Annonce
Rejser

Jysk Rejsebureau satser mere på vandreture i Europa

Ben Nevis, Storbritanniens højeste bjerg, skal bestiges på vandreturen til Skotland. Men deltagerne skal også gennem dalen Glencoe og vildnisset Rannoch Moor. Foto: Jysk Rejsebureau

Interessen for vandrerejser i Europa er så stor, at Jysk Rejsebureau, som ellers er kendt for skræddersyede rejser til fjerne rejsemål, nu vil til at arrangere vandrerejser tættere på Danmark i større stil.

En overvældende succes med vandrerejser til Caminoen har givet bureauet blod på tanden, og nu følger i første omgang ture til det skotske højland, men mere er på vej, oplyser direktør Niels Amstrup. Det gælder først og fremmest Mallorca, men "vi kigger også lidt på Slovakiet og Slovenien", fortæller han i en pressemeddelelse.

På turen til Skotland skal deltagerne i gennemsnit vandre 21 kilometer om dagen i fem dage. Blandt andet skal de bestige 1344 meter høje Ben Nevis, som er Storbritanniens højeste bjerg. Overnatningsstederne beskrives som "små og hyggelige", hvor man om aftenen kan nyde en lokal whisky eller øl foran pejsen. Trekking-erfaring er ikke nødvendigt, men bureauet forventer, at deltagerne er i god vandreform og har gået vandrestøvlerne til hjemmefra.

Grupperne består af højst 14 personer, og prisen er 10.995 kroner inklusive fly, rejseleder, overnatninger, morgenmad og bagagetransport mellem overnatningsstederne. /thor

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce