Annonce
Brædstrup

Jytte om livet på Pejsegården: Det er en livsstil, men jeg elsker det

Hoteldirektør Jytte Nygaard fik Horsens Inspires ærespris for sit lange virke på Hotel Pejsegården og for at gøre en særlig indsats for erhvervslivet i Horsens Kommune.  Foto: Mads Dalegaard
Pejsegårdens styrke er, at hotellet er mangfoldigt og har flere tangenter at spille på i forhold til kurser, konferencer, hotelgæster samt underholdning inden for musik og revy, lyder det fra hoteldirektør Jytte Nygaard. Den 62-årige hotelleder har drevet hotellet i Brædstrup gennem 24 år, og nu har hun netop modtaget Horsens Inspire-prisen for hendes virke.
Annonce

Brædstrup: Jytte Nygaard lærte allerede som lille skolepige, at hvis man ville noget i hotelbranchen, skal der ikke bare bestilles noget, der skal knokles.

Som datter af Danmarks store hoteldronning, Grethe Nygaard, kom Jytte allerede som skolepige med i køkkenet, hvor hun hjalp til i forbindelse med madlavningen og med at vaske op.

Her fik Jytte også hurtigt lært, at intet kommer af sig selv og slet ikke i en konkurrencepræget branche som hotel- og restaurationsbranchen. Derfor har Jytte Nygaard aldrig været bange for at gå nye veje for at booket hotellets nuværende 118 værelser ud eller få solgt mad fra køkkenet.

Hotellet leverer mad ud af huset. Den holder store konferencer og kurser for virksomheder, mange lokale foreninger holder deres årsmøder her, og hotellet danner også rammen om store familiefester, musikkoncerter, og så er Pejsegården også en institution inden for revy, hvor Pejseshowet hvert år tiltrækker 7000-8000 glade revygæster.

- Vores største styrke er nok vores mangfoldighed. Vi har mange strenge at spille på, så hvis det går lidt sløvt med hotelgæster, kan det være, at det går godt med konferencerne eller omvendt. Vi er meget alsidige, og det gør, at der som regel altid er noget, som går godt, siger Jytte Nygaard.

Annonce

En livsstil at drive hotel

Det er ingen naturlov, at et stort hotel som Pejsegården med cirka 45 ansatte og flere tusinde gæster hvert år drives fra Brædstrup. For Jytte Nygaard kommer succesen heller ikke uden flid.

Jytte Nygaard er uddannet kok, og selvom hun er hotelleder kan hun ikke dy sig for at gå med i køkkenet for at hjælpe til. - Det er ikke for at kontrollere. Jeg kan bare ikke lade være, lyder det fra Jytte Nygaard. Foto: Mads Dalegaard

Hun møder ind klokken syv om morgenen og hjælper til med morgenmaden, og hun er der til den sidste gæst er gået hjem. I de mange timer tager hun både mod gæster i receptionen, hjælper til i køkkenet, bestiller varer eller sørger for, at alt er på plads og i orden til den store konference, og tager imod de mange gæster. Ofte er klokken gerne over to om natten, inden Jytte kravler under dynen i hjemmet tæt på hotellet.

- Man skal ikke være i denne her branche, hvis man ikke kan trives i det. Man skal være glad for at være på og hygge om gæsterne. Det er selvfølgelig en livsstil at drive et hotel, og der er mange timer i det, men jeg elsker det. Jeg har heller aldrig fortrudt, at jeg valgte at gå ind i branchen, og hvis jeg skulle vælge forfra, ville jeg vælge den igen, siger Jytte Nygaard.

Annonce

Revyen har en særlig plads

Jytte Nygaard er udlært kok fra Hotel Munkebjerg i Vejle, og hun har i de sidste 24 år drevet Pejsegården efter sin mor. Her har hun formået at holde Pejsegården Danmarkskendt for at være stedet, hvor folk samles i muntert lag. Det sker blandt andet til musikkoncerter og årets Pejseshow, som Mikkel Schrøder har været producer for i de seneste 10 år.

- Østjysk Musikforsyning gjorde Pejsegården kendt, og det er en god revytradition, som vi har holdt ved siden. Vi fik lavet et fint generationsskifte fra ØM til Andreas Bo og til Mikkel Schrøder, som har fået lavet et godt setup med en mere moderne revy, som blander humor og musik. En overgang slog vi os også op på masser af musikkoncerter, men det er der andre, som har overtaget i de senere år, men vi har stadig musik og Pejseshow, og det holder vi ved med, siger Jytte Nygaard.

