Annonce
Odder

Jobmarked: Odder får sin helt egen jobportal

Stål og Form i Odder er et af de firmaer, der bruger jobiodder.dk. Firmaet leder efter en industritekniker-lærling. Foto: Søren E. Alwan
Spar køretid og få mere tid til familie og fritidsinteresser. Det er argumenter, der skal få pendlere til at finde et arbejde tættere på, hvor de bor.

Odder: "Er du træt af køen, så tjek annoncer i jobiodder.dk." Sådan kommer der til at stå på pyloner, når bilister på vej hjem fra arbejde kører ind i Odder. Markedsføringen for det nye jobsite begynder nu, og bag sitet står Udviklingodder.

- Virksomheder i Odder mangler arbejdskraft, det er alt fra ufaglærte til højt specialiserede ingeniører. Det ved vi fra en analyse, der blev lavet hen over vinteren. Og det ved vi fra vores mange møder med virksomheder og fra jobopslag, siger Karsten Geertsen.

Han er udviklingschef i Udviklingodder, som tidligere i år satte gang i arbejdet med at lave en lokal jobportal.

- Firmaer mangler ansatte, og så har vi det paradoks, at der er lige knap 6000 personer, der kører ud af kommunen for at arbejde andetsteds. Der er ikke noget galt med dem, der pendler. Men de er et potentiale, fordi nogle af dem kan få øjnene op for, at der er lige så gode jobs at få her. Og så sparer man måske en-to timer i transport om dagen og transportomkostninger, siger Karsten Geertsen.

Firmaer mangler folk

I den kommende weekend er en del firmaer med i et åbent hus-arrangement for at gøre opmærksomme på sig selv som potentielle arbejdspladser. En del af virksomhederne arbejder med jern og metal, men der er også et kontorhus og et par tømrer- og snedkerforretninger med.

Ifølge Karsten Geertsen er der flere forklaringer på, at mange arbejder udenbys.

- Der er rigtig mange tilflyttere, som holder fast i deres job. Og folk ved ikke nok om, hvad det er for nogle virksomheder og jobfunktioner, vi har her i området. Erhvervsstrukturen er ændret, så det er svært at vide, hvad der foregår rundt omkring, siger Karsten Geertsen.

Tidligere var der større virksomheder som for eksempel Bording, som alle i byen kendte. Men i dag er mange firmaer mindre, og måske mindre kendte.

- Vi vil have de jobsøgende og de virksomheder, der mangler folk, til at finde hinanden. Lykkes det, så har vi løst problemet for dem, der mangler arbejdskraft, siger udviklingschefen.

Kan spare tid og penge

Men der er også samfundsmæssige gevinster ved at arbejde i lokalområdet.

- Dem, der får job tættere på, hvor de bor, sparer tid og penge. Det er også et lille bidrag til klimaregnskabet og fremkommeligheden på vejene, mener Karsten Geertsen.

- Skal firmaer så lade være med at annoncere i avisen og andre steder, når de kan bruge jobiodder.dk?

- De skal blive ved med at annoncere, hvor de ellers gør det. I dag gælder det om at være på mange forskellige platforme. Det her er et ekstra redskab. Når man er på sådan en digital platform, kan du bedre folde tingene ud, og du rammer nogle andre målgrupper. Og vi samler jobmarkedet i Odder på ét sted, siger Karsten Geertsen.

Medlemmer af Udviklingodder kan i begyndelsen få gratis adgang til at lave jobopslag. Men derefter koster alle opslag et beløb, uanset om man er med i foreningen eller ej.

- Det koster noget at holde sitet i luften og markedsføre den. I første omgang har vi taget penge fra vores egen kasse til det, siger udviklingschefen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce