Annonce
Hedensted

Juelsminde Naturlegepark blev vist frem: Få overblikket i syv punkter

Onsdag blev det afsløret, hvordan naturlegeparken i Juelsminde kommer til at se ud. Her er overblikket.

Juelsminde: Onsdag aften på Hotel Juelsminde Strand løftede Juelsminde Naturlegeparks Venner sløret for, hvordan den kommende attraktions endelige udformning bliver.

Folkebladet giver herunder et overblik over de mange elementer.

Parken kommer til at brede sig over arealet på Færgegårdsengen bag Netto og op ad Odelsbjerget.

Annonce

1) Legepladser

Neden for Odelsbjerget opføres en småbørnslegeplads med karrusel, kolbøttestænger, vippe, gynger, rutsjebane og små legehuse.

Op mod Nettos bagmur kommer der en tarzanbane med forskellige elementer, der udfordrer balance og koordination.

2) Svævebane og trampoliner

Ved indgangen fra Ringvejen vil der være en svævebane med gummibelagt underlag. Der kommer tre trampoliner, der kan klare al slags vejr, i forlængelse af hinanden.

3) Varemærker

På de første skitser var forbundne tårne op ad Odelsbjerget et vigtigt element. Legetårnene er stadig med.

De er otte meter høje og bliver forbundet via rustfrit gitternet, så man kan kravle fra det ene til det andet.

De bliver placeret, så dem, der kører ind til Juelsminde, vil bemærke dem. Håbet er en ”wow-effekt”.

Legeskibet Julle er også fortsat prioriteret.

4) Udsigten

Der etableres et plateau med flagstang, siddepladser og kikkert på toppen af Odelsbjerget. Der vil være trappetrin derop.

5) Fitness

Bag plateauet bliver der et cirkulært område med stænger til at hænge i. Det er tænkt som et fitnessområde og måske et mødested for løbere og andre motionister.

6) Baner

Boldspillere vil kunne slå sig løs på en multibane med kunstgræs.

Det er derudover håbet, at der kan opføres en single- og en dobbeltbane til padel. Det er en sport, der er på vej frem og kombinerer tennis og squash.

7) Faciliteter

Der etableres parkeringsplads ud mod Ringvejen. Der opføres et hus, hvor folk kan sætte sig og spise, eller gå på toilet. Der kommer en gasgrill med møntindkast.

Det er tanken, at der skal være en isbod op mod hotellet. Der bliver også en scene, evt. til storskærmsvisninger, og en vej hen til den, så en lastbil vil kunne læsse af. Der kommer lys med aktivitetssensorer i parken.

Der bliver et stiforløb fra p-pladsen ud mod Ringvejen og op til Hotel Juelsminde Strand. Illustration: Maxplay
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce