeg hellere undvære Bjarne som kunde, siger han

Nafiso Ali er overvældet over den store støtte, hun har fået fra både sine kolleger og fra sin arbejdsgiver.

- Det er helt sindssygt, og det er på et niveau, som jeg slet ikke havde forventet. Men de har været helt vildt søde alle sammen. Jeg er glad for, at de støtter op om det, og at de ikke vil finde sig i det, siger hun om den store ravage, tørklædet, som Føtex har udstyret hende med, fik skabt.

- Tørklædet er en del af mig, og derfor tror jeg, at det ville være sindssygt mærkeligt, hvis jeg en dag ikke skulle have det på længere. Så ville det være som om, at der manglede noget, og det er ikke noget, som jeg ville gøre frivilligt, siger Nafiso Ali om episoden, som i dagene efter fik sat sine spor hos den 16-årige butiksmedarbejder:

- Jeg har tænkt på, om der mon er andre kunder, der tænker det samme som ham, men som bare har holdt det for sig selv. Det sætter nogle ting i gang, som man overhovedet ikke havde tænkt over før. Men jeg tror også på, at det nok skal gå over igen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Erhverv

Hushandler er steget med mere end 100 procent: Skanderborg, Hedensted og Horsens topper boligstatistik

Annonce