Annonce
Ikast-Brande

Danmarks største sportscenter på tegnebrættet i Brande

Et af Europas største ridecentre, en fodboldbane på 1. sal og en mountainbikebane på taget er bare nogle af de ideer, der indgår i planerne for NaturSportCenter Brande. Illustration: Domo
Kæmpestort sportscenter med både ridebaner og indendørs fodboldbaner og golfbaner skitseres i projektet NaturSportCenter Brande.
Annonce

Brande: Det største sportscenter i Danmark – sandsynligvis et af de største i Europa. Hvorfor ikke placere det i Brande, spørger manden bag ideen, Hans-Christoph Paul.

Ridebaner i en kvalitet og antal, der vil gøre centeret til et af de største indenfor ridesport i hele Europa, en indendørs fodboldbane i fuld størrelse – på 1. sal vel og mærke – indendørs driving range til golfspillerne og en mountainbikebane på taget er bare nogle af de delelementer, der indgår i projektet, som har fået arbejdstitlen NaturSportCenter Brande.

Andre elementer i centeret kunne være restauranter, klublokaler, værksteder, ja sågar butikker indgår i de foreløbige planer for projektet.

Men skal planerne blive til andet end et luftkastel, skal der dels findes en egnet placering, dels et trecifret millionbeløb til finansieringen.

Det forklarer Hans-Christoph Paul, der har arbejdet med ideen siden 2017. For-projektet, der er finansieret med LAG-midler, er udarbejdet i samarbejde med det lokale arkitektfirma Domo, og det skorter ikke på visioner.

Udover at præsentere projektet er formålet med at offentliggøre planerne nu at undersøge mulighederne for at realisere projektet og invitere andre til at deltage, forklarer initiativtageren, som har nedsat et projektteam, der udover ham selv består af Designa-direktør Erik Høj og klubchef Michael Koch fra Brande IF.

Annonce

Den vigtige beliggenhed

Udover finansieringen er alle ejendomsmægleres tre vigtigste parametre (beliggenheden) helt essentiel, forklarer Hans-Christoph Paul.

Hvis centeret skal blive til virkelighed, skal det ligge i en afstand, der er tæt nok på byen til, at børn kan cykle til og fra deres sportslige aktiviteter. Samtidig skal det ligge tilpas langt udenfor byen for at undgå at påføre naboerne gener og for at have tilstrækkelig plads til rådighed, og så skal det have gode tilkørselsforhold.


Formålet med at offentliggøre planerne nu at undersøge mulighederne for at realisere projektet og invitere andre til at deltage.

Hans-Christoph Paul


Egentlig havde Hans-Christoph Paul fundet den ideelle beliggenhed, men i mellemtiden er den pågældende ejendom blevet solgt, så nu er han på udkig efter et brugbart alternativ og vil gerne have hjælp og forslag til det.

Derudover handler det for ham om at få kortlagt, hvad der skal til, for at komme videre med projektet og frem for alt om at se muligheder frem for begrænsninger.

Faktisk har han tilsagn om yderligere en halv mio. kr. i LAG-midler til næste fase, men det kræver, at placeringen kommer på plads.

Annonce

Bæredygtigt

Til gengæld ser han ikke NaturSportCenter Brande som en konkurrent, men som et supplement til den eksisterende halsport, men han vedkender sig gerne, at han er lidt bekymret for fremtiden for Brande Ridecenter og Sportsrideklubben, der som konsekvens af planerne for Brande Syd er godt på vej til at blive ”pakket ind” i byggegrunde.

Ikke at han er imod Brande Syd-planerne, snarere tvært imod: Grundene i de planlagte udstykninger kan noget andet, og ved at sætte naturen på agendaen, skulle det gerne medføre flere tilflyttere til byen – præcis som NaturSportCenter Brande, forklarer Hans-Christoph Paul.

Han peger også på det sociale element – ansættelsen af personer med særlige behov i eksempelvis skåne- eller fleksjob – som en meget vigtig del af projektet, som ifølge hans optælling opfylder ikke færre end 11 af FN’s 17 verdensmål om bæredygtighed.

En kombination af solceller, vindmøller og varmepumper skal således levere energien og klare opvarmningen, hvilket samtidig vil minimere de årlige driftsomkostninger.

Baseret på medlemstallene i de foreninger, der opererer indenfor de idrætsgrene, der indgår i planerne for NaturSporCenter Brande har Hans-Christoph Paul regnet sig frem til, at der er ca. 2000 potentielle brugere af centeret. Men skal planerne blive til andet og mere end tegninger på et stykke papir, har han brug for, at andre vil involvere sig i arbejdet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Fund af corona-virus i hunde og katte: Fødevarestyrelsen afliver katte på minkfarm

Hedensted For abonnenter

Butiksdetektiv fangede fire tyve samme dag: - Det er sørgeligt, men desværre ikke overraskende

Annonce