Annonce
Horsens

Enner Mark Fængsel dømt: Indsat blev nøgen-visiteret hver dag i otte måneder

Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Kriminalforsorgen må ændre sin praksis med automatisk nøgenvisitation, siger advokat efter dom i Horsens.

En mand, der var varetægtsfængslet i en sag om hvervning til terror, blev udsat for en nedværdigende og ydmygende behandling i flere måneder.

Det har Retten i Horsens slået fast i en dom tirsdag. Kriminalforsorgen skal betale 25.000 kroner til manden, fordi hans menneskerettigheder blev krænket i løbet af otte måneder.

Dagligt blev han udsat for kropsvisitation i Enner Mark Fængsel, oplyser hans advokat, Tobias Stadarfeld Jensen.

Han skulle være nøgen og indtage forskellige stillinger og for eksempel sprede ballerne for Kriminalforsorgens personale.

Regimet stod på i løbet af i alt 11 måneders varetægtsfængsling. Retten i Horsens godkender de første tre måneders indgreb, men de sidste otte måneder er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det var ikke nødvendigt at fortsætte med de daglige visitationer, som indebar ydmygende stillinger og undersøgelse af intime steder, fastslår retten ifølge advokaten.

Problemet er, at de foregik helt rutinemæssigt og automatisk og uden nogen konkret begrundelse, understreges det i dommen.

Byrettens afgørelse og en dom fra Højesteret for nylig bør få vidtrækkende konsekvenser, mener advokat Tobias Stadarfeld Jensen.

- Kriminalforsorgen må utvivlsomt ændre på sin praksis, siger han.

- Der er brug for en gennemgribende revision af den visitationspraksis, som man arbejder med, tilføjer han.

I retten har Kriminalforsorgen hævdet, at det var i orden, at manden var placeret i såkaldt sikkerhedsklasse 2, som indebærer daglig nøgenvisitation. Der var risiko for indsmugling af kontrabande, har myndighederne sagt.

Imidlertid blev der aldrig fundet kontrabande.

I forvejen skulle manden også nøgenvisiteres, når han skulle fra en afdeling til en anden. I øvrigt blev cellen hver dag endevendt.

Virkningen var, at han blev deprimeret og følge vrede og afmagt, har han forklaret.

Sammen med advokat Claus Bonnez fører Tobias Stadarfeld Jensen flere sager mod myndighederne for nedværdigende behandling.

For nylig fastslog Højesteret, at retspsykiatrisk afdeling i Viborg udsatte en patient for en nedværdigende behandling i strid med menneskerettighederne. Han blev kropsvisiteret cirka 40 gange i løbet af halvandet år. Region Midtjylland blev dømt, fordi regionen ikke foretog de nødvendige vurderinger af, om indgrebet var påkrævet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Højskoleforstander om FGU: Ny uddannelse er i udu - de unge svigtes

Læserbrev: Formand for FGU (den forberedende grunduddannelse) Hanne Pontoppidan beskriver i FGU Nyt fra august i år, hvordan rammerne for at kunne levere en god undervisning for de nye FGU-elever overhovedet ikke er i orden. FGU er den nye forberedende grunduddannelse for unge, der ikke kan komme ind på en ungdomsuddannelse. Hanne Pontoppidan beskriver, hvordan alle de nye FGU-institutioner lider under alvorlige it-problemer, som bevirker, at man ikke kan registrere eleverne eller få adgang til relevante undervisningsmaterialer. Hun beskriver, hvordan der på flere af de nye FGU-institutioner er kommet flere elever end forventet, og flere end der er plads til. Og hun gør ærligt opmærksom på, hvordan mange af de nye FGU-lærere endnu ikke aner, hvad de skal undervise i. FGU er en splinterny uddannelse fra august i år, og begyndervanskeligheder må selvfølgelig forventes. Men den aktuelle situation går ud over de unge, der i forvejen er ramt. De unge søger netop uddannelsen, fordi de har haft de svære liv og er påvirkede af uheldige oplevelser i folkeskolen. De brug for ro og ordnede forhold, så de kan vinde læringslysten tilbage. I stedet får de nu fuldstændig kaotiske forhold, ja, nogle elever bliver simpelthen sendt hjem, fordi der ikke er plads eller undervisning til dem, andre får undervisning af lærere, der er usikre på, hvad de skal. Jeg gør opmærksom på, at højskolerne, og jeg skriver fra Brande Højskole, har årelang erfaring på det her felt. Vi har faste og trygge rammer, der matcher de unge med de svære liv, og vi kan give dem den undervisning, de behøver. Vi kan sammen med FGU løfte de unge ind på en ungdomsuddannelse. Kære FGU, brug os, mens I får styr på det derhjemme. Vi er indskrevet i FGU-loven som et tilbud, lovgiverne har ønsket at FGU benytter sig af. Send de unge, der er hårdest ramt, til os, og giv dem den ro, de fortjener, mens tingene falder på plads på hjemmefronten, og kursen sættes for et nyt FGU. Højskolerne hjælper gerne til - både nu og i det videre arbejde med at gøre FGU'en til det gode alternativ, de unge fortjener.

Annonce