Annonce
Sport

Kæmpe forstærkning til Hedensted

Hedensted har store forventninger til tvillingerne Victor og Mathias Kubel. Foto: Dorte Adelfred.
Hedensted har fem stærke spillere klar til forårssæsonen, bl.a. 23-årig tidligere ungdomslandsholdsspiller med 19 U-landskampe.

Hedensted: Danmarksserieklubben Hedensted kan præsentere et splinternyt mandskab til forårssæsonen.

Der er tale om fem nye ansigter, som hører hjemme i den stærke afdeling af DS-holdet.

Det største navn er Jeppe Hansen, 23-årig midtbanespiller med 19 ungdomslandskampe bag sig. Han spillede på U-landsholdet sammen med udlandsprof'er som Kasper Dolberg, Rasmus Kristensen, Emre Mor, Joachim Andersen og Asger Sørensen, og han bor nu i Vejle, efter at have spillet 2. divisionsfodbold i Sydvest.

Han spillede ungdomsfodbold i VB sammen med Brian Rasmussens søn, Patrick.

Mirsad Suljic, tidligere topscorer i Hedensted, er vendt hjem til Hedensted efter at have spillet 2. divisionsfodbold i Lemvig med stor succes. Han kunne ikke få afstanden til at gå op med et civilt job.

Mirsads lillebror Denis er kommet til fra Odder, hvor han var førsteholdsspiller. Han starter dog med to spilledages karantæne, medbragt fra Odder.

Rasmus Jørgensen vender tilbage til Hedensted efter et halvt år i Aarhus i en serie 2 klub. Han var en farlig angriber, men er blevet omplantet til forsvarsspiller.

Mathias Kahr Christensen har været skadet i et år, men er nu 100 procent frisk igen og en kæmpegevinst for Hedensted.

Annonce
Jeppe Hansen med 19 U-landskampe er ny mand i Hedensted. Foto: Dorte Adelfred.

Modnet

- Ud over disse forstærkninger er vore unge spillere blevet modnet i efteråret, og jeg forventer mig meget af tvillingerne Victor og Mathias Kubel, siger Hedensteds cheftræner Kasper Adelfred. Victor er rykker ned som styrmand i forsvaret, mens Mathias fortsætter som 10'er eller angriber..

- Det er gået fint i træningskampene. Vi vandt 3-2 over Lyseng, 3-2 over AC Horsens U19, 1-0 over Viby og tabte 3-1 til VSK Skovbakken.

- Vi har mistet Kristian Bonde, der er træner for et U13-hold i Kolding og ikke har tid til at spille selv, siger Kasper Adelfred.

Nicolai Givskov, der brækkede benet i sommer, bliver ikke klar i foråret.

- Vi skifter til et tre-mands-forsvar med Martin Damsbo og André Givskov som wingbacks, afslører Hedensted-træneren.

Hedensted starter turneringen 14. marts hjemme mod Otterup. De to første hjemmekampe spilles på kunstgræsbanen.

Hedensted er på syvendepladsen og er 19 points efter topholdet Svendborg, så det ligner et forår uden hverken oprykning eller nedrykning.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Kirkeminister dropper at arbejde for åbne kirker i påsken

Annonce