Annonce

Glad for Inspire-pris

Torsdag 5. november blev hoteldirektøren belønnet for sine mange års flid på Hotel Pejsegården, da hun fik tildelt Horsens Inspires ærespris - Inspire prisen. Hun modtager prisen efter store erhvervsledere som Per Hansen, filialdirektør og medstifter af Casa A/S, Anders Juel, indehaver af reklamebureauet Superego og direktøren for Velux Kristian Justesen.

Jytte Nygaard får Inspire-prisen for at være en stærk profil og en ildsjæl, der ukueligt arbejder for Hotel Pejsegården og samtidig gør en ekstraordinær indsats for det lokale erhvervsliv. Derudover er hotellet også med at sætte Horsens på Danmarkskortet, lød begrundelsen fra juryen.

- Det er jeg da utrolig glad for og stolt over. Jeg er også meget overrasket, for jeg havde slet ikke regnet med det, men jeg synes da, det er dejligt, at der er nogen, der synes, at man gør det godt, siger Jytte Nygaard.

Annonce

Ingen byggetrang

Mens hendes mor var kendt for at bygge til og udvide hotellet i flere omgange, så har Jytte ikke haft den samme byggetrang, mens hun har stået ved roret. Det har der dog været en særlig god grund til.

- Jeg synes, at hotellet har en passende størrelse både i forhold til antallet af værelser og konferencerum. Det passer også godt i forhold til restauranten og køkkenet, så alt passer godt i forhold til det flow, der er på hotellet, og med de gæster vi har. Derfor har vi en passende størrelse og især nu som forholdene er med corona, siger Jytte Nygaard.


Som leder kan det ikke nytte noget, at man hænger med skuffen eller sætter sig ned og tænker, at tingene nok skal gå. Man er nødt til at hænge i og gøre sig umage, for ellers kommer der ingen gæster og bor hos os.

Jytte Nygaard, direktør Hotel Pejsegården


Som hotelleder gør hun meget ud af, at hendes medarbejdere trives på arbejdspladsen. Mange har også været på hotellet igennem mange år, og hendes mål som hotelleder er også, at alle skal have det godt på hotellet.

- At drive hotel er ikke en enkeltpersons indsats. Det er et helt hold, der skal lykkedes og arbejde i samme retning. Derfor kunne jeg heller ikke klare det uden mit personale, som gør en stor indsats og altid er meget fleksible. Vi har det også godt sammen, og heldigvis har mange af dem været hos os i mange år. Det må også betyde, at de kan lide at være her.

Jytte Nygaard er hver dag på Hotel Pejsegården, og der er ikke den ting, hun ikke har fingrene i. Hun står i reception, i baren, er i køkkenet, eller byder gæsterne velkommen til en stor konference. Det er netop variationen af opgaver, som Jytte elsker ved jobbet på Pejsegården, siger hun. Foto: Mads Dalegaard
Annonce

Lokal opbakning

Selvom Hotel Pejsegården tiltrækker gæster fra udlandet og hele Danmark, så er hotellederen også meget opmærksomhed på, at hotellet også er en aktiv del af lokalsamfundet. Hotellet ligger således gerne lokaler til, når områdets foreninger holder årsmøder, eller når der skal afvikles bilbanko, som Lions Club Brædstrup var vært for i foråret.

- De lokale er heldigvis gode til at bruge os og bakke os op, og uden den opbakning ville det heller ikke gå. Det er vi rigtig glade for, og folk er også heldigvis søde til at anbefale os i deres netværk, og det betyder meget. Når det kommer til overnattende hotelgæster, så er det klart, at her må vi tænke bredere ud end lige Brædstrup, for det er jo ikke folk i lokalområdet, som sover her.

Annonce

Går forrest

Jytte Nygaard har altid gjort meget ud af, at tingene skal være i orden på Pejsegården, og at der er rent og pænt. Sirlighed og grundighed har altid været et varemærke for hende, og som hotelleder er hun også meget bevist om, at hun skal gå forrest.

- Som leder kan det ikke nytte noget, at man hænger med skuffen eller sætter sig ned og tænker, at tingene nok skal gå. Man er nødt til at hænge i og gøre sig umage, for ellers kommer der ingen gæster og bor hos os. Hvis man skal drive et stort hotel her fra Brædstrup, så skal der også ske noget. Det forventer mange af vores gæster også, at der gør, siger Jytte Nygaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Fokus på flid og tillid: Martin vil bygge forretningsimperium på barndommens grundsten

Annonce