Annonce
Danmark

Lyt eller læs: Jutlandia: Danmarks glemte heltinder

Seks sygeplejersker under første togt i højt humør på vej til Korea. I alt nåede 101 sygeplejersker at gøre tjeneste ombord på Jutlandia. Foto udlånt af Dansk Sygeplejehistorisk Museum og gengivet i bogen "Jutlandia. Krig, kald og Kærlighed. "
I dag er det 70 år, siden Jutlandia stævnede ud fra Langelinie i København og satte kurs mod Korea-krigen. Hospitalsskibet, der var tiltænkt sønderskudte soldater, endte med også at redde mange sårede civile - ikke mindst børn. Alligevel har de fleste af os kun hørt om dette stolte kapitel i Danmarkshistorien gennem Kim Larsens sang "Jutlandia". To nye bøger hædrer sygeplejerskerne ombord, som eftertiden valgte at glemme. Dette er historien om dem og Jutlandia.

Vil du hellere høre end læse denne historie? Så tryk på afspilleren herunder, hvor du kan høre kulturredaktør Anette Hyllested læse sin historie op.

Det var i 1949 eller cirka deromkring, synger Kim Larsen, og det er sådan set rigtigt. 23.  januar 1951 stævnede hospitalsskibet "Jutlandia" ud fra Langelinie i København som det danske - og nødtvungne - bidrag til krigen i Korea.

Danmark var presset af FN, som med amerikanerne i spidsen ville have hjælp til at beskytte Sydkorea, der var blevet angrebet af Nordkorea, støttet af Kina og Sovjetunionen.

Men Danmark var ikke interesseret i at føre krig. Vi havde ikke været en krigsførende nation siden nederlaget til Tyskland i 1864, og vi var bange for Sovjetunionen, der havde vist truende adfærd ved at blive på Bornholm alt for længe efter anden verdenskrigs ophør. Danmark havde intet ønske om at provokere Stalin. På den anden side stod vi i gæld til USA blandt andet på grund af Marshall-hjælpen.

Gode råd var dyre, som man siger, og den diplomatiske løsning - og ifølge datidens kritikere netop dyre løsning - blev at sende et hospitalsskib, som skulle sejle under tre flag: Dannebrog, Røde Kors og FN-flaget. Sidstnævnte havde overkommandoen.

Jutlandia

Jutlandia var udsendt af FN og sejlede under FN's flag, men også under Røde Kors', om ellers altid er neutralt, og Dannebrog. Kommandør Kai Hammerich var ekspeditionschef, mens kaptajn Kondrup havde ansvar for skib og besætning. De fordelte magten mindeligt mellem sig, og Jutlandia er beskrevet som et skib med en ånd af "give and take". Alle var også for den tid helt utraditionelt dus med hinanden. 

Jutlandias første togt var til Pusan i det sydlige Korea og varede fra 23. januar 1951 til 15. september 1951, hvor Jutlandia returnerede til Rotterdam i Holland. 

Andet togt var også til Pusan og varede fra 29. september 1951 til 1. juli 1952. Denne gang anløb Jutlandia København og fortsatte dagen efter til Nakskov Skibsværft bl.a. for at få monteret et helikopterdæk. 

Tredje togt var til Inchon, længere mod nord og tæt på fronten, og varede fra 20. september 1952 til 16. oktober 1953 med hjemkomst i København. 

På sygetransporterne afleverede Jutlandia 628 soldater i Etiopien, Tyrkiet, Grækenland, Italien, Frankrig, Belgien, England og Holland – mange af dem invaliderede for livet.

Indlagte patienter: 4.981 - heraf døde blot 29

Kirurgiske indgreb: 4.360

Behandlede civile ombord og på land: Officielt cirka 6000, men ifølge Hammerich måske tre gange så mange.  

Antal udsendte i løbet af de tre togter: 630 - heraf 101 sygeplejersker.

Jutlandia endte med at koste den danske stat 35 millioner kroner, hvilket svarer til lidt over en halv milliard i nutidskroner. Men med i den pris fik vi så også noget at være stolte af. Vi fik et humanitært image, og det skyldes ikke som sådan pengene eller skibet, men civil ulydighed.

Annonce

Ulydige danskere

ØK-skibet Jutlandia, der tidligere havde sejlet med passagerer til New York, var blevet bygget om til et hospitalsskib for at behandle og tage sig af først og fremmest FN's soldater og i anden række soldater fra Sydkorea. Men læger og sygeplejersker fik hurtigt øjnene op for den civile katastrofe i Korea. Ikke mindst de tusinder af udhungrede, syge og sårede børn på flugt hvoraf mange havde forfrysninger på grund af den hårde koreanske vinter.

Allerede på første togt tog en af lægerne et såret barn ombord, og eksemplet blev hurtigt fulgt af flere. Man indrettede sågar en børneafdeling på Jutlandia, ligesom store dele af personalet i perioder med mindre travlhed hjalp civile på klinikker inde på land.

