Annonce
Horsens

Journalist og webleder bliver De radikales spidskandidat

Sinnet Ellehauge Haag har været medlem af Radikale Venstre i en del år, men har først nu fået mod på at kandidere til et politisk embede. Pressefoto
Annonce
horsens - Bestyrelsen for Radikale Venstre Horsens har nu sat navn på den person, de mener skal stå i spidsen for at sikre partiet repræsentation i Horsens Byråd ved kommunalvalget 21. november næste år.

Sinnet Ellehauge Haag hedder hun. Hun er 47 år og bosiddende i Hatting.

- Det er jo ikke endeligt afgjort endnu. Det bliver det først af medlemmerne til foråret, men jeg er meget glad for at have bestyrelsens opbakning, siger hun.

Sinnet Ellehauge Haag har arbejdet som journalist i ca. 20 år, bl.a. på Horsens Folkeblads redaktioner i Brædstrup og Horsens, men hun har i dag forladt journalistikken til fordel for et arbejde som webleder i Herning Kommune.
Annonce

Flere nuancer i byrådet

Sinnet Ellehauge Haag har været menigt medlem af Radikale Venstre i en del år, men det er først nu, at hun har fået mod på at kandidere til et politisk embede.

- Jeg har altid ment, at man som borger bør involvere sig i politik, meget gerne som medlem af et parti, men hidtil har jeg ikke haft overskud til at gå aktivt ind i det. Det har jeg nu, hvor mine fem børn efterhånden er ved at flyve fra reden, siger hun.

Uden at være konkret mener Sinnet Ellehauge Haag, at de radikale kan være med til at sætte "flere nuancer" på udviklingen af Horsens Kommune.

- Jeg synes, at vi har en god borgmester, og Horsens er en veldrevet kommune, men vi radikale vil kunne bidrage med politik, der hele tiden tager udgangspunkt i vores slogan, "det handler om mennesker". Det skal vi huske, når vi f.eks. planlægger nye indfaldsveje og udviklingen af campus-grunden, siger hun.

- Lokalpolitik handler for mig ikke så meget om partipolitik, men mere om de personer, der er i det. Jeg tror på, at der er en årsag til, at vi har fået to ører og en mund. At vi skal lytte mere, end vi taler. Derfor skal jeg nu ud at høre borgerne om, hvordan de mener, Horsens Kommune kan blive en bedre kommune, siger hun.
Annonce

Turbulent periode

De radikale har i de senere år været igennem en turbulent periode.

Da det tidligere socialdemokratiske byrådsmedlem Charlotte Juhl Andersen i 2012 meldte sig ind i partiet, blev det startskuddet til et internt rivegilde om magten i partiet mellem hende og den daværende spidskandidat, Assia Zouaoui.

Den kamp vandt sidstnævnte, men begge har siden forladt lokalpolitikken - og partiet.

Fortidens interne kampe har Sinnet Ellehauge Haag svært ved at sige noget om.

- Jeg var ikke aktiv i partiet dengang og kender kun sagen fra medieomtalen. For mig er det fortid, og jeg fornemmer i dag en utrolig gejst i bestyrelsen og en tro på, at det nok skal gå godt for partiet, siger hun.

Formand for Radikale Venstre i Horsens, Jakob Schow-Madsen, glæder sig over, at Sinnet Ellehauge Haag har takket ja til at blive spidskandidat.

- Hun er ret ny som aktiv i partiet, men hun vil noget med kommunen og er en ildsjæl med en række mærkesager. Vi tror på, at hun med den rette support vil kunne skaffe os et mandat i byrådet, siger han.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce