Annonce
Odder

Jubilæum: Halinspektøren elsker glade mennesker

Leif B. Pedersen har været inspektør i Hou Hallen i 25 år, og han er selv fast bruger af fitnessrummet. Foto: Hans Jørgensen
Han har været med til at gøre Hou Hallen til et socialt omdrejningspunkt med alt fra juniorklub over bankospil til fitness.
Annonce

Hou: Alle glæder sig, når de kommer ned i hallen. Det værdsætter halinspektør Leif B. Pedersen, som har arbejdet i hallen i 25 år.

- Jeg er ret privilegeret. Det er kun glade mennesker, der kommer her. Du skal selvfølgelig betragte det som et job, men det er også en livsstil, fortæller Leif B. Pedersen.

På en typisk arbejdsdag møder han klokken 5.30 og går hjem til middagstid sammen med sin schæferhund. Den holder fri, når Leif B. Pedersen igen møder klokken 16 til omkring klokken 18.30 eller 19. Sidste vagt er fra klokken 21.30 til lukketid.

- Og så er jeg her i stort set alle weekender. Min kone og mine børn har ikke været vant til andet, og de har altid vidst, hvor jeg var. Der er også en frihed i jobbet, så hvis jeg har brug for det, kan jeg sagtens køre herfra, siger Leif B. Pedersen.


Vi er fem herrer, der mødes tre gange om ugen klokken 5.30. Så træner vi en times tid. Det er så godt, du får så meget energi resten af dagen.

Leif B. Pedersen


Han er 63 år og har haft med haller at gøre, siden han som 17-årig begyndte som livredder i Tommerup på Fyn. Han avancerede til forretningsfører, inden han lod sig lokke til at tage et job i Malling hos et firma i halbranchen. I 1995 blev han og hustruen ansat i Hou Hallen.

- Hun drev cafeteriet og havde et job ved siden af, men hun holdt for otte år siden. Sådan et cafeteria er ren service. Men alt liv forsvinder fra hallen, hvis vi ikke har det. Du skal ikke undervurdere værdien i at drikke en øl og få en snak efter en badmintonkamp, siger Leif B. Pedersen.

Annonce

Står i køkkenet

Han står selv ved gryderne om torsdagen, når dagens ret serveres. Som regel er der 50-60 gæster, men når der er stegt flæsk og persillesovs på menuen, skal der laves omkring 100 portioner. Men lige nu er her stille bortset fra en håndfuld aktive i fitness-rummet. De normale aktiviteter begynder så småt i august.

Til gengæld er der masser af liv i den private pasningsordning Sommerfuglen, der har lejet sig ind i den tidligere inspektørbolig, der ligger lige siden ved hallen.

- Huset blev bygget til mig, så jeg kunne gå direkte hjem en gang imellem. Så kom dagplejen og spurgte, om vi ikke kunne bygge et hus til dem. De fik inspektørhuset, og det er noget af det bedste, der er sket for hallen. Vi har også en juniorklub med 30-40 unger, det er rigtigt godt, og det betyder, at børnene bliver vant til at komme i hallen, siger Leif B. Pedersen.

Tidligere var huset bolig for halinspektøren. Nu er stedet lejet ud til den private pasningsordning Sommerfuglen, og det giver en god, fast lejeindtægt. Foto: Hans Jørgensen

Det er en anden opgave at være halinspektør i dag end for 25 år siden. Hou Hallen rummer lokalarkiv, fitness-rum, et legerum, et multirum, selskabs- og mødelokale og et multirum, der blandet andet bruges til yoga og mindfulness. Udenfor er der petanquebane, instrumenter til outdoor fitness samt et lille bjerg, der også bliver brugt til fitness.

Annonce

Andre indtægter er vigtige

- Halgulvet i sig selv giver underskud, og vi kan kun tage op til en vis timepris. Så noget af det vigtigste for at kunne bevare hallen, er alt det rundt omkring. Vi har faste lejeindtægter fra fitnessafdelingen, Sommerfuglen og juniorklubben. Udvikling er et must, ellers dør vi. Jeg kan godt gå på efterløn, men jeg har ikke taget stilling til endnu, om jeg gør det. Vi har nogle ideer i huset, som jeg gerne vil sparke videre, siger Leif B. Pedersen.

Trods de mange timer i hallen bliver der også plads til andet i hans liv. Han har en motorcykel, Honda Shadow fra 1989, som skal luftes.

- Jeg elsker min have, og jeg bruger mange timer på projekter i vores sommerhus, der ligger oppe ved Hou Camping. Men det meste af mit liv drejer sig om hallen og alle mine børnebørn. Der er otte strøet rundt omkring i Danmark, siger Leif B. Pedersen.

Annonce

Med på VM-hold

Halinspektøren er også tidligere europa- og verdensmester i undervandsrugby, og VM-holdet mødtes for nylig til et 40 års jubilæum. Desuden uddannede Leif B. Pedersen sig fitnessinstruktør, da hallen fik sit fitnessrum for nogle år siden. Og for 10 år siden blev han uddannet hypnoterapeut.

- Det er hypnose kombineret med terapi, og det er ren hobby. Det har lært mig mange ting om folk, og jeg kan bruge det i stressede situationer, hvor jeg har lært nogle værktøjer. Hvis vi nu for eksempel har en fest hernede, så møder jeg klokken 6 om morgen og går hjem klokken 3 om natten. Og er tilbage klokken 8 eller 9 igen næste morgen. Jeg kan jo sige nej til festerne, det siger min bestyrelse også. Men det har jeg svært ved, for det er jo sjovt, siger inspektøren.

Han har fundet en måde at lade energidepoterne op, og det foregår i fitness-rummet.

- Vi er fem herrer, der mødes tre gange om ugen klokken 5.30. Så træner vi en times tid. Det er så godt, du får så meget energi resten af dagen, forklarer han.

Der er reception for Leif B. Pedersen i Hou Hallen lørdag 1. august klokken 13-17.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ikast-Brande

Store planer for midtbyen

Horsens

Lars mener, at hans 150.000 burhøns har det fantastisk: Intet taler for at nedlægge produktionen

Annonce