x
Annonce
Kultur

Kærlighed til keramikken: Nu får Horsens en ny 'drejebog'

Flemming Ahlgreen har en lang karriere som journalist på Horsens Folkeblad bag sig. Da han gik på pension, fortsatte han arbejdet ved tastaturet sammen med Ole Møller Andersen. Foto: Morten Pape
Ole Andersens store viden om pottemagere og keramikere i Horsens Kommune finder nu vej til et nyt opslagsværk - et værk, der også skal fortælle den gode historie om livet ved drejeskiven.

Horsens: Hvad titlen bliver på den cirka 160 sider lange bog, som Ole Andersen og Flemming Ahlgreen barsler med, er uvist. Et forslag kunne dog være "Historisk drejebog til Horsens".

I det seneste par år har de to herrer, førstnævnte flittig keramik-samler, den anden pensioneret journalist, nemlig arbejdet på en fælles bog, der skal gøre folk klogere på en del af den horsensianske erhvervs- og kulturhistorie, man sjældent hører om: Lokalområdets pottemagere og keramikere. En historie om både kreativitet og opfindsomhed, medgang og modgang ved drejeskiven, fortæller forfatterne.

- Jeg anede intet om keramik i Horsens, da vi gik i gang, men det gør Ole heldigvis, tilstår Flemming Ahlgreen med grin, da vi defilerer forbi reolerne i Ole Andersens samling, hvor stort set alle horsensianske pottemagere og keramikere er repræsenteret.

I stort og småt, i figurer, fade og skåle, står beviserne for den 70-åriges passion. Mat-glaserede mellem strålende og farverige, simple og lette mellem kunstfærdigt udsmykkede. I alt 728 beviser på den lokale foretagsomhed ved drejebænkene, har den forhenværende børnehaveleder foreløbig samlet.

Annonce

Jeg anede intet om keramik i Horsens, da vi gik i gang, men det gør Ole heldigvis.

Flemming Ahlgreen

Et detektiv-arbejde

Ideen til den kommende bog opstod, da Ole Andersen og Flemming Ahlgreen mødtes til en fest hos en fælles bekendt. Andersen, der har samlet i årtier, begyndte at øse af sin viden, og en fascineret Ahlgreen brugte sin næse for den gode historie og tilbød sig straks som skribent. Der var noget at fortælle her.

Siden har de brugt tiden på at besøge og opsøge kilder, der kunne brede beretningen ud, og på lokalarkiver og via interviews har de skabt sig et overblik. Om alt fra det kendte Danico i gamle dage til velansete Würtz-keramik, der blandt andet er leverandør af service til nogle af landets bedste spisesteder.

- Det har været vildt spændende - og også lidt af et detektiv-arbejde, konstaterer Ole Andersen.

Duoen forventer ikke at finde en lerkrukke med guld for enden af deres arbejde med bogen, men de har ikke svært ved at finde andre gode grunde end de økonomiske til at skrive den.

- Vi gør det, fordi det ganske enkelt er en væsentlig historie at få fortalt: Dét at tage et så relativt lille udsnit af befolkningen her i Horsens og beskrive det liv, de har levet - et kummerligt liv for nogles vedkommende - er bare spændende, siger Flemming Ahlgreen.

Høj koncentration

- Det er også en historie, som mange her i byen formentlig ikke kender, vurderer Ole Andersen og uddyber, at koncentrationen af keramikere og pottemagere i Horsens op gennem historien har været høj.

- Og de har været meget forskellige; nogle har for eksempel været gode forretningsmænd, og nogle har været virkeligt dårlige forretningsmænd, forklarer Flemming Ahlgreen om den variation af personligheder og udtryk, der har grebet ham i skriveprocessen.

Den proces er iøvrigt næsten overstået. Næste skridt er at få finansieringen til udgivelse på plads via fonde, og så satser de på, at bogen går i trykken i efteråret.

Pottemagere og fabrikker

Pottemagere og keramiske værksteder i Horsens-området fra ca. 1890 og til nutiden.

Her er det store overblik:

Jens Andreas Pedersen Dissing 1866-1932

Ejnar Dissing 1884-1974, hans værksted overtages af Willy Rasmussen

Niels Peter Nielsen 1888-1968 Egebjerg

Carl Johan Ege Nielsen 1922-2004

Jens Holm Rasmussen (1855 -1932), bygger lervarefabrikken Annashåb i Egebjerg 1891-1958), senere kommer stedsønnen Peder Madsen (1876-1955) og hans søn Regner Madsen (1901-1958) til.

Eiler Løndal 1887-1971 Kunstmaler med interesse for keramik

Leon Dissing 1897-1984

Hertha Dissing 1903-1989

Tage Dissing 1905-1988

Harald Dissing 1906-1965

Robert Dissing 1908 -1965

Gunnar Dissing 1910-1996

Karen Margrethe Karberg 1913-1987

Erik Glud 1920-2003

Erik Graeser 1927-2002

Erik Krogslund Jensen 1928-1983, Krogslund Keramik

Frank Milo Tromborg, 1937-, Tromborg Keramik Vejlevej 59 og Islandsvej 23d

Annelise Rasmussen, 1949-, Hovedgård Keramik

Aage Würtz, Hatting 1954-, Würtz Keramik, Hatting

Kasper H. Würtz 1984-, Würtz Keramik, Hatting

Helle Nørby 1963-, Lundumskov

Marianne Strube 1962-, Sattrupvej 10, Østbirk

Større værksteder/fabrikker:

Fabrikken Annashåb, Egebjerg - 1891-1958

Fabrikken Danico, Horsens 1919-1928

Ejner Dissing, Hovedgård, 1919-1966. Værkstedet overtages af Willy Rasmussen og senere hans søster Annelise Rasmussen

Dagnæs Keramik - 1930-1995 - Bjerrevej 138, i 1954 til Nordre Torstedvej 1, Horsens

Frank Tromborg, Horsens 1968-1980

Würtz Keramik, Haldrup, Søvind 1980-1988, Hatting 2005-

Til keramik-kendere og menigmand

Indholdet på de cirka 160 sider er koncentreret om pottemagere og keramikere inden for Horsens Kommunes nuværende kommunegrænse. Tidsmæssigt bevæger Ahlgreen og Andersen sig fra 1890 og frem til i dag, og kun de, der har brugt deres evner med leret som levebrød, finder vej til bogens linjer. Kreative aftenskole-elever og andre glade amatører får altså ingen omtale her.

Det gør til gengæld flere end 20 andre nulevende og afdøde personer.

- Vi føler os ret sikre på, at vi har alle med, men vi kan ikke afvise, at der hen ad vejen dukker nye navne op, som vi ikke har fået øje på i vores research. Heller ikke selvom vi har været ude at interviewe efterkommere, og vi har gennemtrawlet byarkiver i både Horsens, Gedved, Hansted og Brædstrup, forklarer ophavsmændene.

De håber, at bogen, når den udgives, vil være noget, som både keramik-connaisseurs og menigmand kan bruge. Også fordi interessen for keramik i de senere år har set en opblomstring - tjek eventuelt boligblade for bevis.

- Vi er ikke smagsdommere på nogen måde, og vi håber, at bogen vil blive brugt et opslagsværk, der kan hjælpe samlere i hele landet med at identificere keramikken, samtidig med, at den fortæller den gode historie om hver enkelt keramiker. Og der er en god historie at fortælle om hver enkelt, lover Flemming Ahlgreen læserne af "drejebogen".

- Det skal da skrives ned, sagde Flemming Ahlgreen til kammeraten Ole Møller Andersen, da sidstnævnte ved en fest fortalte om sin passion for horsensiansk pottemageri og keramik. Nu har de en fælles bog på vej. Foto: Morten Pape
Ole Møller Andersen har samlet på keramik i årtier, og da han i midten af 00'erne flyttede fra Tebstrup til Horsens, besluttede han at sætte fokus på den lokale produktion. Flere end 700 små og store Horsens-værker udgør hans nuværende samling. Foto: Morten Pape
Ole Møller Andersens samling repræsenterer næsten alle pottemagere og keramikere i Horsens. Foto: Morten Pape
Danico producerede nogle af de mest kendte keramik-værker i Horsens. Virksomheden lå i Smedegade og havde i en periode maleren Eiler Løndal som kunstnerisk leder. Han satte et karakteristisk præg på produkternes udtryk. Foto: Morten Pape
Flemming Ahlgreen og hans kammerat Ole Møller Andersen skriver på en bog om lokale keramikere. Hvos finansieringen falder på plads, udkommer den formentlig til efteråret Foto: Morten Pape
Flemming Ahlgreen og hans kammerat Ole Møller Andersen skriver på en bog om lokale keramikere. Hvis finansieringen falder på plads, udkommer den formentlig til efteråret. Foto: Morten Pape
Byarkivar Bodil Møller Knudsen udgav i 1992 bogen "Ildens Værk", der satte fokus på pottemageri i Horsens fra 1650-1950. Nu fører Ahlgreen og Andersen historien op til nutiden med menneskeskildringer og masser af fakta om de enkelte pottemagere og keramikere. Foto: Morten Pape
Flemming Ahlgreen og hans kammerat Ole Møller Andersen skriver på en bog om lokale keramikere. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Alt aflyst til og med august: Horsens & Friends-direktør er overrasket

Horsens

Konkursramte Dalle Valle om Bytorv Horsens-planer: Alt er uvist

Horsens

Slut med venlige henstillinger: Tirsdag står politiet klar med bødeblokken ved genbrugspladsen

Erhverv

Benedikte lukkede butikken da krisen tog fat: Nu er kunderne vendt tilbage

Annonce