Dansk sygeplejerske på Jutlandia hjælper krigsramte koreanske børn. Foto: Ukendt/Ritzau Scanpix

Det passede ikke amerikanerne og FN, for Jutlandia var tænkt som en krigsindsats, men de danske evner for diplomati lykkedes endnu engang: FN endte med at give Jutlandia lov til at behandle civile, så længe det ikke kom til at stå i vejen for den primære opgave: De sårede soldater.

- Det er nøglen til Jutlandias humanitære eftermæle, siger journalist og forfatter Helle Juhl, der har skrevet bogen "Jutlandia. Krig, kald og kærlighed", som udkommer om en måned, og som har fokus på de 101 sygeplejersker, der nåede at gøre tjeneste på skibet.

Korea-krigen

Koreakrigen fandt sted 1950-53 og var Den Kolde Krigs første store konflikt. Den begyndte juni 1950, da Nordkorea sendte tanks og tropper over den 38. breddegrad til Sydkorea. På få dage udviklede angrebet sig til en international storkrig. USA støttede Sydkorea sammen med FN og bidrag fra 16 andre lande. Nordkorea fik  hjælp af det kommunistiske Kina og Sovjetunionen. Krigen kostede kostede op mod fire millioner mennesker livet. Krigshandlingerne stoppede i 1953 med en våbenhvile, men de to lande har endnu ikke indgået en formel fredsslutning. 

Netop den humanitære indsats for civilbefolkningen har også forfatterne Mich Vraa og Jesper Bugge Kold hæftet sig ved. De udkommer i dag - 23. januar - med romanen "Pigen på det store hvide skib", som handler om sygeplejersken Molly og hendes oplevelser med Jutlandia og om en koreansk pige på flugt.

- Der er grund til at være stolt af Jutlandias humanitære indsats. Man behandlede over tre gange så mange civile som soldater, siger Jesper Bugge Kold.

Annonce

Tapre sygeplejersker

Når Når Kim Larsen synger: "Hvid som en jomfru og tapper som en ørn, går hun krigen i møde. Sygeplejerske på seksten år tilser soldaternes sår ..." er det både rigtigt og forkert. Forkert, fordi de sygeplejersker, som blev udvalgt, var voksne kvinder - typisk mellem 30 og 40 år. Men rigtigt, fordi de var tapre.

- De var nødt til at være robuste. De boede trangt - fire ad gangen i kahytter beregnet til to - og selv om de var sygeplejersker, var krigens gru en voldsom oplevelse, og der var ikke krisepsykologer til rådighed dengang. De har også været modige, for de kom tæt på frontlinjen - især på tredje togt, siger Helle Juhl.

Det har også slået Helle Juhl, at sygeplejerskerne såvel som lægerne og andre ombord var båret af, hvad hun kalder en kollektiv beskæmmelse efter besættelsen over den manglende danske modstand. Hun mener derfor, at de var opsatte på at gøre en forskel.

En af sengeafdelingerne ombord. Sengene hang i loftet for at håndtere bølgegang. Patienternes journaler hænger over hovedgærdet. Foto udlånt af Dansk Sygeplejehistorisk Museum og gengivet i bogen "Jutlandia. Krig, kald og kærlighed".

Sygeplejerskerne tjente langt mindre end lægerne - der var stadig en holdning om, at sygepleje var et kald, der langt hen ad vejen var løn i sig selv.

- Når lægerne efter en operation kunne trække sig tilbage og ryge en god cubansk cigar, var sygeplejerskerne stadig på arbejde med at passe patienterne. Vi vil med vores roman gerne hylde de kvinder, der tog det arbejde. De lagde deres sjæl i det, siger forfatter Mich Vraa.

I Helles Juhls bog, der blandt andet bygger på breve og dagbøger, kan man da også læse om, hvordan sygeplejerskerne følelsesmæssigt knyttede sig til nogle af patienterne. Det var stærkt oprivende for dem, når syge børn måtte sættes i land for at give plads til sårede soldater. Og det var hårdt at se alle de unge mænd med mistede arme og ben.

Men der var også glæde ombord, når der ikke var travlhed. Fester, spiritus, ferieagtige orlover i Japan og sigtseeingture undervejs på rejsen. Sygeplejerskerne var ombejlede - ikke kun af de amerikanske soldater, men også af skibets besætning. 16 par blev efterfølgende gift.

Annonce

De glemte helte

Mich Vraa og Jesper Bugge Kold undrer sig over, at Jutlandia som en stor og vigtig historie aldrig tidligere er blevet behandlet i romanform.

- Det er selvfølgelig dejligt for os, men mærkeligt, siger Mich Vraa.

Det kan hænge samme med, at eftertiden stort set glemte Jutlandia, indtil Kim Larsen i 1986 satte noder på indsatsen. Pressen var meget interesseret i de udsendte undervejs, men efter hjemkomsten sejlede sygeplejerskerne og deres indsats ud i glemslen.

Deltagerne i Jutlandia-ekspeditionerne fik FN's fortjenstmedalje, for den fik alle, der havde medvirket i krigen for FN. Og tre år efter fik de udsendte også Kong Frederiks Erindringsmedalje for ”deltagelse i hospitalsskibet Jutlandias ekspedition til Korea 1951-1953”.

- Ikke et ord om militær og krig, for man ville stadig ikke irritere Sovjetunionen. Der var opstand i Ungarn og atomvåben i både øst og vest. Den kolde krig var i fuld gang, siger Helle Juhl.

Det officielle Danmark ville helst lægge Jutlandia bag sig.

Et par af de mandlige deltagere skrev om deres oplevelser, men ikke sygeplejerskerne.

- Det var dem, der gjorde mindst væsen af sig, og deres køn spærrede for en heltestatus, konstaterer Helle Juhl.

Annonce

Koreansk taknemmelighed

I Sydkorea har man ikke ønsket at glemme. I 1990 donerede koreanske krigsveteraner et mindesmærke til Langelinie.

På 60-årsdagen for hjemkomsten modtog de få overlevende Jutlandia-veteraner en forgyldt plakette som tak for, at de ”tjente, opofrede og helligede sig forsvaret af frihed og demokrati i Republikken Korea og for evigt vandt den koreanske befolknings påskønnelse og grænseløse kærlighed”.

Og i august sidste år modtog Danmarks ambassadør i Seoul på vegne af Danmark og Dansk Sygeplejeråd en æresplakette fra den sydkoreanske sygeplejerskeorganisation, Korean Nurses Association.

- I Sydkorea husker man stadig Jutlandia og vores humanitære indsats, men det skyldes også, at nogle af lægerne og sygeplejerskerne fortsatte med at hjælpe, længe efter at Jutlandia var sejlet hjem, siger Helle Juhl.

I sin bog genfortæller hun et par rørende historier om unge sydkoreanere, der blev reddet og rejste her til Danmark som modne mænd for at sige tak.

Helle Juhl mener, at Jutlandia og de udsendtes indsats i mange år var med til at definere Danmark som en fredsbevarende og humanitært hjælpende nation - lige indtil vi med deltagelsen i Irakkrigen gik over til en mere aktivistisk tilgang.

- Og til forskel fra soldaternes kald om at tjene nationen og statsmagten har sygeplejerskernes kald altid tjent den universelle næstekærlighed. Uden skelen til høj eller lav, ven eller fjende.  Jutlandia-sygeplejerskerne turde konfrontere krigen, følge kaldet og udleve kærligheden, siger hun.


Jutlandia-sygeplejerskerne turde konfrontere krigen, følge kaldet og udleve kærligheden

Helle Juhl


Forfatterne og bøgerne

Helle Juhl: "Jutlandia. Krig, kald og kærlighed". Fagbog på 288 sider, udkommer på Lindhardt og Ringhof 25. februar. Bogen handler om de danske sygeplejersker ombord. Den beskriver deres møde med krigens rædsler, men handler også om livet på skibet. Historien fortælles blandt andet gennem dagbogsnotater og private fotos, og vi følger en sygeplejerske fra Haderslev og en fra Lolland, som gifter sig med en af styrmændene og ender med at slå sig ned på Ærø.

Helle Juhl er journalist og forfatter, 63 år, og bor i Sønder Bjert i Kolding Kommune.

Jesper Bugge Kold og Mich Vraa: "Pigen fra det store hvide skib". Roman på 394 sider, som udkommer i dag, 23. januar, på Lindhardt og Ringhof. Romanen handler om sygeplejersken Molly, der med en tung personlig oplevelse i bagagen tager med Jutlandia til Korea. I Korea følger vi også den 11-årige Yun, der mister alt, da amerikanerne bomber hendes landsby i Nordkorea. Vi følger Yuns hjerteskærende rejse mod syd - mod byen Pusan, hvor hun håber på en fremtid, og hvor også Jutlandia lægger til kaj. 

Jesper Bugge Kold er bibliotekar og forfatter, født 1972, bor i Svanninge ved Faaborg. Har bl.a. skrevet romanerne "Vintermænd", "Land i datid" og "Krigsturisten".

Mich Vraa er uddannet journalist, men arbejder som oversætter og forfatter. 66 år, bor i Odense. Har bl.a. skrevet historisk trilogi om De Vestindiske Øer og senest "Vaniljehuset" inspireret af sin morfar.

Dagen i dag - dengang og nu

Avisen Danmark præsenterer i en artikelserie nogle af verdens- eller danmarkshistoriske begivenheder, der fandt sted netop på den dato, artiklerne bringes i den trykte udgave af avisen.

Det drejer sig om begivenheder, som både har historisk og nutidigt perspektiv og betydning.

21. januar fortalte vi om dengang i 1967, Danmark for første gang fik internationale medaljer i håndbold-  15. januar handlede det om dronning Margrethes indtil nu 49 år lange regentperiode. 8. januar om Elvis Presley og 2. januar om den cubanske revolution.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted

Det betyder sogne-nedlukning i Rask Mølle: Hjemmeskole, aflyste arrangementer og forkortede gudstjenester

Annonce