Annonce
Odder

Kæmpe tyvejagt, verdensmester, isolation af Tunø og 200 døde grise: Det foregik i Odder for 50 år siden

I 1971 var byggeriet af den nye skole i Hou endelig færdigt, så børnene kunne tage den i brug. Foto: Jens-Kristian Søgaard/Odder Lokalhistoriske Arkiv.
I anledning af Odder Kommunes jubilæum har avisen kigget dybt i arkiverne for at finde frem til, hvad der ellers skete i kommunen i 1970.

Odder: Andre steder snakkede man om den mislykkede Apollo 13-mission, indvielsen af Lillebæltsbroen, jordskælvet i Peru - og kommunalreformen naturligvis. Men hvad snakkede man egentlig om i den "nye Odder storkommune" i 1970? Det har avisen været i arkiverne for at finde ud af.

Kommunalvalget blev selvfølgelig drøftet en del. En større kommune betød flere byrådskandidater, og det blev i månederne op til valget diskuteret, om man virkelig kunne have en halv meter lang stemmeseddel med 115 navne, eller om der blot skulle være et tomt felt, hvor man skrev navnet på den kandidat, man ønskede at stemme på.

Alle kandidater endte dog med at figurere, og til sidst fik den hidtidige sognerådsformand, Søren Aagard fra Konservative, flest personlige stemmer af alle og titlen som den første borgmester i den nye Odder Kommune med støtte fra Venstre, Radikale Venstre og Retsforbundet.

Et nyt byråd i en ny kommune betød også et nyt rådhus. Tilladelsen til byggeriet kom 28. februar, og den første sten blev lagt 1. marts. Det var dog ikke helt uden kontroverser, da den meget utraditionelle byggestil faldt mange for brystet. Blandt andet mente de lokale håndværksmestre, det var dumt at bygge så avanceret, at kommunens egne håndværkere ikke kunne klare det. Byggeriet kom dog i gang og stod færdigt to år senere.

Niels Fredborg hyldes på Parkvej i Odder efter sit verdensmesterskab godt to uger tidligere. Foto: Chr. Mikkelsen/Odder Lokalhistoriske Arkiv

Samme diskussion i 50 år

Året bød på flere store byggerier. Der blev bygget både på Parkvejens Skole og Hou Skole, mens Ørting fik sig et plejehjem - sidstnævnte blev dog voldsomt forsinket, hvilket kostede kommunen en masse penge og betød, at det først kom i brug i januar 1971.

Et endnu større potentielt byggeri fyldte også rigtig meget - og det er faktisk et byggeri, som er blusset op igen i 2020. Et estimat lød i januar 1970 på, at en forbindelse mellem Gyllingnæs og Røsnæs på Sjælland via Samsø ville kunne bygges for 800 millioner kroner. En af Kattegat-forbindelsens varmeste forkæmpere, Carl E. Andersen, foreslog i april også en ensporet tunnel for bilførende tog, som efter hans vurdering ville barbere afstanden mellem Jylland og Sjælland ned til 47 minutter.

I august gik snakken i stedet på en bro syd om Samsø, hvilket landets daværende trafikminister Ole Guldberg (V) så mange fordele i. Til slut besluttede magthaverne sig dog for, at det var vigtigere med en bro over Storebælt end en forbindelse direkte mellem Jylland og Sjælland.

Et område, der i den grad savnede forbindelser, var Tunø. Vintermånederne i begyndelsen af 1970 var så skrappe, at al ordinær sejlads til øen blev indstillet, fordi færgerne ikke kunne forcere isen. Som en del af løsningen forsøgte man blandt andet at kaste post til øen ned fra luften, men også det måtte man opgive på grund af dis og sne.

Annonce

Skød efter tyvene

Sne var der også natten til 15. januar 1970, men det forhindrede ikke en højdramatisk jagt, hvor hele Odders politistyrke på syv politibiler forfulgte to indbrudstyve, som var brudt ind hos produkthandler Peder Toft i Tornøegade. Produkthandleren havde lagt en snedig plan sammen med politiet om at lokke tyvene i en fælde, men da han overraskede dem, svarede de ved at forsøge at køre ham ned. Han svarede igen ved at gennemhulle gerningsbilens kølerhjelm med sin riffel, hvorved den ene af tyvene blev såret i skulderen af et strejfskud. Såret endte formentlig med at være årsagen til, at tyvene efter en lang jagt endte med at overgive sig.

Året bød også på flere store brande. Blandt ofrene var Chr. Linnebergs møbelfabrik på Nørregade, hvor der skete skader for en halv million kroner, da en fabrikshal blev raseret fuldstændigt, efter at branden var startet på en etage med varmeovne og fyr.

Det var ikke et fyr, men en fyr, der var skyld i brandene på flere af kommunens gårde i maj 1970. En 54-årig kørte i sin bil fra gård til gård for at påsætte brande, hvilket blandt andet kostede 200 grise livet.

Byggeriet af plejehjemmet i Ørting blev voldsomt forsinket, men 15. januar 1971 kunne pensionist Emil Hansen endelig få vist opholdsstuen frem. Foto: Preben Hubfeld/Odder Lokalhistoriske Arkiv.
Annonce

Verdensmester i farver

Brandvarm var også cykelrytteren Niels Fredborg fra Odder, da han ved verdensmesterskabet i Leicester i august for tredje gang blev verdensmester i 1000 meter på tid med tiden 1:08.82. Efterfølgende blev der arrangeret et gadeløb i Odder til hans ære, hvor Fredborg desværre styrtede dramatisk to omgange før mål og måtte køres på skadestuen. Skaderne var dog heldigvis ikke værre, end at han kunne deltage i efterfesten på Edelweis.

Borgerne i Odder kunne så passende se Fredborg få overrakt den regnbuefarvede verdensmestertrøje på deres splinternye farvefjernsyn - hvis de da kunne finde en kanal, hvor stævnet blev sendt. Salget af farve-tv gik langt over forventning, da forhandlerne i Odder mindre end et år efter, at DR havde åbnet for signalet, allerede havde solgt 75 apparater tilsammen - og det selvom der kun blev sendt seks timers farvefjernsyn om ugen.

Emil B. Hansen på Rosensgade 11 solgte blandt andet det nye farvefjernsyn i 1970'erne. Foto: Odder Lokalhistoriske Arkiv.
"Ulla Grau" var et af de tre skibe, som ikke kunne nå Tunø i begyndelsen af 1970. Sådan her så skibet ud fire år senere. Foto: Odder Lokalhistoriske Arkiv
Branden i Chr. Linnebergs møbelfabrik på Nørregade 9. juni 1970. Foto: Jens Jørn Madsen/Odder Lokalhistoriske Arkiv.
Lystbådehavnen i Norsminde stod klar i sommeren 1970. Billedet er dog nogle få år yngre. Havnen kunne rumme 73 lystbåde. Foto: Odder Lokalhistoriske Arkiv.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Fjerde formodede gerningsmand i Nørretorv-sagen fortsat på fri fod - intet nyt om offers tilstand

Annonce