Annonce
Danmark

Justitsministeren: Politiet mangler milliard til næste år

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skal politi og anklagemyndighed blot have samme midler som i år, skal der findes en milliard kroner.

Ønskelisten til, hvad politiet skal løse bedre end i dag, er ganske lang.

Senest bebudede regeringen, at man ønskede at se på øget overvågning og mere kontrol ved grænsen til Sverige efter eksplosionerne i København.

Det kan dog blive svært at indfri.

Der mangler nemlig en milliard kroner, hvis politiet til næste år blot skal have de samme midler til rådighed som i 2019, viser tal fra Justitsministeriet.

- Vi har brug for, at vi bliver ved med at uddanne flere politibetjente, så politistyrken vokser over de kommende år.

- Og så har vi brug for nogle initiativer ved grænsen. Ikke bare til Tyskland, men i forlængelse af bombesprængningerne ser vi også på, hvordan vi kan øge trygheden i København, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

Selv om ministeren ønsker at finde flere penge til politiet, maner han samtidig til besindighed.

- Jeg tror, det er vigtigt at være helt ærlig og sige, at vi ikke kan løse problemerne ved at knipse med fingrene. Der er jo også et ønske om penge til alle mulige andre fornuftige forhold, siger han.

I 2019 har politiet, herunder PET og anklagemyndigheden, ifølge Justitsministeriet haft et budget på 11,1 milliarder kroner.

Som budgettet ligger nu, er der dog kun afsat 10,1 milliarder kroner i 2020.

Det skyldes, at politiforliget fra 2015 indeholdt en række ekstra initiativer, blandt andet uddannelse af flere betjente. Det er finansieringen af initiativer fra forliget, der nu udløber.

Selv om ministeren ønsker at styrke politiet med flere betjente og mere fokus på den borgernære kriminalitet, har han ikke noget klart bud på, hvor mange penge ud over den ene milliard, der skal bruges for at indfri regeringens ambitioner.

Ej heller, hvor de skal findes.

- Det er noget af det, vi skal kigge på i forbindelse med finansloven. Men alle ved, at økonomien er presset, siger Nick Hækkerup.

En anden mulighed for at skaffe flere ressourcer kunne være at skære ned på antallet af opgaver, som politiet skal varetage.

- Jeg tror faktisk, at noget af problemet er, at ud over, der er en regning på en milliard kroner fra den forrige regering, så er alle meget gode til at sige, hvad politiet også skal løse af opgaver. Men det er et hårdt presset politi, siger Nick Hækkerup.

Justitsministeren mener dog ikke, at der er nogen af politiets opgaver, man kan nedprioritere.

Han langer i stedet ud efter den tidligere regering, der burde have sikret, at politiet til næste år har samme finansiering.

Den kritik giver den tidligere justitsminister dog ikke meget for.

- Lad os stå sammen om politiet i stedet for at komme med populistiske meldinger. Politiet har 4-årige aftaler, og når den nuværende aftale udløber ved årsskiftet, skal der fyldes op for at bevare det nuværende niveau.

- Socialdemokraterne har endda været med i den nuværende aftale, så de burde vide, hvordan det hænger sammen, skriver Søren Pape Poulsen (K) i en mail.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Odder

Budget i Odder: Partier er glade for fuldt låne-stop og vil afdrage på kommunens gæld

Annonce