Annonce
Skanderborg

Kæmpe terrarie fungerer som lydstudie på Smukfest

Forsanger Lasse T. Valentin, der har lagt navn til bandet, gør klar til optagelserne i stålcontaineren, der er indrettet som et professionelt lydstudie. Foto: Flemming Krogh

Lokalt lydfirma bruger Smukfest som en rampe til at promovere talentfulde musikere. På en central plads på området Kærligheden har Dynaudio indrettet et professionelt lydstudie, hvor bands og solister får en halv times gratis studietid, som gæsterne kan følge gennem en stor glasskærm.

Skanderborg: Øllene er lunkne og musikken buldrer løs fra transportable højttalere, der snildt fylder en hel sækkevogn. Festen er i fuld gang rundt om teltene på området Kærligheden, der er en del af Smukfest.

Selve det officielle musikprogram er endnu ikke begyndt, måske bortset fra et mindre område tæt ved søbredden, hvor tre 40-fods-stålcontainere er opstillet. Det er Dynaudio, en lokal producent af verdensberømte højttalere, som står bag et speciallavet musikstudie med glasvægge. Her giver firmaet gratis studieplads til musikere, som kan indspille to numre og få en musikvideo, som de kan bruge til at promovere sig selv.

- Der findes masser af ukendte, musikalske talenter rundt om i landet. Dem vil vi gerne hjælpe til at få kontakt til pladeselskaber, så de kan få kontrakter og mulighed for at spille live, forklarer Dynaudios Globale Marketing Direktør, Christian Bennike, som gennem sit arbejde med at informere om virksomhedens arbejde med at udvikle nye produkter, har kontakt til omkring én million brugere om måneden på de sociale medier.

Annonce
Pladsen er trang, når der skal være plads til seks musikere og deres instrumenter. Foto: Flemming Krogh

Publikum kan følge optagelserne

I den ene container er der indrettet et lydisoleret studie, hvor der er plads til musikerne og deres instrumenter. Containeren ved siden af, hvor der er udsyn igennem vinduer i enderne, rummer mikserpulten og andet gear til at optage lyd. Begge containere vender ud mod publikum, som kan følge processen med at indspille musik via de store sider af glas. I en tredje container, som står bagved, sidder et tv-hold og producerer en musikvideo til de enkelte kunstnere, som bliver optaget undervejs fra kameraer udefra pladsen og inde i studiecontaineren.

Omkring otte bands eller solister er der plads til dagligt i de dage festivalen forløber. I dette øjeblik er det Esbjerg-bandet LT Valentin, som står klar til at indspille sangen "Når solen står højt", som forsanger Lasse T. Valentin selv har skrevet.

- Er I vågne? Nu kommer der et fedt nummer fra LT Valentin, lyder det fra rapperen Johnson, som er konferencier.

Via de opstillede højttalere kan festivalgæsterne høre musikken, imens den bliver optaget. På den måde får både publikum og musikerne inde i det overdimensionerede 'menneske-terrarie' en særlig liveoplevelse.

Gæsterne til Smukfest på området Kærligheden får en særlig live-oplevelse, når de kan følge lydoptagelserne i stålcontainerne, som Dynaudio har bygget op og opstillet på pladsen. Foto: Flemming Krogh

Alternativ markedsføring

Efter hver optræden bliver kunstnerne interviewet i sofagruppen som står tæt ved. Det bliver også optaget, så Christian Bennike kan lægge det ud på firmaets hjemmeside for at give brugerne noget seriøst, troværdigt indhold.

- Jeg tror mere på at vi kan markedsføre os på den måde, ved at fortælle om talentfulde musikere og deres arbejde med at slå igennem, end ved traditionelle reklamer, lyder det fra marketingdirektøren, som slår rytmen på sit ene lår, imens LT Valentin optræder.

- Var det ikke fedt. Giv dem en hånd, udbryder Johnson da den korte seance er slut og to numre er indspillet.

Kort tid efter myldrer de seks musikere ud af den lydtætte og varme container.

- Det var så fedt. En særlig oplevelse at spille for folk, som man kan se men ikke høre. Det har jeg ikke prøvet før, lyder det fra forsanger Lasse T. Valentin, som håber at bandet kan bruge oplevelsen til at promovere sig selv, så de kan komme ud og spille for et større publikum end de omkring 50 gæster, som nød musikken henslængt i de opstillede sækkestole.

Dynaudios globale marketingdirektør Christian Bennike følger optagelserne tæt. Snart lægger han eksempler fra optagelserne op på dynaudio.com. Foto: Flemming Krogh

Kan bruges igen

Det har kostet omkring en million kroner at bygge det mobile lydstudie som Dynaudio har finansieret. Og derfor forventer Christian Bennike, at man kan bruge det andre steder, når optagelserne på festivalen er slut.

- Vi kunne flyve de tre containere til Grønland og sætte det op på indlandsisen og lave optagelser med grønlandske bands. Eller måske til Kabul, som også skulle rumme et fascinerende musikmiljø, men som måske ikke har råd til at få indspillet musikken i et professionelt lydstudie. Mulighederne er mange, lyder det fra den kreative direktør for marketingsafdelingen.

Rapperen Johnson præsenterer de mange bands, som har fået gratis spille- og optagetid i de mobile lydstudier. Foto: Flemming Krogh
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Derfor vil det været rart at få et klart og tydeligt udsagn: Er I med, eller er I ikke med, V og K?

Læserbrev: Fredag 11. oktober 2019 var der indkaldt til pressemøde på rådhuset på Fælleden. Her ville samtlige partier i byrådet præsentere budgetaftalen for 2020, der netop var indgået. Igen var det lykkedes at få alle partier med i forliget - og det var faktisk lidt af en bedrift. For budgettet indebar mange ubehagelige dilemmaer og mange besparelser. Ikke mindst fordi Skanderborg Kommune havde behov for at finde besparelser for det, der svarer til 60 mio. kr. årligt. Besparelser, der nu skal indfases over de kommende år. Der er rigtig mange ubehagelige ting i det budget, der blev indgået. Besparelser og beslutninger, som ingen af byrådets partier brød sig om. De svære beslutninger var dog nødvendige - det var alle enige om. Det spørgsmål, der rejser sig i dag, er dog, om vi dengang i oktober glædede os for tidligt over, at byrådet kunne stå sammen i en vanskelig situation. Siden budgettets vedtagelse har vi med stadig større forundring iagttaget, at især Konservative, men også Venstres borgmesterkandidat i blandt andet læserbreve og på de sociale medier har taget afstand fra dele af det budget, de selv står bag, og at de hermed flygter fra deres medansvar. I øjeblikket bliver der foretaget en række analyser, beregninger og vurderinger af mange af de forhold, budgetaftalen indeholder. Det handler især om strukturen på dagtilbuds-, skole- og specialskoleområdet, som allerede har trukket mange avisoverskrifter. Analysearbejdet er sat i værk, fordi alle partier med budgettet var enige om, at vi skal turde at tilpasse vores struktur på disse områder, så vi alene skal bruge penge på nybyggerier, hvor det er helt nødvendigt. Dette vil nemlig sikre, at vi også fremadrettet - som minimum - kan opretholde det serviceniveau på driftssiden, som vi i dag kender i vores skoler og dagtilbud. Og det er vigtigt. Analyserne af, hvilke strukturændringer der er mulige og fornuftige at gennemføre, er omfattende, og derfor tager de tid. Men alle partier ved, at analyseresultaterne vil foreligge i løbet af foråret, ja, nogle af beregningerne vil allerede ligge klar i løbet af februar. Indtil vi kender resultaterne af analyserne, forholder vi os til den aftale, vi er med i, og venter tålmodigt. Det vil klæde de borgerlige partier at gøre det samme og ikke benytte populistiske metoder og undsige fælles beslutninger. Vi håber, at både Konservative og Venstres borgmesterkandidat står bag budgetaftalen, men bliver ærlig talt i tvivl. Derfor vil det været rart at få et klart og tydeligt udsagn: Er I med, eller er I ikke med?

Annonce