Annonce
112

Jonas vandt avisens tipskonkurrence: AC Horsens kan jo ikke vinde hver gang

Jonas Rahbek tog med 15 point sejren i dette års erhvervstipskonkurrence i Horsens Folkeblad og Horsens Posten. Foto: Thomas Grejsmark
Jonas Rahbek, indehaver af Heatnow.dk, sejrede sikkert i dette års erhvervstipskonkurrence i Horsens Folkeblad og Horsens Posten.

Horsens: Der ligger ingen hemmelige fif bag, blot en realistisk tilgang.

Sådan forklarer Jonas Rahbek, indehaver af Heatnow.dk, sejren i denne sæsons erhvervstipskonkurrence i Horsens Folkeblad og Horsens Posten.

Her deltog 18 lokale virksomheder om æren og et gavekort på 10.000 kroner til Restaurant Mamma's.

En gevinst, Jonas Rahbek hentede hjem med stor afstand til de fleste af konkurrenterne.

- Det gik godt fra start til slut. Jeg har brugt min mavefornemmelse og været realistisk. AC Horsens kan jo ikke vinde hver gang, siger Jonas Rahbek.

Annonce

Det gik godt fra start til slut. Jeg har brugt min mavefornemmelse og været realistisk. AC Horsens kan jo ikke vinde hver gang.

Jonas Rahbek

Ikke rart at tippe imod Horsens

Konkurrencen går ud på at tippe det rigtige resultat i AC Horsens' hjemmekampe. Der er tre point for rigtigt resultat og et point for rigtigt udfald.

Her lykkedes det Jonas Rahbek at hente 15 point, to flere end VS Automatic på andenpladsen og fire flere end Revisionskontoret i Horsens på tredjepladsen.

- Det er ikke gået så godt for AC Horsens i foråret, og det er der nok mange, der har tabt point på, vurderer Jonas Rahbek, der ikke selv har været bleg for at stå frem i avisen med en forudsigelse, der går imod byens hold.

- Det har selvfølgelig ikke været så rart at tippe imod AC Horsens i avisen, medgiver vinderen, der selv er AC Horsens-fans og ser næsten alle hjemmekampe på stadion.

Ny sæson starter i uge 28

I år var første gang, Heatnow.dk, der sælger varmepumper og klimaanlæg, deltog i konkurrencen, og det har været en god oplevelse, slår Jonas Rahbek fast.

- Det har været sjovt at være med, og det har givet en fin respons, at konkurrencen har kørt i avisen. Og så er det selvfølgelig en bonus, at man også vinder, siger Jonas Rahbek, der påtænker, at præmien skal komme medarbejdere og kunder til gode.

Horsens Folkeblad og Horsens Posten sætter en ny omgang af erhvervstipskonkurrencen i gang, når den ny sæson i Superligaen går i gang i uge 28. Det er fortsat muligt for lokale virksomheder at melde sig til konkurrencen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne ikke kun går efter de store, udenlandske artister

Leder For abonnenter

Leder: Dårligt argument for dyrere børnepasning

Fra nytår bliver det dyrere at få passet sine børn i Horsens Kommune. Den slags er en politisk beslutning, og Horsens Byråd er naturligvis i sin gode ret til at sætte prisen op og ned alt efter politisk prioritering. Så langt så godt, og indrømmet, det er svært tit og ofte at skulle forklare prisstigninger, men det er er altså tæt på være verdens dårligste argument, når man forklarer prisstigningen med, at kommunen tilfører syv millioner kroner ekstra til området. Flere kommunale kroner er altså lig med, at man som forældre skal betale mere, lyder logikken. Argumentet holder også så langt, at for at få økonomien til at hænge sammen, når vi skal have passet de små i vuggestue, dagpleje, børnehave eller sfo, er der også en forældrebetaling. Den må maksimalt andrage 25 procent. En sats, der er indført, så ingen kommuner uhæmmet bruger den knap at skrue på, når der skal lægges budget. Nøgleordet her er maksimalt. For det er klart, at forældrebetalingen stiger, når procentsatsen fastholdes, og det samlede budget stiger, men i ordet maksimalt ligger også, at man selvfølgelig kan sætte satsen ned, så forældrene ikke skal betale mere for at få passet børn efter nytår. Der kan være mange gode argumenter for at tilføre midler til børnepasning og at lade forældrebetalingen stige, men der er ingen sammenhæng mellem flere midler og øget forældrebetaling. Horsens Byråd kunne uden problemer vedtage, at det fra nytår skulle være billigere for forældrene at sende deres børn i kommunale pasningstilbud og samtidig tilføre flere midler for at kunne ansætte eksempelvis flere pædagoger. Det kunne eksempelvis være begrundet i at ville tiltrække flere børnefamilier til kommunen. Det er en politisk beslutning med tilhørende solide argumenter, som man så kan være enig eller uenig i, men at sige, at forældrene skal betale mere, fordi kommunen bruger flere penge på området, har ingen logisk sammenhæng.

Annonce