Annonce
Udland

Biden: Dom kan være skridt mod opgør med systemisk racisme

Præsident Joe Biden holdt natten til onsdag dansk tid en tv-tale, hvor han kommenterede dommen over Derek Chauvin i George Floyd-sagen. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
En dom som den over Derek Chauvin er for sjælden i et land som USA, der plages af racisme, mener Joe Biden.

Det er et skridt i den rigtige retning, at den tidligere betjent Derek Chauvin er blevet fundet skyldig i drabet på den sorte amerikaner George Floyd.

Det siger den amerikanske præsident, Joe Biden, i en tv-tale til nationen i kølvandet på tirsdagens domsafsigelse.

Han understreger dog i samme ombæring, at en sådan dom er alt for sjælden i et land, der er plaget af systemisk racisme.

- Dette kan være et gigantisk skridt fremad i jagten på retfærdighed i USA, siger Biden fra Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Præsidenten opfordrer derudover amerikanerne til at stå sammen efter dommen over Derek Chauvin.

Biden beder samtidig demonstranter om at afstå fra vold.

- Det her er det rette tidspunkt for vores land til at forene sig som amerikanere, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Der er nogle, som vil forsøge at udnytte de ubearbejdede følelser, som mange føler i øjeblikket. Det gælder urostiftere og ekstremister, som ikke har nogen interesse i social uretfærdighed.

- Vi kan ikke lade dem lykkes med det, tilføjer han.

Biden beskriver drabet på George Floyd som et "drab i fuldt dagslys", der én gang for alle har revet skyklapperne væk, så alle kan se de problemer, USA har med politiets håndtering af sorte.

- Dommen sender et stærkt signal, men der er stadig brug for ændringer, siger Joe Biden, som samtidig roser de betjente, som har vidnet i sagen, for at åbne op.

Derek Chauvin blev tirsdag kendt skyldig i alle tre anklagepunkter i sagen om George Floyds død under en anholdelse i maj sidste år.

Under det mest alvorlige anklagepunkt, som 45-årige Chauvin er fundet skyldig i, risikerer han op til 40 års fængsel, når strafudmålingen finder sted omkring 1. juni.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Fjerde formodede gerningsmand i Nørretorv-sagen fortsat på fri fod - intet nyt om offers tilstand

Seneste plus

Annonce