Annonce
AC Horsens

Junker forventer fremgang: Sådan kan han blive spillet bedre

Kasper Junker varmede op til mødet med Vendsyssel på søndag med to scoringer i en reserveholdskamp. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

AC Horsens-angriberen kan stadig blive spillet bedre af holdkammeraterne. Det kræver kampe, træning og en masse snak.

Horsens: Kasper Junker jagter gode relationer. Det er ikke tale om, at angriberen sidder med næsen begravet i en dating-app eller lignende, men derimod at han har brug for at blive spillet bedre sammen med sine holdkammerater i AC Horsens.

- Det er kun halvanden måned siden, jeg skiftede til AC Horsens, så der er stadig ting, der skal arbejdes med. Det bliver bedre for hver gang, vi får trænet sammen og får talt om tingene, siger Kasper Junker.

Han scorede i sin debutkamp, men foreløbig er det kun blevet til den ene scoring i Superligaen for AC Horsens. Til gengæld er han blevet ramt af et par yderst tvivlsomme offsidekendelser, ligesom Brøndby-keeperens slagtning af ham midt på banen også forhindrede et løb mod et tomt mål.

Den store forskel for AC Horsens med og uden Kasper Junker er, at holdet har fået en angriber, der med sin fart for alvor kan true i dybden. Han har i flere kampe stået med fodboldstøvlerne i startblokken parat til at løbe bag om modstandernes forsvar, men ofte har afleveringen fra holdkammeraterne manglet.

- Jeg kan godt mærke, at de ikke har været vant til at have en angriber, der kunne spilles i dybden på den måde, som jeg kan, men det handler igen kun om relationer og træning, siger Kasper Junker.

Annonce

Jeg kan godt mærke, at de i AC Horsens ikke har været vant til at have en angriber, der kunne spilles i dybden på den måde, som jeg kan, men det handler igen kun om relationer og træning.

Kasper Junker

Dobbelt målscorer

Han benyttede landskampspausen til at spille en halvleg i reserveholdsturneringen i lighed med en stribe af AC Horsens' øvrige potentielle emner til startopstillingen mod Vendsyssel på søndag.

- Det var godt at få spillet lidt, og to mål på 45 minutter var et fint udbytte, siger Kasper Junker beskedent om sin rolle som dobbelt målscorer.

Han lever fint med, at han ikke er kommet til et hold, der vader i målchancer.

- Det er vilkårene som angriber i næsten alle klubber. Nogle gange får du fire afslutninger og andre kun en i løbet af en hel kamp. Det handler så om, at du scorer på den ene, du får, siger angriberen.

Han ser frem til mødet med Vendsyssel. Det bliver en kamp, hvor AC Horsens skal rejse sig oven på en skuffende præstation mod Esbjerg før landskampspausen.

- Alle kampe er vigtige, så der er ikke ekstra pres på os imod Vendsyssel. Det vigtigste bliver, at vi viser den vilje og det sammenhold, som vi gerne vil udstråle i AC Horsens, og så skal resten nok komme som en følge af det, siger Kasper Junker.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce